Kunstneren Apolonia Sokol: ”Vi lever i et samfund, hvor vi gerne vil leve for evigt. Men er det ikke også en byrde?”

Ved indgangen til kunsthal for samtidskunst, Overgaden, står Apolonia Sokol med en stor rød dunjakke og en tændt cigaret mellem fingrene. Vi har lige mødt hinanden, fået en kop kaffe, da hun ret pludseligt udbryder: ”Jeg fik en åbenbaring den anden aften, jeg er ’den vandrende jøde’” 

Netop den åbenbaring skal vise sig at være et gennemgående tema i fortællingen om Apolonia Sokol og udstillingen ’Den Falske Rose af Jericho’, der slår dørene op 8. marts på Kvindernes Internationale Kampdag. Sammen med sin ven og kollega Zahna Siham Benamor har hun skabt udstillingen, der består af olieportrætter med fuldkropsmotiver tilsat et råt lydlandskab. Sokol har malet, Benamor har lavet lyden.  

’Den Falske Rose af Jericho’ er titlen på det duo-show, som kunstmaleren Apolonia Sokol og poeten Zahna Siham Benamor viser frem den 8. marts på Institut for Samtidskunst på Overgaden på Christianshavn. Her blander duoen værker og poesi sammen i en oprørsk udladning. 

”Jeg har aldrig været så excited for en udstilling, som jeg er lige nu”, siger kunstneren.

Den falske Jeriko rose

Jerikorosen er kendt som planten, der aldrig dør. Den kan visne og tørre helt ud. Men giver du den blot en dråbe vand, vokser den sig frodig igen.

”Den er et symbol på det evige liv, men også genopstandelsen,” forklarer Apolonia Sokol.

”Blomsten Jeriko refererer til den by i Bibelen, der ligger på Vestbredden i de Israel-besatte områder. Det er en by, der er blevet ødelagt af Gud og genopstået mange gange i dens mytologi, og nu er den så igen blevet ødelagt på grund af krigen. Men den er også et tegn på håb, den er udødelig, kan man sige.”

Selv har fransk-polske Apolonia Sokol også vandret og ‘genopstået’ gennem sin kunst. Hun voksede op i Frankrig blandt kunstnere og kreative sjæle på sine forældres avantgardeteater. Det var her, i det franske bohememiljø, at grundstenene for hendes kunstneriske liv blev lagt. Et liv, der siden har ført hende rundt i verden og hele vejen til Danmark, hvor hun boede, fra hun var otte til 20 år gammel.  

En historie som blev foldet ud i den anmelderoste danske dokumentar ‘Apolonia, Apolonia’, og har gjort hende til lidt af et fænomen herhjemme.

”Hvorfor skulle din udstilling lige handle om den falske Jeriko rose?” 

”Det handler om at tage narrativet tilbage,” siger Apolonia Sokol. 

”Der er ikke nogen, der skal bestemme, hvad der er falsk eller rigtigt. De her fem portrætter for eksempel,” siger hun, og peger over på fem værker, der står op ad væggen. Intense blikke, der både rummer kærlighed og konflikt, møder dig, når du kigger på dem. De er i øjenhøjde med én og har forskellig etnicitet og kønsidentitet, og fremstår kraftfulde og naturlige. 

”Det er fem forskellige mennesker, som alle har taget magten over deres narrativ,” siger hun om portrætterne.

Blandt de fem værker er transpersonen Claude-Emmanuelle blandt andet portrætteret, og ved siden af står Marine Sainsily, som er en brun kvinde med et hvidt barn. Kollegaen Zahna Siham Benamor er også portrætteret. Hun står som en algerisk kriger med armene lagt an til at skyde i traditionelt Berber bryllupstøj. Apolonia Sokol rejser sig pludselig fra den stol, hun sidder i, og går over imod sine malerier, som vi indtil nu kun har betragtet på afstand. 

”Transpersoner har altid eksisteret. Man prøver hele tiden at nedlægge det og fortie dem, men de har altid været der, de har altid eksisteret, og er opstået igen. Ligesom Jeriko rosen. Det, synes jeg, er ret smukt,” fortæller hun med en pludselig alvor i stemmen. Hendes blik bevæger sig over de fem værker og holder så pause ved ét af portrætterne. Det er et selvportræt. Kroppen er malet som figuren ’den vandrende jøde’. Myten siger, at den vandrende jøde var vidne til korsfæstelsen af Kristus. Efter det traume blev han tvunget til at vandre jorden rundt i al evighed, forklarer Apolonia Sokol.

”Han vandrer og vandrer og glemmer døden. Han dør aldrig,” fortæller hun. 

”Ligesom rosen?” 

”Ja netop, ligesom rosen,” siger hun og bliver tavs et øjeblik. 

”Der er også det der med… har rosen glemt døden? Og Jeriko, den by, der hele tiden opstår ud af asken. Er det en forbandelse at skulle opstå i al evighed?” spørger Apolonia Sokol. Hun svarer imidlertid på sit eget spørgsmål. 

