Mors dag er lige om hjørnet og de to værter bliver hurtige enige om, at selvom hver dag er mors dag, så skal det stadig fejres på søndag.
– Jeg er begyndt at blive mere og mere som min mor, og det er faktisk helt okay, for alt hvad hun har givet mig af råd, har vist sig at være rigtigt, lyder det smilende fra Laila Aden Hjortshøj.
– Ja, jeg tror også det er sådan en ting der kommer med alderen, lige pludselig begynder man at værdsætte sin mor på en helt anden måde, tilføjer Nikkie Niyibigira.
Til dagens program har de to værter forberedt sig grundigt, og skrevet tre ting ned som de værdsætter ved deres mødre.
– Der er så mange ting jeg værdsætter ved min mor, hun er virkelig en powerfull lady! Men noget af det jeg virkelig er glad for, det er, at hun ringer ti gange om dagen for at høre hvordan det går, fortæller Laila Aden Hjortshøj.
– Det gør min mor også, men det er mere bare for at fortælle om hende selv, skraldgriner Nikkie Niyibigira.
De to nordjyder taler om, hvordan forholdet til deres mødre i den grad har ændret sig med årene. Fra de som børn så mødrene som superhelte, men som teenagers ikke kunne tage afstand nok, til at de i dag faktisk har et veninde forhold.
Der er rigeligt med samtalestof i moderskabet og mor-datter relationen så Nikkie Niyibigira og Laila Aden Hjortshøj har næsten svært ved at stoppe igen. Hvad de to ellers har at fortælle om deres mødre kan du høre i dagens afsnit, hvor der også bliver dykket ned i fertilitetsbehandling, børneopdragelse og den nye Michael Jackson film.
