– Fleetwood Mac er på en måde både en legende og et spejl for, hvor man selv har været i livet, siger Henrik Queitsch i dette afsnit af Rockhistorier.
– Jeg var jo vild med en pige i Kokkedal. Og sa jeg så var hjemme og besøg hende, så var det hendes yndlingsplade. Så vi hørte den jo en del, må man sige, inde på hendes værelse. Så ja, den har jeg et lidt soft spot for, fortæller Klaus Lynggaard om et af bandets mindre kendte albums.
Værterne tager os gennem både de største og mindre kendte albums, og vi hopper blandt andet ned i fortællingen med det selvbetitlede album ‘Fleetwood Mac’, hvor Lindsey Buckingham og Stevie Nicks træder ind og giver bandet dets berømte californiske lyd. Herfra følger vi de to klassikere ‘Rumours’ og ‘Tusk’, samt de efterfølgende plader, turnéer og soloprojekter, der både dokumenterer kreativitet og konflikter.
Plader og interne dramaer
Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch taler om rygterne og de spændinger, der opstod i studiet, og hvordan stærke personligheder og kreative forskelle kunne føre til både geniale øjeblikke og bitre problemer.
– Mick Fleetwood har sagt, at det er den plade, hvor han har taget mest coke på. Det er under ‘Tango in the Night’. Han leger simpelthen sådan en mobile truck, som kan stå ude i indkørslen, så han kan tage coke derude, så han ikke kan forstyrre de andre inde i studiet, fortæller Henrik Queitsch.
– Han samlede også på vintage sportsvogne, det er sikkert også en dyr hobby, supplerer Klaus.
Samtidig reflekterer de over musikkens vedvarende power, og hvordan sangene trods tidens gang og skiftende trends stadig formår at røre lytterne og skabe genklang på tværs af generationer.
– Der skal være noget, der ulmer under overfladen, synes jeg, for at det får noget power, siger Klaus Lynggaard. Og Henrik Queitsch understreger, hvordan bandets albums spejler både musikalsk nysgerrighed og livserfaring.
– Han får faktisk lov til at fucke det op tilpas meget til, at det også er virkelig interessant at lytte til, siger Henrik Queitsch.
Alt det og meget mere om Fleetwood Mac kan du høre i dette afsnit af Rockhistorier, hvor Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch kommer gennem storhedstid, tilbagefald og genforeninger hos et band, der har overlevet kærlighed, stofmisbrug, turnéer og personlige kriser.
– Vi kommer nok til at lave en treer på et tidspunkt, siger Henrik Queitsch afsluttende. Så har vi fulgt bandets historie til dørs, ikke?
Støt Rockhistorier
Støtter du os, kommer du med i Rockhistoriers Lytteklub.
Det betyder, at du får adgang til:
En lukket Facebook-gruppe fyldt med andre musikglade mennesker.
Anbefalinger til plader, bøger og film du kan dykke ned i for at komme dybere ind bag de kunstnere, vi snakker om.
Q&A’s med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch.
Adgang til eksklusive events.
Og så betyder det også, at du er med til at betale for folk, som ikke har råd. Det synes vi sådan set er meget sympatisk.
Støtten går til, at vi kan researche, optage og udgive vores podcasts, samt til at promovere podcasten på de sociale medier, så flere kan få det glade rockbudskab at vide.
Klik på støtknappen herover eller besøg dette link for at støtte ‘Rockhistorier’.
Spilleliste
“Black Magic Woman” (1968)
“Albatross” (1968)
“Man of the Word” (1969)
“The Green Manalishi (with the Two Prong Crown)” (1970)
“One Together” (1970)
“Woman of a 1000 Tears” (1971)
“Spare Me a Little of Your Love” (1972)
“Hypnotized” (1973)
“Come a Little Bit Closer” (1974)
“Buckingham Nicks: Frozen Love” (1973)
“Monday Morning” (1975)
“Rhiannon” (1975)
“Say You Love Me” (1975)
“Dreams” (1977)
“Go Your Own Way” (1977)
“You Make Loving Fun” (1977)
“Gold Dust Woman” (1977)
“Tusk” (1979)
“Sara” (1979)
“The Ledge” (1979)
“Big Love” (1987)
“Little Lies” (1987)
