Generationsforskellene er trukket så skarpt op i disse tider, at det går hen og bliver helt karikeret. Generation Z griner af Generation Y, de såkaldte millennials, når de tropper op i ankelsokker. Vendingen ”OK Boomer” bruges nærmest nedværdigende om noget eller nogen, man opfatter som forældet.
Nu står den næste Generation Beta, som består af børn født mellem 2025 og 2039, måske klar til at overtage.
De er efterfølgerne til Generation Alpha, der er født mellem 2010 og 2024, og som dermed blev den første generation, der udelukkende er født i det 21. århundrede. Og så markerede de desuden starten på en helt ny græsk alfabetiseringsmodel. Efter det seneste tre generationer X, Y og Z er man åbenbart løbet lidt tør for bogstaver.
Men hvordan kommer denne helt nye generation til at se ud?
Det australske analysebureau McCrindle forudsiger, at Generation Beta bliver en teknologisk integreret og nysgerrig generation. En generation, der sætter pris på diversitet og omfavner forandring og forskelligheder. Og når det nu lyder en smule ukonkret, er det fordi forudsigelsen er baseret på den sociale kontekst børnene kommer til at vokse op i – og den kan jo som bekendt ændre sig ganske hurtigt.
Tidligere på året var det Generation Z og deres slang, der var i fokus, da videoer med en række ældre mennesker, som for eksempel Pia Kjærsgaard, der kastede sig ud i et lettere uforståeligt manus af slangord som slay eller Skibidi Toilet, florerede.
Men det er faktisk primært Generation Z, som kommer til at opdrage betaerne. Ifølge en rapport fra mediebureauet Dentsu vil Generation Beta dog ikke have samme mulighed som deres forældre for at kigge indad og fokusere på egne nødvendigheder, for klimakrisen vil være dominerende.
Desuden vil en overvægt af Generation Z-mødrene fokusere på deres børns mentale sundhed og evne til at acceptere andre. Robotter vil få en stor indflydelse i næsten alle dele af deres liv – fra hjemmet til skolen og arbejdspladsen. Mode, robotteknologi og kunstig intelligens kombineres i klædeskabene, men de vil også kunne favne uendelige identiteter, og udleve deres egne gennem avatars og digitale tvillinger.
Men Generation Beta går også en verden i møde præget af konflikter. Teknologiske begivenheder som rumturisme vil forandre livet for evigt, mens konceptet privatliv nærmest forsvinder og udfordringer med datarettigheder bliver et globalt problem. Og grundet den øgede internationale involvering i konflikter og trusler fra Kina, Rusland og Nordkorea forudsiger Dentsu desuden, at generationen vil gennemleve en ny storkrig.
Generation Beta står altså til at blive kvantespringsgenerationen.
De bliver dem, som oplever skiftet mellem at have muligheden for at opsøge viden om alting – til rent faktisk at kunne udleve alt.
LÆS OGSÅ: