Nyt podcast- og videoprojekt giver ordet til unge med flugterfaring

Foto: Shubhdeep Singh Parwana

Nyt podcast- og videoprojekt giver ordet til unge med flugterfaring

Projektet ’Udtaler’ giver unge borgere med flugterfaringer en platform, hvor de kan dele ud af deres oplevelser og være en del af et fællesskab. Det er der kommet podcast- og portrætserien ’Hvem er mit, vi?’ ud af.

Samfund En del af serien:

Hvem er mit, vi?

I denne podcast-serie fortæller unge om deres flugterfaringer. Projektet er en del meningsdanneruddannelsen 'Udtaler', som er et forløb tilbudt af organisationen DFUNK, Dansk Flygtningehjælp Ungdom.

De otte medvirkende i podcast- og portrætserien ’Hvem er mit, vi?’ er alle sammen flygtet fra deres hjemland og bor nu i Danmark. De har også alle sammen gået på meningsdanneruddannelsen ’Udtaler’, som er et forløb tilbudt af organisationen DFUNK, der står for Dansk Flygtningehjælp Ungdom. 

Rahima Abdullah er landsforperson for DFUNK, og hun har også selv været deltager på den fire måneder lange ’Udtaler’-uddannelse tilbage i 2021.  

”Meningsdanneruddannelsen er skabt for unge borgere med flugterfaringer, der drømmer om at diskutere, inspirere og nytænke den demokratiske deltagelse. Formålet er at give unge mennesker redskaber til at komme ud i samfundet og bruge deres stemmer,” siger Rahima Abdullah.  

På uddannelsen får deltagerne undervisning af blandt andet journalister, foredragsholdere og psykologer. Derudover får de også mulighed for at prøve kræfter med blandt andet events, podcast og video. Det er i den sammenhæng, at ’Hvem er mit, vi?’-projektet er blevet til. Resultatet kan du se og høre her og nu og de kommende dage her på Heartbeats. 

Du kan se første afsnit af videoerne her: Det er Ahmad, der fortæller:

Her er andet afsnit af videoerne her: Det er Fidan, der fortæller:

Et budskab med betydning

Haya Termanini er en af de fjorten deltagere på dette års Udtaler-uddannelse, og hun har været med til at lave podcasten sammen med tre andre studerende, foruden de fire, der har lavet videoportrætterne. 

Haya Termanini tilmeldte sig ’Udtaler’ for at dygtiggøre sig inden for historiefortælling på dansk. Hun har længe været flygtninge- og kvinderettighedsaktivist, men det har altid foregået på engelsk. Derfor var uddannelsen ideel for hende for at komme i gang med at producere podcast, og ikke mindst få sin historie ud på dansk. 

I 2013 flygtede Haya Termanini med familien fra Syrien til Egypten. I 2014 gik turen alene fra Egypten til Tyrkiet, og i 2015 flygtede hun fra Tyrkiet til Grækenland i en gummibåd med tres andre mennesker på flugt. Ud for Grækenlands kyst løb de tør for benzin, og nogle begyndte at hoppe overbord og svømme i land. 

”Det skabte panik blandt bådens andre passagerer, fordi trykket pressede båden tilbage mod Tyrkiet. I stedet for at springe i og svømme i land, så sprang jeg i og begyndte at skubbe båden. Hurtigt fulgte flere trop, og i fællesskab nåede båden i land,” fortæller Haya Termanini om flugten.  

Budskabet om at stå sammen er noget, der har kæmpe betydning for Haya Termanini, og det er hendes håb, at hun kan sprede det gennem sin aktivisme. 

”Det har taget mig syv år at få fortalt min historie, og det er vigtigt, at folk hører den. Det er mit håb, at hvis vi står sammen, så kan vi blive bedre mennesker. Det gælder ikke kun flygtningekrisen, det gælder også eksempelvis klima, miljø og andre vigtige emner,” fortæller hun.

Her er det tredje afsnit af videoerne her: Det er Zuhal, der fortæller:

Platform for drømme og mod

På ’Udtaler’ er det deltagerne selv, der bestemmer, hvilket emne, der skal være omdrejningspunkt for deres projekter. Og det er der i følge DFUNKs landsforperson Rahima Abdullah en helt særlig grund til. 

”Vores opgave som organisation er at give de unge mennesker redskaber, fællesskab og en følelse af, at vi har deres ryg. Det er ikke vores opgave at bestemme, hvilket emne de skal gå ud og kæmpe for. Det skal de selv bestemme,” fortæller hun.  

På dette års forløb var der enighed om, at podcastene og videoerne skulle tage udgangspunkt i dét at drømme, at høre hjemme og at være en del af et fællesskab. 

For syriske Ahmad Shukri Alali, der ligesom Haya Termanini er en del af ’Hvem er mit, vi?’-projektet og medvirker i videoportrætterne, har det været afgørende at få en platform, hvor han har kunnet sige sin drøm højt. En drøm, som er begrænset af, at han ikke har et dansk statsborgerskab. 

”Min drøm er at blive politibetjent. Det har jeg ikke sagt højt, siden jeg kom til Danmark for seks år siden. Dengang oplevede jeg at blive gjort grin med, når jeg sagde det højt, fordi folk kunne finde på at sige til mig, at jeg jo selv lignede en kriminel tyv,” fortæller Ahmad Shukri Alali. 

Nu, efter seks år, føler han sig endelig klædt på til at fortælle om sin drøm, fordi ’Udtaler’ har givet ham redskaberne til at turde tale foran store forsamlinger. Ikke mindst har ’Udtaler’-fællesskabet også givet ham modet til at kæmpe for sin drøm. 

Her er fjerde afsnit af videoerne her: Det er Ahin, der fortæller:

Definitionen af ”hjem” 

Rahima Abdullah håber, at ’Hvem er mit, vi?’-projektet når langt ud i samfundet, fordi det ikke altid er den politiske definition af ordet ”hjem”, der er rigtig, selvom det er den, der fylder meget i samfundet.

”Debatten om mennesker på flugt fylder meget fra tid til tid, så det er enormt vigtigt, at dem, det drejer sig om, også får ordet og lov til at snakke om, hvad de definerer som deres hjem,” siger Rahima Abdullah.  

‘Udtaler’-uddannelsen er en del af et tredelt projekt, der hedder ’Udtalt’, som er støttet af Nordea-fonden. Udover ’Udtaler’-forløbet består Udtalt også af et ’Udskaber’-forløb og et ‘Fortællernetværk’.

Podcastene er skabt af de unge i samarbejde med Astrid Hald. Videoerne er skabt af de unge i samarbejde med Ömer Sami.

Musikken er til videoerne hedder ‘Alpha’ og er komponeret af Bo Rande.

Musikken til afsnit 1 af podcasten er:

  • Strange dog walk + Hickory Interlude af Blue Dot Sessions
  • Musikstykker af Peter Sejersbøl

Speak: Hassanen Weli

Haya Termanini interviewes af Israa Kanoun

Footer graphics