Lørdag aften sad jeg som så mange andre danskere foran fjernsynet for at se Danmark spille den længeventede første kamp i EM-slutrunden. Min ven og jeg var klar med pizza, øl og store forhåbninger for det danske landshold, som længe havde vist lovende takter. Som bekendt var det noget helt andet, som kom til at præge aftenen, nemlig Christian Eriksens pludselige hjertestop.
Da Eriksen faldt mod græstæppet, sad min ven og jeg chokerede foran fjernsynet. Vi opdaterede Twitter igen og igen for tegn på, om han var okay. Pludselig var resultatet ligegyldigt, og alt handlede om hans helbred.
Som fodboldfan investerer man enormt mange følelser i spillerne. Så mange, at det kan føles som om, at man bliver ét med dem, når kampen er i gang. En erobring, en veltimet pasning eller den rigtige afslutning mod det lange hjørne kan føles som en direkte konsekvens af den energi, man sender mod banen, når man lever sig allermest ind i spillet. Derfor er spillerne ikke bare idoler, de bliver på en måde en del af ens egen psyke. Der er et symbiotisk forhold mellem fan og spiller. Jeg råber, du afleverer. Jeg knytter min næve, du scorer. Du falder om, jeg…
Pludselig stod spillerne i en cirkel rundt om deres kammerat. Delaney i gråd med et ansigtsudtryk, der bevægede sig mellem det forskrækkede og det dybt ulykkelige. Wind med ansigtet i hænderne. Kjær, der stålsat, men med en tydelig indre panik handlede, dirigerede og trøstede. Disse giganter, disse topatleter, disse hovedpersoner i barndomsdrømme virkede pludselig så usikre og tvivlende som de børn, der drømmer om at være dem.
Men i den efterfølgende håndtering fra Kasper Hjulmands side, så jeg noget, som jeg blev dybt imponeret over, og som kan inspirere til at rykke ved vores grundlæggende opfattelse og håndtering af mænds skrøbelighed – ikke kun på fodboldbanen, men i hele samfundet.
”Vi blev mindet om, hvad det vigtigste i livet er. Det er meningsfyldte relationer. Mennesker vi har tæt på os,” sagde Hjulmand efterfølgende på et pressemøde. Senere forklarede han, hvordan hver spiller havde fortalt og sine følelser, og hvordan rummeligheden omkring hver spillers oplevelse af situationen var i højsædet.
En moderne, værdibaseret og grundlæggende rigtig håndtering uden noget krav til at tage det som en mand, men med en insisteren på, at de her topatleter også blot er mennesker, når krisen rammer. Selv da DBU, landstræneren og spillerne evaluerede på den horrible beslutning, det var at sende spillerne på banen igen, var der plads til at vise, at man havde fortrudt beslutningen.
Mandemænd i opløsning
Det er Men’s Health Month i denne måned, og selvom omstændighederne er tragiske, så kan det næsten ikke være mere passende, at der lige nu sidder en hel trup af stærke topatleter et sted i Helsingør og deler deres følelser med hinanden. Vi ved fra undersøgelser, at mænds psykiske problemer alt for sjældent bliver opdaget og behandlet, og at det specielt er de enlige, kortuddannede og ældre mænd, der lider. Altså alle dem, der ikke har det stærke fællesskab, som ifølge Hjulmand er alfa og omega i truppens håndtering af situationen.
De af os, der har prøvet at se vores fædre græde, ved, hvor dybt rørende det kan være, men også hvor unaturligt det kan føles. Hvor langt vi end er kommet i forhold til kampen for mere moderne opfattelser af køn, så er der stadig en latent forventning om, at mænd er stærke, modige og usårlige, og det har konsekvenser. For den forestilling betyder, at mænd ikke rækker ud, ikke udvikler et sprog for deres indre liv og ikke danner de stærke relationer, som er altafgørende for et meningsfyldt liv.
Men nu har vi set det. Vi har set disse rigtige mandemænd gå i opløsning, og vi har set dem håndtere deres traume via samtaler, dybe relationer til hinanden og et fokus på rummelighed til at reagere på forskellig vis. Det billede, håber jeg, kan indprente sig så dybt i vores kollektive bevidsthed, at vi alle bruger det som pejlemærke i forhold til, hvordan vi skal håndtere mænds skrøbelighed i samfundet i fremtiden.
Da min ven var gået, mærkede jeg for alvor tyngden i det, der var sket. Jeg gik mentalt igennem mine mandevenner én for én. Nærmest som at lave min egen start-11’er, hvis en kamp skulle melde sig, for dem eller jeg selv. Hvis nogle af dem en dag falder – mod et græstæppe, mod ensomheden, frygten eller fremmedgørelsen – så håber jeg, at jeg kan være en Kjær, en Schmeichel eller en Hjulmand for dem.
Emil Sørensen er podcastproducer på Heartbeats.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
