Lejligheden skal tømmes, flyttekasserne skal pakkes og det nye hjem skal indrettes. Og sådan er det hver gang man skal bo et nyt sted. Det er næsten obligatorisk, at venner og familie hjælper med at slæbe de mange flyttekasser, borde en skrue i væggen eller hænge en lampe op – med et pizzaslice og en dåseøl i belønning. Men ikke alle er lige gode til at give en hjælpende hånd.
Maria Jencel har, ligesom lytteren, oplevet at have et venskab, hvor hjælpen ikke var gensidig, hvilket mundede ud i et venskabeligt brud. For ud over at kunne stole på hinanden, er det vigtigste i et venskab for Maria Jencel, at man er der for hinanden, når det gælder.
– Det vil sige, når du bliver fyret, når du bliver forladt, eller når dine forældre dør. Så jeg mener mere, at man skal være der i følelsesmæssig forstand – altså at man kan regne med hinanden i spidsbelastede situationer, siger Maria Jencel.
Begge værter er enige i, at hvis man har et venskab, hvor der er tradition for at hjælpe med praktiske opgaver, så bør det gå begge veje. Men de slår også fast, at hvis det er det eneste problem, lytteren og veninden har, så bør det ikke ødelægge et ellers godt venskab.
Lyt med, og find ud af, om værterne tror, de ville være bedst som forræder eller loyal, hvis de var med i tv-programmet Forræder – og om de er gode til at lyve eller ej.
Har du et venskabsdilemma, som du gerne vil have, at vi vender i podcasten, så skriv en mail til os på 112forvenskaber@heartbeats.dk.