Det er ikke altid nemt at sige højt, hvis der er noget der går en på, at skulle bestemme menuen for nytår eller sige nogen imod, hvis man er uenig. Hvis man er en såkaldt ‘people pleaser’. En person, der sætter andres behov over egne. Ida-Sophia og Maria Jencel mener dog, at people pleasing ikke er så pleasende, som navnet ellers antyder.
– Jeg har vildt meget brug for, at der er en gennemsigtighed i mine relationer, så der ikke er noget der vokser sig for stort. Og når jeg møder folk der er ‘people pleasene’, så kan jeg med det samme mærke, at jeg ikke kan fornemme personen. Jeg ved ikke hvad personen tænker eller føler. Og det gør mig forvirret og utryg, siger Maria Jencel.
Derfor opfordrer værterne lytteren til at bryde mønsteret med sine veninder, hvor hun altid får tildelt psykologrollen. For de mener, at veninderne ikke har taget et bevidst valg om, at de ikke vil spørge ind til hende, men at det derimod er en vaneting. Ida-Sophia tydeliggør dog, at hun selvfølgelig godt ved, at det ikke er nemt, hvis man har tendens til at være lidt usikker.
– Der er jo ikke nogen, der er bedre end andre. Jeg har kæmpestor forståelse for, at man ikke bare lige over natten går ud og siger ‘nå, nu vil jeg også snakke og sige mine behov højt’, siger Ida-Sophia.
I afsnittet vender værterne også hvad deres safespace-ting er – og hvorfor de er et godt veninde-match.
Har du et venskabsdilemma, som du gerne vil have, at vi vender i podcasten, så skriv en mail til os på 112forvenskaber@heartbeats.dk.
