Hvis der er én her i landet, der ved noget om stilhed, så er det Søren Ryge. Han har boet på landet altid, og han kan slet ikke forestille sig andet. Derfor er Kasper taget til Djursland for at besøge ham, så de kan blive klogere på stilheden.
– Jeg tænker ikke på stilheden overhovedet til dagligt. Kun de få dage hvor der er næsten vindstille. Det er bare en lydmæssig tilstand, som jeg tager for givet. Den bliver først tydelig for mig, når den bliver afløst af det modsatte, siger Søren Ryge.
Ligesom Kasper, der til sidst ikke kunne fokusere på andet end larm, da han boede i København, bliver Søren Ryge næsten fysisk dårlig af den larm, han oplever i byen.
– Nogen snakker om byens puls. Uh, der er så mange mennesker, de cykler, de kører, der er caféer, og der er snak – det er en verden, der rager mig en papand.
Søren Ryge vil gerne være mutters alene på landet, for det har han det bedst med. Alligevel fortæller han Kasper, at man skal tænke sig godt og grundigt om, inden man flytter på landet. For det er ikke kun nemt, siger han og afslører en flov hemmelighed om slagsiden ved ikke at være en del af det store fællesskab.
I det her afsnit besøger Kasper også Anette, som er klangterapeut, og han prøver at få en såkaldt “klangmassage” af hende, hvilket er en vild meditativ og psykedelisk oplevelse for ham.
Til sidst skal vi forbi den fiktive Radio Storm – “radio, der blæser dig omkuld”, som i dag har lidt erhvervsnyt med fra lokalområdet, hvor det gamle ostemejeri har fået nye beboere.
Lyt til ‘Hjemme Bedst’ her på Heartbeats eller i din foretrukne podcast-app hver mandag.
Podcasten er et samarbejde mellem Fyns Amts Avis og Heartbeats med støtte fra Den Fynske Bladfond.
