Inde på Kunsthal Charlottenborg har man sådan et arrangement engang imellem, som man kalder Charlottenborgs Kaffeklub, og det er et ret fint foretagende, fordi det bygger på den tanke, at kunstnere og folk fra dét miljø kan møde politikerne til en kop morgenkaffe (og sommetider en croissant), en morgensang og en snak om dette og hint i kulturmiljøet. Typisk gælder det en formuleret udfordring som for eksempel, hvordan fremtiden ser ud gennem kunstens og kulturministerens linse. Ja, det var faktisk præcis anliggendet i sidste uge, da Jakob Engel-Schmidt kom forbi kaffeklubben for at fortælle om sit første år som kulturminister.
Ministeren talte også med billedkunstneren Rosa Marie Frang og musikeren Fallulah om arbejdsvilkårene for danske kunstnere og lidt senere – med et andet panel – om diversitet i kunsten, hvilket Jakob Engel-Schmidt som bekendt har gjort til lidt af en mærkesag. Det var på mange måder et interessant og rimelig tankevækkende arrangement.
I kunstneriske kredse er stemningen omkring kulturministeren jo faktisk ret god, og han respekteres generelt for at træde i karakter på en politisk post, som ingen i mands minde har givet særlig meget for. Men denne morgen var luften tyk af kritik fra kunstnernes og branchens side, som, surprise, var ganske utilfredse med, hvordan tingene kører og derfor gerne ville have flere penge og oprettet politiske organer og lignende i staten til at varetage lige præcis deres interesser.
Fallulah var for eksempel ikke særlig tilfreds med, hvad hun har tjent på streaming de seneste år, hvilket man ikke kan fortænke hende i, fordi det cirka svarede til en halvmånedsløn for en almindelig funktionær.
Rosa Marie Frang, billedkunstneren, gik lidt amok. På en kunstnerisk måde vel at mærke, idet hun hijackede fem minutter til at oplæse en uopfordret ansøgning om at blive kulturministerens strategiske konsulent. Det var en kraftfuld, rapagtig performance, hvor alle de fremmødte vist havde et fælles moment, mens hun udbasunerede alle sine kompetencer og fik stor applaus. En rejste sig endda op, og ministeren kvitterede med et anerkendende klem.
Det slående ved arrangementet var dels, at det hele handlede om penge.
“Det er sjovt,” sagde ministeren, “når jeg mødes med erhvervslivet, vil de mægtig gerne tale om kunst, og når jeg mødes med kunstnerne, taler vi kun om penge.”
Og dels var det slående, hvor forskelligt de deltagende opfattede alvoren. Ministeren gjorde flere gange opmærksom på, at de var i gang med at “hyggesnakke” og kunne tage en “voksensnak” senere, mens man på den anden side oplevede ikke bare Rosa Marie Frangs happening som desperat, men at branchen var dødsens alvorlig. De var forberedt til tænderne med politiske forslag og idéer.
Til gengæld var de generelt ikke særligt kreative i deres forsøg på ændre de ting, de var utilfredse med. Omvendt var ministeren klar i spyttet og analytisk mere gennemarbejdet, når han argumenterede for, at man må starte med at aflønne kunstnerne fair fra institutionernes side, hvis man vil ændre noget som helst. Helst i parløb med oplysning om, hvad kunst egentlig er værd, og hvad det kræver at skabe den, for almindelige mennesker skal også lære, at kunst ikke er gratis, før fødekæden kommer til at hænge sammen.
Løsningen er ikke, som ministeren påpegede, at oprette nye puljer til specifikke områder i kulturbranchen, fordi ministeriet allerede er oversvømmet med puljer, som ingen kan huske og gennemskue længere. Gisp! Der skal en større reformering af den kunstneriske støtte til, og det er svært at være uenig i.
Det var også befriende at høre ministeren stå ved, at der selvfølgelig findes gode og dårlige kunstnere, og at man ikke er garanteret et publikum, bare fordi man kalder sig kunstner. Ligesom at det hang lidt i luften, at man sagtens kan skifte karriere, hvis økonomien ikke lige hænger sammen, selvom man er kunstner. Det er selvfølgelig en utvetydig provokation for dem, der mener at være en født en af slagsen. Men Rosa Marie Frang kunne jo både konceptualisere, tænke strategisk, lave SoMe og klare snart sagt hvad som helst, fortalte hun, og hun var rimelig jobparat, fordi hendes nuværende situation var så pauver.
Det er nok urealistisk, at hun får jobbet, og selvom hendes ansøgning var et kunstnerisk kraftværk, sad man denne morgen på Charlottenborg ikke tilbage med fornemmelsen af, at kulturpolitikken ville få bedre kår, hvis den blev defineret af kunstnerne og branchen selv. Omvendt havde ministeren godt fat i den lange ende. Håber han når at indfri sin politik, inden han snart går på (lang) barsel.
