Kunstneren Kirstine Roepstorff bor lige ned til Lillebælt. Fra sit studie lige udenfor Fredericia skaber hun kunstværker, som udstilles i hele verden. Og med udgangspunkt i et stort vanderi-værk, et lærred med vand, pigment og stofstreger på, starter en snak om alt imellem intuition og intention, mellem liv og død.
”Jeg arbejder meget med mørke, og det er der mange, der finder dystert. For mig at se, så minder god kunst os, hinanden og fællesskabet på, at der er sprækker i alt, og at der selv i den mørkeste tid kommer lys ud af sprækkerne. Derfor er kunst vigtigt – men det tog mig pinligt lang tid at forstå.”
Når Kirstine skal vurdere, om et værk er færdigt, så kan hun godt finde på at vende ryggen til det eller måske spørge det, om det har nået sin endelige tilstand. For Kirstine er kunst ikke mentalt – det er fysisk.
”Vi er blevet trænet til, at det, vi kan se, eksisterer. At det, vi kan måle og veje, eksisterer. Og alt det andet, det eksisterer ikke. I min verden eksisterer det hele. Og det, vi kan se, har den største sandsynlighed for at være forkert, fordi vi ser med vores vane, forudindfattethed og fortolkninger frem for at mærke efter, hvordan det virkelig er.”
Ellie og Kirstine dykker også ned i et andet af de helt store spørgsmål – for hvad er god kunst? Det er ikke en beskyttet titel, men der må være en grænse. Er en rød prik og en streg på et stykke papir kunst? Måske. Ifølge Kirstine Roepstorff handler det om intentionen bag prikken og stregen.
”Nogle gange kan der være så fin eller så vibrerende en intention bag, at du simpelthen ikke kan lade være med at holde af en streg på et stykke papir. Kunst er jo kun noget i kraft af, at nogen oplever det. Så kan det stå i et mørkt rum i 1000 år, før nogen piller det frem og oplever det. Det gør det ikke til mindre kunst.”
Kirstine Roepstorff har dog ikke selv kunst på væggene derhjemme. I stedet har hun nogle store vinduer med pænt lysindfald og en flot udsigt over marker og Lillebælt. Og så tror hun ikke, at verden, som vi kender den, eksisterer om 100 år – og derved heller ikke kunsten.
”For 100 år siden kunne vi jo heller ikke forestille os den verden, vi har nu. Men jeg tror bare, at vi er på vej fra en mekanisk-dynamisk verden til en hjerne-energi verden. Og hvis vi fortsætter ind i den her energiverden med det rasende tempo, vi har, så har vi jo ikke brug for en fysisk krop. Så er vi bare bevidsthed. Og så er det bare virkelig tungt at slæbe rundt på et billede.”
Hør mere i dette afsnit af ’ARKEN Stories.’