Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Spicy nudelskib på vej mod Danmark

Danmark gik verden rundt, da Fødevarestyrelsen i juni tilbagekaldte ‘ekstremt stærke’ chilinudler. Nu svarer producenten genialt igen.

Det bliver ‘the spiciest ferry ride of all times’, når den koreanske kopnudelproducent Buldak senere i dag sejler ind i Københavns havn. De er efter sigende ‘hotter than ever’ og kommer nu for at sige tak for den store medieomtale til Danmark.

Officielt er det endnu uvist, hvor og hvornår færgen helt præcist lægger til kaj. Men en pålidelig kilde, der dog ønsker at være anonym, har fortalt Heartbeats, at det med al sandsynlighed sker enten klokken 16:00 eller 18:00 ved Toldboden.

Derudover står det ikke helt klart, hvordan denne gimmick kommer til at løbe af stablen. Dog har Buldak allerede sendt en maskot i forvejen, som går rundt i Nyhavn og danser lidt med folk og deler nudler ud.

Noget tyder på, at det er en af de danske sundbusser, nemlig katamaran ‘Lea Elizabeth’, der skal fungere som ‘spicy ferry’. Ifølge Helsingør Dagblad har den i hvert fald fået noget af en makeover med både reklameskilte og slogans, som erklærer ‘we missed you!’.

Den stærke sejlads er forårsaget af, at Fødevarestyrelsen i juni advarede om, at de koreanske chilinudler var for stærke, og at de kunne give ‘akut forgiftningsfare’. Historien gik viralt og blev samlet op af flere store internationale nyhedsmedier. Som for eksempel The Guardian.

Overalt på internettet blev de danske smagsløg efterfølgende latterliggjort. En bruger kaldte blandt andet Danmark for ‘the land of bland food’ på det sociale medie X.

Det var mængden af stærk chili samt og det derfor høje capsaicinindhold, som i første omgang fik Fødevarestyrelsen til at forbyde salget af tre forskellige nudelsupper. Desuden udfordrede børn og unge hinanden på TikTok til at spise nudlerne.

En måneds tid efter landede en ny riskovurdering. Nu var det kun Samyang Buldak 3 x Spicy Hot Chicken, som udgør en risiko for forgiftning.

LÆS OGSÅ

Find mere om
Footer graphics