Min hjerne er eksploderet, og min retfærdighedssans dirrer. Det er kort fortalt sådan, jeg har det, efter jeg har set første afsnit af ‘Den sorte svane’, en dokumentarserie i fem afsnit, der har premiere i dag, 28. maj, på TV 2.
Omdrejningspunktet for dokumentaren er Amira Smajic, en erhvervsjurist, der gennem ti år har rådgivet den kriminelle underverden i at finde alle tænkelige smuthuller og krummelurer i systemet, så de har kunnet hvidvaske deres penge. Hun har hjulpet dem med at forstå skattesystemet, lavet momskarruseller og hjulpet dem med at finde nye måder, som de kunne få penge fra statskassen på.
Med andre ord har hun været DJØF’er i den kriminelle underverden og arbejdet tæt sammen med Hells Angels, Bandidos, LTF, Satudarah og Brothas. For bare at nævne nogle stykker. Nu står hun så frem med navn og ansigt og agerer muldvarp for Mads Brügger og resten af holdet på TV 2.
De vil forsøge at vise, hvordan den kriminelle underverden og overklassen er i et afhængighedsforhold med hinanden. Hvordan advokater og erhvervsfolk hjælper rockere og bandemedlemmer med at begå kriminalitet til begges økonomiske gevinst.
Således genåbner de Amira Smajic’ kontor for at efterprøve, om hun taler sandt. Står det virkelig så slemt til? Kontoret på Frederiksberg bliver optaget i døgndrift af både kameraer og mikrofoner, det samme bliver alle opkald fra hendes telefon, og et sikkerhedsfirma står klar til at skride ind, hvis der opstår problemer.
Det er dybt rystende at se, hvordan der efter kort tid sidder både LTF’ere og rockere på hendes kontor, der gerne vil have råd og vejledning til at forfalske fakturaer og den slags. Men det allermest himmelråbende er nok, da en anden jurist kommer ind for at dele en idé med Amira Smajic om, hvordan de kan tjene styrtende med penge på at oprette et bosted til autister. Det er omvendt Robin Hood af allerværste skuffe.
Dramaet er totalt
Allerede på nuværende tidspunkt, på dagen for premieren, er dramaet totalt. Amira Smajic har forgæves forsøgt at få nedlagt forbud mod, at dokumentaren skulle vises, men både By- og Landsretten har afvist dette. De vurderer, at dokumentarserien er af så stor samfundsmæssig interesse, at de ikke vil begrænse TV 2 i deres ytringsfrihed til at vise den.
Desuden er stjerneadvokaten Nicolai Dyhr blevet fyret fra advokatvirksomheden Horten, som han også var partner i, i kølvandet på dokumentaren. Det samme er en partner fra en ejendomsudviklervirksomhed, der har fået hjælp af rockere til at bortskaffe forurenet jord.
Det er netop i sager som disse, at Amira Smajic har bidraget med viden og rådgivning.
“Jeg har muliggjort, at andre kan lave økonomisk kriminalitet,” siger hun i dokumentaren og anslår, at hun alene har været med til at muliggøre svindel for flere milliarder kroner i de ti år, hvor hun var bindeleddet.
Amira Smajic har altså selv været dybt involveret i svindel og bedrageri – så hvordan kan vi stole på hende? Det spørgsmål stiller Mads Brügger for os seere, og det er i det hele taget et glimrende greb at have ham som vært på dokumentarserien. Med jævne mellemrum er der i afsnittene indlagt interviewsekvenser, hvor Brügger stiller Amira Smajic alle de kritiske spørgsmål, man som seer måtte brænde inde med.
Brügger forklarer ligeledes, hvordan holdet bag dokumentaren journalistisk er gået til værks. De har fået udleveret Amira Smajic’ tidligere computere, telefoner og harddiske, der blandt andet rummer billeder fra kriminelle klublokaler og såmænd også en julehilsen fra den tidligere højtstående HA-rocker Jønke, der kalder hende for ‘verdens sødeste advokat’.
De laver ligeledes et grundigt baggrundstjek på hende, der afslører, at hun er enlig mor, 12-tals-jurist, ekstern universitetslektor, erhvervsjurist og, nå ja, specialiseret i at lave sorte penge.
Kan vi stole på hende?
Det er som om, at der bare bliver trykket play på en hvirvelvind af kriminelle julelege, da Amira Smajic erklærer til sit gamle bagland, at hun er tilbage på pinden. Og man kan ikke lade være med at spørge sig selv, hvorfor hun gerne vil stikke hånden ind i hvepsereden igen og så endda på landsdækkende tv?
Selv siger hun, at det er for at passe på sig selv. Hun er bange for at komme på så dybt vand, at hun ikke kan bunde og i sidste ende blive likvideret.
“Min søn kan komme til at gå i skole med en, hvis far jeg har rådgivet, rullet eller bedraget. Det er ligesom at være afhængig af stoffer. Hvis ikke du gør noget drastisk, så er der ikke nogen forandring,” forklarer hun i første afsnit.
Og det er bare at trykke play, så ruller de kriminelle julelege. Der er ‘klassiske’ rockere med store overarme, fulde af tatoveringer og bandemedlemmer i sort tøj og stort skæg. Men der er så sandelig også banditter i habitter, champagnedrenge med charmeklude fra det pæne borgerskab, der snyder og bedrager så det driver. Og de ser ud til at være dybt afhængige af hinanden og drevet af det samme: magt og grådighed.
Brügger fortæller forbilledligt fængende og deler alle de tvivl, der opstår undervejs. Er det det værd at holde kontoret åbent, hvis de kun afslører håndlangere og ingen bagmænd. Og hvad med Amira Smajic?
For tilbage til om vi overhovedet kan stole på hende: Hun er blevet afsløret i at have kørt dobbeltspil i løbet af de ti måneder, hvor hun arbejdede som muldvarp for TV 2. I samme periode har hun angiveligt drevet kriminel rådgivning fra et kontor i Herlev. I et interview med Finans kalder Mads Brügger Amira Smajic for den ‘mest gådefulde kilde’, han nogensinde har arbejdet sammen med, og han har svært ved hundrede procent at regne ud, hvorfor hun er stået frem.
Faktum er, at man bliver så sindssygt harm. Efter at have set et enkelt afsnit fuld af svindel, asbest-fusk, camouflering af stjålne biler, hvidvask og skatteunddragelse, har jeg ingenlunde fantasi til at regne ud, hvad de næste fire bringer. Journalistisk er det en fornøjelse at følge, og jeg kan faktisk ikke vente med at se resten af episoderne. For ikke at tale om at følge efterspillet. Det er ikke til at regne ud, hvor den her sag lander.
En Bandidos-rocker, en forretningsmand og en jurist sætter sig altså sammen i et mødelokale. Det lyder som anslaget til en film om den kriminelle underverden. Men det er det ikke. Det er angiveligt virkeligheden. Og Brügger og co. serverer det så højspændt og fængende, at det er umuligt ikke at ville have mere. Det er et stykke vigtig og vellavet journalistik, der allerede har fået samråd på vej i Folketinget.
LÆS MERE
