Vi ved godt, at I måske ikke deler vores udelte begejstring. Og nogen vil med sikkerhed dømme os hårdt for vores smag. Derfor indrømmer vi det nødigt. Men ja, vi har også hørt samtlige afsnit af ’Sara og Monopolet’, til trods for at vi efterhånden kender alle spørgsmålene (og svarene) på forhånd.
Der findes mange podcasts, man ikke skilter med, at man lytter til. Men i dag gør vi. Take it or leave it.
Her er listen over de podcasts, som vi kun afspiller med skærmen slukket eller mobilen dybt i lommen.
‘Dårligdommerne’
Jeg elsker at hate-watche ting, og efter at have opdaget denne podcast, har jeg fundet ud af, at jeg langt fra er den eneste. Egentligt er det jo ikke superfedt at lytte til en podcast med tre mænd, der nærmer sig midtvejskrisen, og som brokker sig i stride strømme over (primært) danske film og serier. Men hver gang jeg hører et afsnit på cyklen på vej hjem fra arbejde, eller imens jeg gør rent, kan jeg ikke lade være med at fnise. Okay, nogle gange skraldgriner jeg endda. For let’s face it: Der er langt imellem snapsene, når det drejer sig om den danske filmkunsts gyldne øjeblikke. Og den måde alt det dårlige bliver sat på spidsen i denne podcast (faktisk kan de decideret hidse sig op over dårlige film og serier), gør det til ekstremt god underholdning. Faktisk så meget, at jeg ofte har følt mig fristet til at se eller gense de dårlige film og serier, de tre værter snakker om.
/Ida Frisk Carstensen
‘Mads og A-holdet’
Min eneste – men til gengæld kæmpestore – guilty pleasure er ’Mads og monopolet/Mads og A-holdet’. Jeg tror, jeg har været igennem alle afsnit fra 2010 til 2022 på alt for kort tid. Det til trods for, at det jo er de samme dilemmaer, der er kommet igen og igen og igen over de vanvittigt mange år, det har kørt. Det er bare lidt ligesom at blive svøbt ind i et blødt vattæppe.
/Emil Riscaldini
‘Det, vi taler om’
Min guilty pleasure er sladderprogrammet ’Det vi taler om’, som er min ugentlige ventil. Teknikken driller ofte, lyden er ikke særlig god, og både gæster og vært er lige lovlig interne, når samtalen bliver for løssluppen. Det går imod alt, hvad jeg normalt definerer som en god produktion, men ‘Det, vi taler om’ har alligevel år efter år været min go-to podcast, når hjernen skal slappe af. Hvorfor? Fordi den energi og ‘klubstemning’, som de mobiliserer omkring deres stofområde er ganske særlig. Og hvem spidser ikke lidt ører, når snakken falder på de rige, kendte og kongelige?
/Cecilie Wortziger
‘Her går det godt‘
Instagramprofilen ‘Fantastiskeforældre’ lavede for nogle måneder siden et opslag med titlen ‘Typen der lytter til’. En serie af kollager i bedste fantastiskeforældre-stil med ting, som kunne identificere lyttere af forskellige podcasts. Som trofast lytter af ‘Her går det godt’ var det et bekymrende syn. Yeezys, Adidas crewneck, Drake og investeringsplatformen Nordnet var blandt det som åbenbart kendetegnede den stereotype lytter af ‘Her går det godt’. Jeg har svært ved helt at genkende mig selv i opslaget, men det har medført at jeg nævner markant færre historier på baren, som kan spores tilbage til ‘Her går det godt’. Det ændrer dog ikke på, at jeg lytter ufortrøden videre med mine medsammensvorne Yeezy-bærende og aktiehandlende lyttere.
/Tobias Juul
‘Programmet om ingenting‘
Det er ikke så tit, at jeg griner ud i det åbne, mens jeg har mit headset på. Men det gør jeg tit, når jeg hører ‘Programmet om ingenting’ – en månedlig podcast, hvor de to værter og brødre, Tobias og Oliver Enné (af og til også musiker Tobias Kippenberger), taler med mennesker fra den kreative klasse, der er sjovere end dem selv, som de siger.
Senest var journalist og Deadline-vært Lotte Folke med, og det var virkelig godt. Personligt var jeg også vild med det, da Rune Lykkeberg var med. Tingen er, at de taler med deres gæster om aktuelle tilfældigheder og hverdagsagtige ting, de ikke normalt taler om. Om de bedst kan lide Cat Power eller Kanye West for eksempel. Om at tale med lukkede øjne foran folk. Eller hvorfor gæsterne egentlig har det tøj på, de har. Hvilket jo faktisk er et ret godt spørgsmål.
Ligesom med hedengangne ‘Den 11. Time’ kan man sommetider komme i tvivl, om de overhovedet mener noget som helst af det, de siger, fordi alting leveres med en vis ironi. Som sådan er det jo nok en livsstilspodcast, bare på fjolletobak og underlige, interne benzindampe. Jeg tror ikke, den har mange lyttere, hvilket efter min mening er en fejl.
/Thomas Balslev Brandt
Lydbøger, helt generelt
Lydbogen er podcastens lidt kiksede og kedelige fætter. Det er bare ikke særlig sejt at lytte til litteratur, vil mange litteraturelskere nok mene. Men da jeg er en grundtræt småbørnsforælder, der falder i søvn i det øjeblik, jeg sætter mig et blødt sted med en opslået bog af pap og papir, indrømmer jeg, at lydbogen et udmærket alternativ.
Selvfølgelig er der bøger, der i sin form udelukkende fungerer på print. Men her er et par eksempler, hvor jeg med glæde brugte ørerne og ikke øjnene på en bog: Det er effektfuldt på den ubehagelige måde, når forfatter Leonora Christina Skov i autofiktionsromanen ‘Den der lever stille‘ selv læser de skrækkeligt lede dialoger højt, som hun har haft med sin nu afdøde mor – også selvom jeg tømte opvaskemaskinen imens.
Og i en helt anden stemning spruttede jeg af grin under en indkøbstur i Netto, mens jeg lyttede til Stine Pilgaards ‘Meter i sekundet‘ fordi skuespiller Sofie Torp (som – fun fact – også spiller hovedrollen i den kommende filmatisering af bogen) præsterer den helt rette vestjyske dialekt, og derfor er den perfekte indlæser af historien, der foregår i landsbyen Velling ved Ringkøbing Fjord. Hermed en anbefaling om at lade lydbøger kurere dig, hvis du som mig lider af litteratur-FOMO og ikke har nok timer i døgnet.
/Sidsel Brandt Hasberg
‘Mørkeland‘
Da denne podcast først kom ud, lyttede alle til den. Den blev virkelig hypet, og det var spændende med et nyt ‘mord-format’ i podcastverdenen, der faktisk inkluderede samtale og refleksion. De to værter fortæller om makabre mord og andre grusomheder i en meget low-key sammenhæng. Det er simpelthen bare de to, der taler om og diskuterer hele optakten, handlingsforløbet, efterspillet og deres egne tanker om det hele. Måske er det også derfor, at den positive tone omkring ’Mørkeland’ brat vendte. Fra at have været super-hypet, blev det pludseligt til en nærmest forhadt podcast, og de to værter fortalte endda også i et afsnit, at de havde modtaget noget, der mindede om en trussel. Efterhånden føler jeg det lidt skamfuldt at indrømme, at jeg stadig troligt hver uge lytter til nye afsnit og faktisk bliver lidt skuffet, når de holder ferie. ’Mørkeland’ splitter vandene. Men jeg svømmer stadig med.
/Ida Frisk Carstensen
