David Bowie

Nyt bokssæt med halvfemsernes David Bowie: Også i det årti leverede han original og udfordrende musik

Eller vælg, hvor du vil lytte
Warner Music

Nyt bokssæt med halvfemsernes David Bowie: Også i det årti leverede han original og udfordrende musik

Eller vælg, hvor du vil lytte

For nylig udkom der et nyt bokssæt, der samler David Bowies udgivelser og ekstramateriale fra 1992-2001. Podcasten ’Rockhistorier’ spiller deres favoritter fra ’Brilliant Adventure’-boksen og konkluderer at halvfemsernes Bowie stadig holder den dag i dag.

Musik En del af serien:

Rockhistorier

Musik og røverhistorier fra rocken i dens bredeste forstand med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch

Halvfemserne var en sær tid. Tænk bare på fænomener som UFO-lamper, tamagotchi-maskiner og oppustelige lænestole.

Men heldigvis var det også et årti, hvor David Bowie – en sand mester i at navigere i det sære – udgav musik og den musik er blevet samlet i boksen ’Brilliant Adventure’, der består af 10 cd’er eller 18 LP’er med en samlet spilletid på over 10 timer.

Da de to værter på Rockhistorier, Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch, er selverklærede Bowie-fans måtte de selvfølgelig tage livtag med denne periode af mesterens værk, og der var udbredt begejstring at finde i studiet denne gang.

Du kan høre hele afsnittet af podcasten her.

Bowies renæssance begynder

Det lå ellers ikke nødvendigvis i kortene, at David Bowie skulle præsentere musik med så stor vitalitet i halvfemserne.

For albummet ‘Let’s Dance’ fra 1983 bragte en vanvittig popularitet med sig og med populariteten fulgte en udskældt periode i Bowies værk, hvor han blev beskyldt for at skele lige lovligt meget til markedsmekanismerne. Det skulle blive 1994 før en revitalisering af David Bowies musik kunne begynde.

Det gjorde det med albummet ’Black Tie, White Noise’, hvor værtsparret på ’Rockhistorier’ er specielt begejstret for titelnummeret. Dette er inspireret af de mange optøjer, der prægede Los Angeles i 1992 efter fire betjetente, der havde tævet den afroamerikanske mand Rodney King, var blevet frifundet. Det skabte optøjer i byen og flere steder blev der brændt både biler og bygninger af.

”Bowie har fortalt, at han har stået oppe i sin sikkert luksuriøse penthouse-lejlighed og kigget ud på alle de her brande i Los Angeles, og det har inspireret ham til sangen,” forklarer Henrik Quietsch.

”Det var første gang i mange år, hvor man spidsede øre og tænkte: Okay, det er sgu interessant det her,” tilføjer Klaus Lynggard.

Den oversete perle

Et andet højdepunkt fra perioden er albummet The Buddha Of Suburbia, der er bygget over Hanif Kureishis roman af samme navn. Da BBC skulle lave en mini-serie ud fra bogen spurgte Kureishi, om han måtte bruge nogle sange fra Bowies katalog og til det svarede Bowie, at det måtte han godt, men at han da også godt lige kunne skrive noget nyt, hvis det var.

Det gjorde han så og skrev et helt selvstændigt album, hvoraf kun titelnummeret indgik i serien. Alligevel er albummet et lidt overset af slagsen, og det skyldes i følge Klaus Lynggard måden, pladen blev lanceret på.

”De gjorde to fejl med markedsføringen. For det første er det et af de mest rædderlige Bowie-covers overhovedet, og for det andet blev det solgt som et soundtrack til TV-serien, hvad det overhovedet ikke er. Det er faktisk et selvstændigt Bowie-værk.”  

To mestre genforenes

Periodens hovedværk skal ifølge værterne findes i Bowies genforening med produceren Brian Eno på albummet ‘1. Outside’, der udkom i 1995.

Her eksperimenterer Bowie med en helt særlig fortælleform. Albummet, der har undertitlen ‘The Nathan Adler Diaries: A Hyper Cycle’, beskriver han nemlig selv som et ikke-lineært, gotisk drama, der omhandler privatdetektiven Nathan Adlers efterforskning af mordet på Baby Grace Blue – en kun 14-årig pige. Det hele foregår i en fiktiv by, Oxford Town, New Jersey, og, udover detektiven og offeret, optræder også en mystisk juveler, en gammel ensom mand og sågar en minotaur, samt flere andre mareridtsagtige figurer.

Et univers, som måske er inspireret af en bestemt filminstruktør, der også udgav store værker i halvfemserne.

”Det er helt tydeligt, at han har set Twin Peaks på det her tidspunkt. David Lynch har fået lov til at farve det”, mener Klaus Lynggard.

Ifølge værterne er det altså pengene værd at investere i bokssættet, der også byder på albummet ‘Toy’ – et album, der skulle have været udgivet i 2001, men som pladeseslskabet stoppede, og som først nu er blevet tilgængeligt for offentligheden, samt liveoptagelser fra BBC London Theatre i 2000.

Hvis du alligevel ikke er helt sikker på om pengene, skal ud af foret, eller du måske mangler den der gode introduktion til Bowies musik, før du helt forstår den, så kan du høre hele afsnittet på linket her.

Støt Rockhistorier

Rockhistorier har lavet over 100 afsnit om de største kunstnere og de bedste historier bag mesterværkerne. Men vi har så mange flere historier, vi gerne vil folde ud for dig! Derfor beder vi dig om hjælp til at fortsætte podcasten. Hvis du synes, at du får værdi ud af ‘Rockhistorier’, synes vi, du skal overveje at støtte podcasten med et valgfrit beløb pr. episode.

Støtter du os, kommer du med i Rockhistoriers Lytteklub.

Det betyder, at du får adgang til:

  • En lukket Facebook-gruppe fyldt med andre musikglade mennesker.
  • Anbefalinger til plader, bøger og film du kan dykke ned i for at komme dybere ind bag de kunstnere, vi snakker om.
  • Q&A’s med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch.
  • Adgang til eksklusive events.

Og så betyder det også, at du er med til at betale for folk, som ikke har råd. Det synes vi sådan set er meget sympatisk.

Støtten går til, at vi kan researche, optage og udgive vores podcasts, samt til at promovere podcasten på de sociale medier, så flere kan få det glade rockbudskab at vide.

Klik på støtknappen herover eller besøg dette link for at støtte Rockhistorier.



Footer graphics