Yellowstone
Foto: SkyShowtime

3 nye serier på vej indenfor ‘Yellowstone’-universet

Helen Mirren og Harrison Ford vender tilbage i den populære spin-off-serie ‘1923’, Michelle Pfeiffer spiller hovedrollen i helt ny serie, og så er der godt nyt til alle Kevin Costner-fans.

SkyShowtime samarbejde med den Oscar-nominerede manuskriptforfatter Taylor Sheridan har været lidt af en guldgrube for streamingtjenesten.

Ikke blot har Sheridan skabt den voldsomt populære westernserie ‘Yellowstone’, der snart er klar med sidste halvdel af femte sæson, men han står også bag adskillige andre serier samt en række spin-off-serier inden for ‘Yellowstone’-universet.

Ny sæson af ‘1923’

En af serierne er en såkaldt prequel til ‘Yellowstone’, nemlig 1923 med stjernerne Harrison Ford og Helen Mirren i hovedrollerne.

Serien følger Dutton-familien, som står over for nye udfordringer i starten af det 20. århundrede med udvidelsen af de amerikanske grænser, forbudstiden og Den Store Depression.

Seriens første sæson blev en stor succes, og nu har SkyShowtime så afsløret, at der er endnu en sæson på vej.

Foto: James Minchin III / Paramount+/ SkyShowtime

‘The Madison’ med Michelle Pfeiffer

Derudover kan ‘Yellowstone’-fans også allerede begynde at glæde sig til efterfølgeren til hovedserien, nemlig den helt nye serie ‘The Madison’ med Michelle Pfeiffer i hovedrollen.

Serien foregår i nutiden og er altså ikke som ‘1923’ (og ‘1883’ i øvrigt) en serie, der forgår før ‘Yellowstone’. Der er endnu ikke sluppet meget ud om, hvad serien handler om, men angiveligt skulle den følge matriarken Stacy Clyburn (Pfeiffer), der flytter hele familien fra New York til Madison River Valley i Montana.

Et sidste kip med cowboyhatten til Kevin Costner

Sidst, men ikke mindst, kan alle ‘Yellowstone’-fans få lov at tage ordentlig afsked med Kevin Costner i dokumentaren ‘Yellowstone 150′. Her udforsker Costner Yellowstone National Park og ser nærmere på, hvorfor stedet blev til en nationalpark.

Tidligere i år bekræftede Costner, at han ikke vender tilbage i den sidste halvdel af femte sæson af serien, men som et lille plaster på såret kan man altså følge den populære skuespiller i denne dokumentar.

Foto: SkyShowtime

SkyShowtime har endnu ikke meldt ud, hvornår de tre titler får premiere, men i første omgang kan man glæde sig til afslutningen på femte sæson af ‘Yellowstone’, der får premiere 14. november.

Footer graphics