Der bliver ikke lagt fingre imellem, da Nikkie Niyibigira og Laila Aden Hjortshøj kaster sig over årets Roskilde-trends. Fra Crocs og capribukser til bæltetasker, cowboystøvler og bikini-toppe bliver festivalgæsternes garderober gransket. Ikke alle trends slipper nådigt gennem nåleøjet. Men stemningen ændrer sig en smule, da det går op for de to værter, at en af campens egne er iført stort set alt det, de netop har gjort grin med.
– Man siger jo, at Crocs er in i år, siger Laila Aden Hjortshøj.
– Jeg har altså ikke set Crocs herude… Hov! Jo, der er et par, svarer Nikkie Niyibigira, inden de hurtigt bliver enige om, at capribukser til gengæld er overalt, ikke mindst på dem selv.
– Det er så kikset, når vi har det samme tøj på. Jeg føler mig som et lille barn. Jeg hader det, griner Nikkie Niyibigira.
Samtalen fortsætter gennem festivalpladsens modefænomener, hvor bæltetasker, Havaianas, cowboystøvler og gummistøvler alle får deres dom med på vejen.
– Bæltetasken rundt om maven giver mig sådan en campingferie-vibe. Du er en mand i midten af 40’erne på Gardasøen. It is not giving!, lyder det kontant fra Nikkie.
Laila Aden Hjortshøj peger samtidig på, at bikini-toppe og badetøj er blevet en naturlig del af festivaluniformen.
– Lowkey havde jeg også gjort det, hvis jeg havde the body for it, indrømmer hun, mens Nikkie svarer:
– Folk siger altid: “Tag det på, du har lyst til”. Men lad være! Gå i det, der klæder dig.
Det hele kulminerer dog på komisk vis, da en i campen gør værterne opmærksomme på, at der lige ved siden af Laila, sidder en, der matcher stort set hele listen over de trends, de netop har været efter.
– Hun ser herre cute ud!, udbryder Nikkie straks.
– Undskyld, Rikke. Det ser godt ud på dig! griner Laila.
Hvilke trends de to værter ellers mener fortjener en plads på Roskilde Festival, og hvilke de helst ser blive hjemme, kan du høre meget mere om i ugens afsnit af Nikkie & Laila.
