Jeg var otte år gammel, da jeg første gang begyndte at drømme om at komme til OL. Det var i år 2000. Vi overlevede Y2K, statsministeren hed Poul Nyrup, og Britney Spears var på toppen. Det var Sydney, der skulle stå for afviklingen af De Olympiske Lege, og selvom jeg blot var en lille knægt, kan jeg huske, at medierne gjorde alt for at minde mig om, at det altså var Down Under, og at det der mærkværdige operahus var tegnet af en dansker.
Det var morgen på det lille børneværelse i Nordjylland. Jeg var alene, lå i mit nattøj, havde Star Wars-dynen godt trukket over mig. Og så bragede åbningsceremonien ud af det lille fjernsyn med indbygget VHS… mit kæreste eje.
Man kunne simpelthen se det og mærke det bag skærmen. Al den ventetid. Al den forberedelse. Al den spænding. Nu skulle det forløses. Hvis man, som jeg, genser åbningsceremonien fra Sydney, kan man se forventningens glæde hos publikum. Hele showet starter med et dusin australske cowboys, der rider i fuld kraft hen over det olympiske stadion. Så er vi ligesom i gang.
Jeg husker stadigvæk, da Jesper Bank kom ind med den danske fane og lignede lige præcis dét, han var: En mega dygtig sejler, der skulle ende med at vinde guld til Danmark i løbet af legene i Sydney. Jeg kan huske, at jeg hentede mit atlas, og så sad jeg ellers og lærte hovedstaden udenad, når et nyt land kom ind på stadion. Så sad jeg der og hviskede for mig selv. Nairobi, Tirana, Santiago, Wellington. Det hele kulminerede, da Cathy Freeman, der har aboriginal-rødder, tændte faklen over det olympiske stadion. Hun blev omsvøbt af ild og så bare så sej ud. Lige der blev jeg forelsket… både i Cathy Freeman og i OL.
De olympiske ringe svøbt i mundbind
Drømme bliver til virkelighed. Jeg er til OL i Tokyo, og jeg kunne næsten ikke være lykkeligere. Næsten er et vigtigt ord i den her sammenhæng. Jeg ved, at vi er trætte af Corona i Danmark, og at vi for lidt siden kollektivt vedtog, at Danish Dynamite til EM slår Delta-variant. Så jeg er ked af at skulle bringe det på banen, men Tokyo er i nødberedskab, og der er ingen tvivl om, at Corona kommer til at klæbe sig til dette OL, som mit mundbind klæber sig til mit ansigt i 34 graders varme.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente, da jeg sidder i taxaen på vej hen mod åbningsceremonien. Jeg ved på forhånd, at vi bliver cirka 900 – mest pressefolk – på et stadion med plads til 68.000 tilskuere. Et hyper moderne stadion, der tager sin inspiration fra japanske templer, og som har kostet godt og vel ni milliarder kroner.
På vej hen mod epicentret for sport de næste to uger bliver det dog hurtigt klart, at japanerne er i alarmberedskab. Allerede 500 meter inden stadion er alt spærret af, og da jeg stirrer ud af taxaen for at gå resten af vejen bliver jeg ved med at støde på politibetjent efter politibetjent. På strækningen bliver jeg mødt af cirka100 medlemmer af ordensmagten. Alle sammen venlige og smilende, tror jeg – jeg kan ikke se noget for mundbindene. Deres primære opgave er at holde demonstranter og nysgerrige japanere, der er linet op en halv kilometer væk fra stadion for at snuse lidt til olympiadens magi, væk. Stadionet er gemt bag en bunke træer, så de kan ikke engang få et glimt af der, hvor det hele skal foregå. Alligevel står de der. Jeg får dårlig samvittighed over, at det er mig, og ikke dem, der skal ind og se åbningsceremonien. Det er jo lige præcis dem, den er til for. Tilskuerne, som skal holde hånden under atleterne, under kulturen, under legene, og give dem mening… de er der bare ikke.
Inde på det imponerende stadion er journalisterne mest optagede af at tanke cola og tage selfies. På storskærmene begynder et ur at tælle ned, halvandet minut før showet starter. Det lægger vi ikke engang mærke til.
Bach go home
Showet starter med en video, der skal illustrere alt det, der er sket, siden Tokyo fik tildelt værtsskabet for OL 2020, der nu foregår i 2021. Den springer over Trump, Thunberg og en global pandemi, hvilket er fair nok, men på pressepladserne sidder jeg og bliver helt svimmel over at tænke på de seneste otte år.
Otte år har det taget at forberede det her. Ifølge udregninger fra den japanske regering kommer legene til at koste 26 milliarder dollars – og så skal japanerne stå 500 meter væk fra stadion.
