Efter to måneder væk fra mikrofonerne er Nikkie Niyibigira og Laila Aden Hjortshøj nu tilbage med deres selvbetitlede samtale-podcast. Du kender måske værterne fra det hedengangne P3-program, SPICE, og nu rykker de altså væk fra flowradio og ind i øret på lytterne i et nyt format her på Heartbeats.
Hvis du tidligere har lyttet trofast til de to værter, kan du roligt fortsætte, hvor du slap. De er stadig de samme, og sammen tager de dig med i fællesskabet til alt fra hot takes, hot gossip og familieproblemer med højt til loftet. Allerede i første program går bølgerne højt, da snakken falder på frierier i offentligheden.
– Jeg kan være stensikker på, at hvis han frier på nogle wack locations, så kommer jeg ikke til at dele det. Sådan noget som i lufthavnen, det synes jeg er pinligt. Det synes jeg er brutalt, fortæller Laila Aden Hjortshøj
Programmets anden vært, Nikkie Niyibigira, stemmer i og fortæller om en oplevelse i et storcenter, som du kan høre mere om i det første afsnit.
Gammelt værtspar i nye rammer
Selvom værterne har brugt mange timer sammen i et studie, så er de opmærksomme på, hvad nogen vil mene om, at de mødes bag mikrofonerne igen.
– Nu ved jeg godt, der er herrens mange af de dér samtale-podcasts derude. Fordi i 2026, der går alle ud og køber et podcast-apparat og siger, “nu vil jeg starte en podcast”, griner Nikkie Niyibigira og fortsætter.
– Jeg er ligeglad. Det vil vi også, mand. Jeg forstår godt, hvorfor folk vil lave podcast.
Deres nye podcast kridter også banen op på en anden måde end de hidtil har været vant til.
– Vi må grine højere og mene mere. Vores mission er stadig at give jer et smil på læben, afrunder Laila Aden Hjortshøj
Hvis du vil lære de to værter endnu bedre at kende allerede nu, kan du læse interviewet med dem her.
Podcasten er en del af Heartbeats, og du kan høre et nyt afsnit her hver fredag, eller der hvor du ellers foretrækker at lytte.
