‘Foreningsliv’ er nok ikke et ord, der får de fleste til at klappe i hænderne af begejstring. Ordet emmer umiddelbart af kedelige generalforsamlinger, kontingenter og halvlunken kaffe.
– Det lyder kedeligt, men det er det ikke. Det er vigtigt. Især ud på landet, siger Kasper i dagens afsnit af ‘Hjemme bedst’.
Han spiller selv fodbold i den sydfynske fodboldklub BIP og har erfaret, hvad en sådan forening kan gøre for et lokalt fællesskab. De er faktisk helt essentielle – især uden for de store byer.
For at undersøge det nærmere gør han besøg hos sin lokale fodboldklub og taler med en af sine holdkammerater. Klubben viser sig hurtigt at være meget mere end en flok mænd, der mødes for at sparke til en bold. Med sine særegne ritualer, kælenavne, sangbøger og mytologi er BIP blevet et fællesskab, som rækker langt ud over fodboldbanen.
– Jeg har aldrig troet, at jeg skulle blive rørt af en fodboldsang. Men det bliver jeg, når jeg hører BIPs fodboldsange. For mig vidner de om fællesskab og kærlighed, siger Kasper.
Senere møder han de to sydfynske fremtidsforskere David Walter Birk Lauritsen og Ask Katzeff fra Center for Militant Futurologi. Sammen har de skabt fantasifulde fremtidsforeninger – herunder Svendborgs Svambassade og Svendborgs Psykonauter – for at påvise, at fællesskaber kan være med til at skabe en anden fremtid.
De mener, at fremtidens største forandringer kan begynde i helt almindelige foreninger.
– Fremtiden kan kun skabes, hvis vi kan forestille os den, siger David.
Lyt til dagens afsnit af ‘Hjemme bedst’ og bliv klogere på, hvilken rolle en lokal forening egentlig har, og hvorfor Kasper mener, at revolutionen måske gemmer sig netop dér.
Podcasten er et samarbejde mellem Fyns Amts Avis og Heartbeats med støtte fra Den Fynske Bladfond.
