Matt Johnson – som er synonym med The The og den eneste gennemgående figur i bandets historie, der begynder i det herrens år 1979 – var kun 21, da han kreerede mesterværket ‘Soul Mining’, som fik de fleste, der hørte det, til at spidse øren, da det udsendtes i 1983.

For her var en sangskriver ud over det sædvanlige på spil – men ikke nok med at han komponerede nogle af tidens stærkeste sange, han var en eminent arrangør med en fabelagtig sans for nogle af de klange, som tidens spritnye digitale keyboards formåede at frembringe.

Trods sangenes ofte dystre tekster var musikken sprælsk, melodisk, udfarende og sine steder ligefrem dansabel. Ikke postpunk, ikke new wave, ikke synthpop, ikke indierock, men lidt af det hele, det vil sige stilren The The. ‘Soul Mining’ lyder den dag i dag helt forrygende, og blev indledningen på en glorværdig om end ikke synderlig omfangsrig pladeproduktion.  

Knald på karrieren

Matt Johnson fødtes i 1961 og fik så at sige musikken ind med modermælken, idet hans forældre, Ed og Shirley Johnson i årene 1962-2000 drev pubben Two Puddings i Stratford, beliggende i det østlige London. Her spillede et hav af kunstnere, og musikken gik op gennem gulvet til førstesalen, hvor Matt Johnson og hans tre brødre prøvede at sove.

Han begyndte tidligt at spille både klaver og guitar, droppede ud af skolen som 15-årig og fik job i et firma, der leverede underlægningsmusik og lydeffekter til film og reklamer. Det gav ham et indblik i hvad et studie formåede, og allerede som 19-årig udsendte han i eget navn det eksperimenterende Burning Blue Soul (1981) på det prestigiøse pladeselskab 4AD.

Men det var med The The han gjorde sig seriøst bemærket, og ‘Soul Mining’ efterfulgtes af det massivt succesfulde ‘Infected’ i 1986. Tre år tog det – en evighed i popverdenen, et minut i The The-tid – men så absolut værd at vente på. Her rettedes skytset mod især Thatchers politik og Englands generelle tilstand med en række knivskarpe sange på hvad der nok er hans mest elskede album. Endvidere indspilledes der videoer til alle albummets sange, udsendt separat som ‘Infected: The Movie’. Der var knald på.

I 1988 samlede han et regulært band, der blandt andre talte vennen og guitaristen Johnny Marr, som netop havde forladt The Smiths. Med det indspillede han to lp’er, hvor brugen af keyboards og studieeffekter nedtonedes til fordel for en mere klassisk rockklang med guitar, bas og trommer. Efter det vellykkede ‘Dusk’ i 1993 gik de fire herrer hver sin vej og Matt Johnson indspillede ‘Hanky Panky’, et album, udelukkende bestående af Hank Williams-sange.

I 2000 udsendtes ‘NakedSelf’, efterfulgt af en omfattende verdensturne. Derefter trak Johnson stikket til The The, dannede selskabet Cinéola, der specialiserer sig i filmmusik, som han selv siden har komponeret og indspillet i stor stil. Ingen havde forventet at høre mere fra The The, så stor var overraskelsen, da han i 2018 gendannede orkesteret med henblik på en turné, der tilmed slog vejen forbi den danske Heartland Festival, opkaldt efter et The The-nummer! En stor oplevelse, skulle vi hilse at sige.

I år landede det brillante ‘Ensoulment’ på vores pladetallerkener, og det var næsten som havde tiden stået stille. Strålende veloplagt og bidsk som altid, men også præget af, at ophavsmanden efterhånden er i 60erne er det stor sangkunst fra en af rockscenens mest originale enere.    

Playlisten:

1. ”Icing Up” (Burning Blue Soul, 1989)
2. “Uncertain Smile” (Soul Mining, 1983)
3. ”This Is the Day” (Soul Mining, 1983)
4. “Giant” (Soul Mining, 1983)
5. “Sweet Bird of Truth” (Infected, 1986)
6. ”Heartland ” (Infected, 1986)
7. ”Infected” (Infected, 1986)
8. ”Slow Train to Dawn” (feat. Neneh Cherry) (Infected, 1986)
9. ”The  Beat(en) Generation” (Mind Bomb, 1989)
10. ”Armageddon Days Are Here (Again)” (Mind Bomb, 1989)
11. “Slow Emotion Replay” (Dusk, 1993)
12. ”Dogs of Lust” (Dusk, 1993)
13. ”Love Is Stronger Than Death” (Dusk, 1993)
14. ”I Saw the Light” (Hanky Panky, 1995)
15. ”TheWhisperes” (NakedSelf, 2000)
16. ”Pillar Box Red” (45RPM, 2002)
17. ”Some Days I Drink My Coffee by the Grave of William Blake” (Ensoulment, 2024)
18. “Where Do We Go When We Die?” (Ensoulment, 2024)