Da Forbrydelsen kom i 2007, blev den så succesfuld at den banede vejen for en helt ny genre, Nordic Noir. En dyster, fortættet serie med en mut hovedperson, der aldrig skiftede sweater eller mødte nogen med et smil.
Jeg sad selv som chef i DR Design og skulle hjælpe med titelsekvensen og syntes, det var noget mærkeligt noget med en serie, som strakte sig over 20 mørke dage i november – og spåede den ikke store chancer. (Jeg troede så heller ikke internettet ville blive en succes – så jeg har altid været en slags omvendt Nostradamus på den måde.)
Siden har Nordic Noir affødt utallige versioner af opklaring af mord i et depressivt, evigt mørke med dysfunktionelle og ordknappe efterforskere.
Med serier som ’True Detective’ (2014) og ’Mare of Easttown’ (2021) blev det skandinaviske tungsind og problematiske privatliv eksporteret til Louisiana og Pennsylvania. Ligeså den fremragende ’Sherwood’, der lod den tunge efterforskning udspille sig blandt desillusionerede minearbejdere i England.
Men nu har Piv Bernt – produceren bag ’Forbrydelsen’ – taget sin opfindelse nye steder hen. Nemlig til Astrid Lindgrens verden. Til rødmalede træhuse med hvide sprosser og den gamle købmand nede om hjørnet.
’Hændelser ved Vand’ er den geniale titel på Kerstin Ekmanns roman fra 1993. Den vandt velfortjent Nordisk Råds Litteraturpris og bliver betragtet som en klassiker i nordisk litteratur.
Bogen kombinerer det uhørt smukke, trygge Småland med en understrøm af noget rigtig væmmeligt. Jorden er giftig i Bulderby, og naturen virker truende og invasiv.
Det geniale ved ’Hændelser ved Vand’ er netop, at vi alle har Astrid Lindgrens version af den perfekte barndom permanent lagret i hjernebarken. Det er noget med fritgående dyr, en vild natur med birketræer og højt græs, en tryg fyr, der ryger pibe og så en elv, hvor man kan bade nøgen.
Men hvad nu hvis Emils bedste ven er en form for manipulerende sektleder? Hvad nu, hvis elven dækker over frygtelige forbrydelser, som fuglende skriger højt om – og hvad nu, hvis Tyttebær Maja bærer på dybe traumer? Det er altså virkelig uhyggeligt på en helt anden måde, end når Sarah Lund i småregn løber ind i et forladt lagerhus.
Der er to tidspor i ’Hændelser ved Vand’ – 1973 og 1991. Især 70’erne er gengivet med helt fascinerende præcision, og det umage par, lægen Birger og den lokale betjent, Åke, ser helt forrygende cool ud i deres fløjsbukser og brune polyesterskjorter. En slags Bulderbysk udgave af Woody Harrelson og Matthew McConaughey’s fra første sæson af ’True Detective’.
Der er også en sidehistorie i serien, som omfatter en virkelig sær karakter, en finlandsk-svensk kvinde, som i lyset af metoo har en helt forbløffende relevans. For hun er en intellektuel krænker, iført papirtrusser, der kan rives af i et snuptag og en forkærlighed for hvid spiritus, som udnytter sin magtposition overfor en hjælpeløs teenager.
Det er sært at en serie, som udspiller sig i 70’erne og starten af 90’erne kan føles så aktuel og banebrydende – men det er præcis dét, som ’Hændelser ved Vand’ føles som. Og når den sidste, dybt foruroligende scene brat slutter og lader den os forstå, at også Emil, Ronja og alle de andre fra Bulderby en dag bliver voksne.
