Første sæson af podcasten ‘Skinny Bitch’ er nået til vejs ende. I de seneste syv afsnit har Kerstine og Lin været på en rejse gennem spiseforstyrrelsens univers og talt med både spiseforstyrrede, pårørende og behandlere. De tager deres refleksioner og tilbageværende spørgsmål med ind på Christiansborg, hvor de taler med folketingsmedlem Anne Valentina Berthelsen (SF).
Anne Valentina Berthelsen har selv været ramt af en spiseforstyrrelse, men første gang hun bad om hjælp hos sin praktiserende læge, fik hun beskeden, at hun ikke var ”syg nok” og gik derfor i endnu længere tid med den alvorlige sygdom. I dag er det blevet en mærkesag for Anne Valentina Berthelsen at få styrket behandlingen og hele området omkring spiseforstyrrelser.
Efter besøget på Christiansborg tager Kerstine og Lin tilbage til studiet. De skal tale om, hvad de vil sige at blive rask. Da det i 2017 gik op for Lin, at hun var fri fra sin spiseforstyrrelse, kunne hun igen spise en hel pizza uden at være forfulgt af angst eller en trang til at kompensere. Værterne har derfor aftalt, at de skal bestille pizza, mens de taler om, hvad det vil sige for dem at være på den anden side af spiseforstyrrelsen.
Podcasten ‘Skinny Bitch’ er præsenteret i samarbejde med headspace, der er et gratis, anonymt rådgivningstilbud til børn og unge i alderen 12-25 år. headspace har det særlige initiativ VærDig, hvor man kan få rådgivning om svære tanker inden for temaet krop, kost og motion.