Israa Kanoun er multikulturel. Hendes bedsteforældre flygtede fra Palæstina til Danmark i sin tid, og hun selv er født i Danmark. Hun tilbragte de første seks år af sit liv i Sønderjylland, hvor hun også gik i børnehave, men i 2002 besluttede forældrene, at familien skulle flytte til Syrien. Her nåede de at bo i ti år, før de kom tilbage til Danmark i 2012.
Når Israa Kanoun bliver spurgt, hvor hun kommer fra, så er svaret ikke så ligetil. For selvom Israa Kanoun er dansk statsborger og har palæstinensiske rødder, svarer hun som regel, at hun kommer fra Syrien. Det var nemlig der, hun boede, fra hun var seks, til hun var 16.
Men bliver Israa Kanoun spurgt, hvad hun føler sig som, så er svaret endnu mere komplekst. Og det kan være svært for folk at forstå.
”Hvorfor skal man have et bestemt sted at høre til? Hvorfor kan man ikke være multikulturel? Mennesker har ret til at føle sig, som hvad man vil, og man behøver ikke at høre til ét sted. Jeg hører til flere steder, og det er jeg glad for,” siger Israa Kanoun om at være multikulturel.
Podcasten er produceret af Astrid Hald i samarbejde med de unge.
Musik: Four Count + Strange dog walk + Hickory Interlude af Blue Dot sessions
+ musikstykker af Peter Sejersbøl
Israa Kanoun interviewes af Haya Termanini