Showet tager fart, da en kaskade af fyrværkeri fyrer op fra stadionets tag. Det giver mig et sug i maven, og det er helt rart at mærke, at alle Corona-restriktioner og voksenskepsis ikke har smadret drengedrømmen fuldstændig.
Ind på stadion kommer nu præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité, Thomas Bach. Han er en uhyre upopulær mand her i Japan, hvor over 80 % af befolkningen mener, at man skal aflyse legene, men IOC nægter at udsætte det endnu en gang – der er penge, der skal tjenes og kontrakter, der skal overholdes. Thomas Bach blev ikke mere populær af, at han kom til at kalde japanerne for kinesere på et pressemøde. Han har endda fået sit eget hadshashtag, ’Bach go home’, der har trendet på Twitter i over en uge. Jeg skammer mig over at dele efternavn med ham og skriver en note på min mobil om, at jeg skal huske at spørge min mor, om det er noget familie.
LÆS OGSÅ:
Showet tager nu en melankolsk drejning. Vi mindes alle dem, vi har mistet som følge af pandemien, med et kort øjebliks stilhed. Hvis vi nu skulle have glemt alvoren bag mundbindene, udgangsforbuddet og alle de andre restriktioner. På det bomstille stadion kan vi nu høre japanere, der protesterer mod, at vi overhovedet er her.
Derefter kommer den obligatoriske perfomance, der giver sig i kast med en form for storytelling. Jeg mister hurtigt overblikket og er efterladt helt paralyseret af alle de mennesker, der farer rundt på det, der lige nu er verdens største scene.
Verdens største absurdteater
Og så kommer de endelig. Atleterne. Grækenland starter – det var dem, der fandt på det. Så kommer IOC’s særlige hold for flygtninge – muligvis det mest sympatiske initiativ af IOC nogensinde. Så følger alle landene i deres farverige dragter, og jeg sidder for mig selv på pressepladserne og hvisker, Kabul, Abu Dhabi, Santiago, Tunis.
Ret hurtigt mister atleterne interessen fra os på pressepladserne. Det er en absurd scene. De her mennesker har kæmpet for at være her, og så går de ind til synet af 900 pressefolk, der alle stirrer ned i deres iPhones og venter på at kigge op i de ti sekunder, hvor deres eget land går ind på stadion.
Hele den her seance er vanvittig lang. Det gibber lidt i mig, da Danmark kommer ind lige efter Tuvalu. Det danske hold er meget decimeret, da mange atleter ikke vil bruge kræfter på den megen ventetid, der er i forbindelse med at skulle deltage i åbningsceremonien.
Jeg overvejer lidt at gå hjem på hotellet og fordøje hele oplevelsen under den kolde bruser. Men jeg kan ikke gå glip af, at de tænder faklen. Som et barn, der venter på at klokken bliver midnat nytårsaften, bliver jeg stædigt siddende på min plads. Jeg har været her i tre timer nu. Jeg må indse, at der er mange lande i verden, og at det hele faktisk bare er kedeligt.
Pludselig bliver vi vækket igen af fyrværkeri, og jeg mærker suget i maven igen. Jeg bliver nervøs, da jeg kigger op og, det går op for mig at dele af stadionets tagkonstruktion er lavet af træ. Showets helt store svendestykke er den kæmpestore lysende globus, der svæver over stadion. Jeg forstår ikke helt, hvordan de gør det – derefter ”Imagine”… selvfølgelig gør den det, og selvfølgelig er det perfekt.
LYT OGSÅ TIL:
Thomas Bach er ikke taget hjem – han er taget videre mod et podium, hvor han holder en tale, der tager udgangspunkt i OL’s nye tilføjelse til deres traditionelle motto. Højere, hurtigere, stærkere, sammen. Derefter åbner Kejser Naruhito officielt legene, og jeg begynder at fornemme enden på den her tragikomiske forestilling.
Endelig kommer faklen, jeg har ventet på. Det har taget fire timer at nå hertil, og det har været en flot, men noget tom fornøjelse. Ingen begejstring. Ingen grin. Ingen jubel. Det bliver den 23-årige japanske tennisstjerne Naomi Osaka, der får lov til at tænde faklen, som nu brænder på det olympiske stadion i Tokyo. Naomi Osaka har åbent fortalt om sit mentale helbred og om angst og depression. Min egen ængstelighed og depression forsvinder, da flammen tændes. Jeg er stadig forelsket i OL, kan jeg mærke – på trods af at Corona gør det til et mærkeligt arrangement.
På vej ud af stadion snupper jeg en cola og en selfie og sætter kursen mod mit hotelværelse. Verdens største absurdteater er nu i gang, og på en måde er jeg otte år igen.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
