Er det en god idé at tilføje ekstra ting til den kræftbehandling, som man får fra det offentlige? Der er mange, som sælger mirakelkure, healing og kosttilskud til alvorligt syge. Og de syge vil betale og prøve næsten hvad som helst for at blive raske. Men er der noget derude, der virker?
I dagens podcast har Ditte Giese besøg af to forskellige retninger indenfor komplementær behandling, altså ting man kan prøve ved siden af den traditionelle kræftbehandling som stråling, operation, kemo eller anden medicin. Den første er ‘repurposed drugs’/’off label drugs’ og Foreningen Fookid.
Der er, ifølge Fookid, omkring 260 forskellige medikamenter, som har anti-cancer-effekt, selvom de er opfundet til noget helt andet. F.eks. Viagra, som i sin tid var til behandling af for højt blodtryk i lungerne og i dag er kendt som potensmiddel, men faktisk også har anti-cancer-egenskaber. Så samtalen handler om genbrugsmedicin i kampen mod kræft.
Senere i udsendelsen kommer læge Tina Horsted, der behandler alvorligt syge med cannabis. Hun er forgangskvinde på området fra sin egen klinik i det indre København og forstår ikke, hvorfor resten af lægestanden er så langsomme til at opdage cannabis’ effekt på smerter, kvalme og måske endda cancer.
“Min motivation er at få patienterne væk fra det irregulerede, illegale marked og hjælpe dem med faglighed og sikkerhed. Jeg har eksempler på terminale kræftpatienter, der har betalt 20.000-30.000 for cannabis på det illegale marked”, fortæller hun.
Dette er femte afsnit i serien (5:6). Producer: Rikke Collin