Ida-Sophia introducerede for længe siden os alle sammen for begrebet solstress, altså den stress man mærker, når solen er fremme og man lige pludselig føler, at man SKAL ud og nyde den. Men måske er tiden ikke længere til de der uendelige sommernætter, siddende på en kantsten med en iskold Aperol i hånden i dejligt selskab – eller er den?
– Jeg skal være cool-mom-summer-girl i år, udbryder Maria Jencel begejstret og tilføjer, altså på den måde at jeg virkelig gerne vil ud med mine veninder, drikke drinks og have de dejlige dybe samtaler, men så stadig være hjemme i min seng kl 22.
Den perfekte sommer er nemlig ikke helt den samme som inden man fik børn.
– Jeg havde lidt tænkt, at jeg bare ville have en summer-girl sommer, men det ville bare ikke være den perfekte sommer for mig. Mine børn og familie er jo noget af det vigtigste, så den perfekte sommer inkluderer derfor også naturligt dem, fortæller Maria Jencel.
Og lige netop drømmen om den perfekte sommer er lidt af et tema i dagens program, hvor de to værter og veninder lægger hjernerne i blød for at finde den perfekte sommerdag.
– Hvis jeg bare skulle drømme lidt om den perfekte sommer, så ville jeg sidde i mit hus i Hvidovre, måske sylte lidt, have mine venner og familie på besøg og i virkeligheden bare være en dame i mit hus. Det sker selvfølgelig ikke til den her sommer, men man kan vel drømme, fortæller Ida Sophia, der venter i spænding på forhåbentligt snart at kunne flytte ind i familiens nye hus.
Og lige netop det med uoverensstemmelsen mellem sommerdrømmen og sommerrealiteten er noget begge kvinder kan nikke genkendende til.
– Der er mange ting som ikke kommer til at ske til sommer, men det er faktisk også helt okay. Jeg er nemlig forberedt på det, og jeg har så mange ting, som jeg glæder mig til efter sommeren, så det gør mig virkelig ikke noget, at det bliver en meget anderledes sommer end før hen, siger Ida Sophia.
– Det er lidt vildt, at du siger det der, for inden du blev mor var det jo en af de ting du var ret nervøs for, altså det der med at tilværelsen skulle forandre sig, svarer Maria Jencel.
– Det har du ret i, men jeg har virkelig fundet en ro i det med at være mor. Jeg føler heller ikke, at jeg har ændret mig, men måske nærmest er blevet mere mig selv. Og så var jeg jo også ved at være lidt træt af gå-i-byen tilværelsen, griner Ida Sophia.
Hvad de to veninder ellers har af forhåbninger til sommeren, hvordan de håndetere og har tilpasset deres sommerstress og hvordan Pocahontas passer ind i sommerdrømmene, det kan du høre meget mere om i dagens episode af ‘112 For Venskaber’.