”Det kan man godt sige. Vi lever i et samfund, hvor vi gerne vil leve for evigt. At blive ældre. At kapitalisere så meget som vi kan i så lang tid som muligt. Men er det ikke en… Altså, det er en byrde også, ikke?”

Stilheden fylder rummet. Efter nogle sekunder fortsætter Apolonia Sokol.

”Jeg tænker på mig selv, som den vandrende jøde.” 

Hendes familie er polske jøder og har været ofre for holocaust. Efter krigen mistede de alt, forklarer hun. 

”Jeg identificerer mig med ham, fordi jeg også vandrer. Fra det ene land til det andet. Og folk stiller mig hele tiden spørgsmålet – hvor føler du dig hjemme? Men egentligt er det måske lidt ligegyldigt?”

Den algeriske kriger og den vandrende jøde

Kunstnerduoen Apolonia Sokol og Zahna Siham Benamor mødte hinanden første gang i 1996. Da en fransk-polsk jøde og en algerisk muslim trådte ind ad døren på den franske skole i Danmark. De gik ud hånd i hånd, og sådan har de fulgtes lige siden. 

”Siham og jeg mødte hinanden, da vi var otte år, og så var vi bare sådan, inseparable,” siger Apolonia Sokol og gestikulerer med hånden. ”Altså, vi kunne ligesom ikke skilles ad. Vi var hele tiden sammen. Og begge to meget nørdede i historie og poesi.” 

Siden flyttede Apolonia Sokol fra den franske skole i København, og videre rundt i verden, men hun og Siham holdt kontakten, ligegyldigt hvor i verden, de var. 

”Hvordan forklarer man kærlighed, jeg ved det ikke? Det er ligesom den Jeriko rose. Der er bare nogle mennesker, der opstår, som er ens, som har den der drivkraft. Jeg tror Siham og jeg altid har været kunstnere uden at vide det, siden vi var børn. Jeg tror, det er det. Vi har alle de her ting, der gør os forskellige. Vi var måske lidt malplacerede. Vi var begge outcast. Men vi havde den samme drivkraft,” siger Apolonia Sokol.

”Vi har begge to den der lyst til mere. Den der passion… til at overleve… til at eksistere. Og så stak vi begge af til Paris.”

At vandre derhen hvor man kan eksistere 

Apolonia Sokol har vandret en lang vej, en rejse gennem kunst, kultur og personlig selvopdagelse. Fra først at føle sig udstødt i Danmark, bliver hun nu modtaget med accept, kærlighed og forståelse. Hendes netop afsluttede soloudstilling på ARKEN modtog stor ros blandt anmeldere. Information omtalte hende som vores tids Frida Kahlo, og i Politiken modtog udstillingen 5 stjerner.

Kunstneren er rykket ud foran indgangen til Overgaden. Hun skal ryge igen. Med en cigaret i mundvigen, siger hun pludseligt med forundring i stemmen:

”20 år senere. Så er det bare sådan, den mest kærlige velkomst. Lige pludselig er jeg blevet elsket. Den der jantelov, den gjaldt ikke for mig pludseligt.” 

”Det er jo enhver emigrants drøm at komme tilbage på den måde. Det er det, der sker for mig nu. Det er jo fantastisk. Men det, som jeg egentligt ville sige, er… jeg bor i Frankrig. Og jeg troede egentlig, at jeg kunne være fri der, ikke? Men der er sådan en misogyn og mandschauvinistisk tilgang på sådan en strukturel måde. Jeg var udsat for det uden nødvendigvis at lægge mærke til det. Man skulle have den der resilience, okay, du bliver nedlagt, så op igen, så ned igen, så op igen og så videre.”

Et af Apolonia Sokols mest kendte malerier, der forestiller en gruppe transkvinder, er netop blevet købt af den danske stat, fortæller hun. 

”I Frankrig vil de ikke engang vise billedet.”

”Hvorfor?”

”De er sådan, hende der Apolonia, hun er for mærkelig. Hun larmer for meget. Hun er sådan bla bla bla i Frankrig. Så udstiller jeg på Arken. I Danmark. Og wupti Staten køber den,” siger Apolonia Sokol. Hun forklarer, hvordan feminisme ikke kun handler om, at man kan tale frit og har lige rettigheder. Det handler også om økonomi. Feminisme strækker sig langt ud over individuelle rettigheder og udtryksformer. Det handler i høj grad om det økonomiske fundament, som kvinder står på i samfundet. Hun fortæller om fænomenet ‘pinkwashing’, hvor institutioner fremviser en overflod af kvindelige kunstnere uden nødvendigvis at bakke dem op økonomisk. 

”Så det er jo ret vigtigt, hvad Danmark faktisk kan facilitere, ikke? Altså også i forhold til, hvad man kan tale om her. Også bare den her udstilling, hvor vi taler om den vandrende jøde og Siham som algerisk kriger. I Frankrig er det svært at tale om de ting, men den samtale har Siham og jeg så i vores udstilling,” siger Apolonia Sokol.  

”Jeg vandrer derhen, hvor jeg kan eksistere. Og jeg kan eksistere her, så derfor er jeg her.”

Hun kigger ud over kanalen, der løber gennem Christianhavn, forbi Overgaden og videre ud…