steve carell
Steve Carell i 'Mountainhead' / Foto: Macall Polay/HBO

‘Succession’s skaber laver satirisk spillefilm med Steve Carell i hovedrollen

Sne, satire og milliardærer på randen af AI-dommedag er hovedingredienserne i den nye, hæsblæsende trailer til ’Succession’-skaberens debutfilm som instruktør.

Efter fire Emmy-belønnede sæsoner med ‘Succession’ skifter Jesse Armstrong nu til spillefilmen – og traileren til den sorte komedie ‘Mountainhead’ lover et kynisk, uhyre underholdende og knivskarpt drama, hvor verdens rigeste mænd leger med menneskeskæbner – og måske også hinandens liv.

Den selverklærede “fattige milliardær” Hugo Van Yalk (Jason Schwartzman) har inviteret sine tre styrtende rige venner på drengetur i sin grotesk store, luksuriøse skihytte Mountainhead, højt oppe i en isoleret bjergkæde.

I den isolerede hytte befinder også Venis (Cory Michael Smith) sig – gruppens sky kryptogeni. Som man ser i traileren, går hans nyeste AI-algoritme pludselig amok og kaster verden ud i total panik. Indenfor følger de fire kaosset på gigantiske fladskærme, mens cognacen flyder.

Ud over Schwartzman og Smith medvirker Ramy Youssef – samt den ‘The Four Seasons‘-aktuelle Steve Carell, der spiller Randall, gruppens selvudråbte alfa.

Randall joker først – men lyder snart mere alvorlig – om, at de fire jo egentlig har ressourcerne til at overtage verden, når den alligevel ligger i ruiner. Som mændenes hytte-kuller og AI-katastrofen eskalerer, begynder konceptet at bide sig fast hos vennerne.

Kameraet er håndholdt og hektisk, med nervøse zooms og abrupte klip i dokumentaristisk stil, som man kender fra Jesse Armstrongs univers. Imens pulserer Nicolas Britells stryger­temaer derudaf og driver tempoet op, mens den skræmmende idé langsomt slår rod blandt rigmændene.

Den britiske satiriker Jesse Armstrong har længe cementeret sig som en af samtidens skarpeste penne med værker som ‘Peep Show’, ‘The Thick of It’ og filmen ‘In the Loop’. Med ‘Mountainhead’ sætter han sig for første gang selv i instruktørstolen på en spillefilm.

‘Mountainhead’ kan ses på HBO Max 1. juni.

Find mere om
Footer graphics