Biopics balancerer ofte på en knivsæg: De skal levere den store, publikumsvenlige fortælling og samtidig turde gå tæt på mennesket bag myten. Når man filmatiserer et virkeligt liv, siger man uundgåeligt noget om, hvad der er værd at huske – og hvad der helst skal forbigås i tavshed.
Og få biografier er mere ladede end Michael Jacksons. Han er et popkulturelt pejlemærke med et imponerende katalog af hits, men også en figur, hvis eftermæle er viklet ind i anklager om seksuelle overgreb mod børn, retssager og et offentligt forfald.
Der er dermed et oplagt potentiale for et både interessant og komplekst portræt af et vaskeægte ikon.
Drømmer om Neverland
Året er 1966, og Joseph Jackson (Colman Domingo) har store drømme om, at hans børn skal blive stjerner og dermed undgå et liv som hårdtarbejdende og fattige. Han er krævende og hård, men for en kort stund tror man faktisk, at han vil sine fem drenge det bedste – at han vil sin familie det bedste.
Lige indtil aftenen efter en succesfuld optræden, hvor den yngste, Michael, kommer til at sige Joseph imod. Så får han med bæltet, så han kan lære, hvem der er familiens overhoved.
Den stort opsatte og længe ventede biopic lægger dermed hårdt ud i sin fortælling om, hvordan Michael Jackson gik fra at blive barnestjerne i en alder af blot otte år til senere at blive the King of Pop og en af nyere tids mest betydningsfulde kulturpersonligheder.
Tilbage hos den otteårige Michael, der efter at have fået tæsk af Joseph ligger i sin seng og læser ’Peter Pan’ og drømmer sig til en verden, hvor de voksne ikke bestemmer over ham. Vi ser et billede af Peter Pan, der sparker Hook ud over siden på et stort sørøverskib – på tegningen har Michael selv skrevet “JOSEPH” og tegnet en pil, der peger på Hook.
Det står klart, hvilken fortælling instruktør Antoine Fuqua (’Training Day’) og manuskriptforfatter John Logan (’Skyfall’, ’The Aviator’) har valgt: en ung dreng, der vil løsrive sig fra sin fars jerngreb og finde sit eget ståsted i livet.
Succesen for de fem brødre vokser, og omverdenen får hurtigt øjne og ører op for Michaels uomtvistelige talent. I studiet bliver han for første gang set for det, han kan – ikke af sin far, der mest af alt vil tjene på succesen, men af produceren. Her opstår et lidt for tyksmurt øjeblik, hvor Michael krammer produceren foran Joseph.
Frem til nu er rollen som Michael blevet spillet af den unge Juliano Valdi, der med stor overbevisning i både skuespil og sang gør det umuligt ikke at holde af den unge verdensstjerne, der som 10-årig får livvagten Bill, som bliver det tætteste, han har på en ven.
Nærmer sig propaganda
Herfra går det desværre alt for stærkt med at fortælle historien, der ganske vist er kronologisk skarp og leverer afgørende nedslag i popstjernens imponerende karriere.
Som ung og voksen spilles hovedrollen som bekendt af Michael Jacksons egen nevø, Jaafar Jackson, og heller ikke her er der en finger at sætte på hverken skuespil eller sang. Det er der til gengæld på valget af skuespiller – for filmen tør sjældent lade Michael være andet end sympatisk.
Han er god over for sine fans, sin familie og kolleger – ja, selv over for sin tyranniske far kan han knap nok sige ét ondt ord. Måske var Jackson sådan i virkeligheden, men som filmisk portræt bliver resultatet fladt.
Når de mørkere sider og konsekvenserne af en kontrollerende barndom kun antydes, forsvinder det, der kunne have givet historien modstand og nerve.
At det må have haft enorme konsekvenser for hans personlighed, bliver kun berørt overfladisk, blandt andet i en scene, hvor han som voksen køber legetøj og spørger sine storebrødre, om de vil spille Twister med ham som i gamle dage.
Michael Jackson er en af de mest omtalte og komplekse berømtheder i nyere tid, og uanset om man tror på anklagerne mod ham eller ej, er der rigeligt stof til en interessant film.
Derfor er det frustrerende, at ’Michael’ så konsekvent glatter kanterne ud og ukritisk fremstiller ham som offer i sin egen fortælling – og som et menneske, der ikke kan gøre en flue (eller et barn) fortræd.
Det kunne have været undgået, hvis man ikke havde haft et så nært familiemedlem til at spille rollen. Det i sig selv gør det svært ikke at se hele projektet som et desperat forsøg på at redde Michael Jacksons ære i kølvandet på de mange anklager, der er kommet mod ham.
Når filmen samtidig er udviklet i tæt samarbejde med Michael Jacksons bo, der blandt andre består af manageren John Branca (der i filmen spilles af Miles Teller), og er executive-produceret af seks familiemedlemmer, fristes man næsten til at kalde det propaganda.
Teknisk imponerende
Der er heldigvis også gode ting at sige om ’Michael’, der er en utrolig flot og teknisk vellykket biopic. Det gør den til en stor filmisk oplevelse, som især fungerer i biografen.
Lydsiden er medrivende og gør det til en sand fornøjelse at høre noget af den bedste popmusik nogensinde. Det samme gælder filmens klipning, hvor især koncertscenerne understreger, at Jackson ikke bare var en fænomenal sanger, men også revolutionerende i sin måde at bevæge sig på scenen.
Det gør filmen ekstremt underholdende, og man keder sig ikke på noget tidspunkt. Desværre skyldes det ikke et indre drama – snarere at filmen fungerer som en to timer lang demonstration af et musikalsk geni og en karriere i absolut topklasse.
Hvis prisen for berømmelsen har været høj, burde man mærke det tydeligere. I stedet forlader man biografen imponeret over håndværket og musikken, men uden at være kommet det mindste tættere på mennesket bag myten.
Afslutningsvis bliver det antydet, at der kommer en efterfølger, hvilket forhåbentlig er sandt. For hvis fortællingen om Michael Jackson afsluttes her, er det ikke alene uinteressant, men også direkte misvisende.
🖤🖤🤍🤍🤍🤍
