”Når han er bedst, så er han på Paul McCartney-niveau.”

Sådan siger vært på podcasten Rockhistorier, Henrik Queitsch, om sanger og sangskriver Paul Simon, der 13. oktober runder et skarpt hjørne og bliver 80 år gammel.

Paul Simon blev kendt som den ene halvdel af duoen Simon & Garfunkel, hvor han sammen med sin musikalske sparringspartner Art Garfunkel perfektionerede en særligt poetisk form for sangskrivning, der blev fremført med himmelske vokalharmonier, som ingen andre kunne synge dem.

Med klassikere som ‘Sound of Silence’, ‘Bridge over Troubled Water’ og ‘America’ i bagkataloget har Simon & Garfunkel bidraget gevaldigt til musikhistorien, og derfor fortjener de selvfølgelig deres helt eget afsnit af Rockhistorier.

Lyden af stilhed

Paul Simon og Art Garfunkel, begge jødiske tredjegenerationsindvandrere, voksede op tre gader fra hinanden i Kew Garden Hills, beliggende i New York-bydelen Queens.

De blev venner i skolen, da de var med i en opsætning af ‘Alice I Eventyrland’ og dannede senere duoen Tom & Jerry – et passende navn taget deres efterfølgende skænderier i betragtning.

Efter nogle år fra hinanden mødtes de igen i 1963, hvor de udsendte pladen ‘Wednesday Morning, 3. AM’, der dog blev lidt af et flop. Men på pladen gemte sig en Paul Simon-sang, som skulle blive deres helt store gennembrud; The Sound of Silence.

”Her begynder de temaer, der løber igennem hele hans produktion. Fremmedgørelse, rådvildhed og ensomhed,” forklarer Klaus Lynggaard om sangen, der altså ikke gjorde det store væsen af sig til at begynde med.

Men da produceren Tom Wilson opdager, at sangen er blevet samlet op af nogle DJ’s i Boston-området, så beslutter han sig for at lægge elektrisk backing på sangen, uden de to sangere ved noget som helst om det.

Det virker og Simon & Garfunkel får et hit af de helt store og med ét er de verdensstjerner.

Ikke kun flotte vokalharmonier

Når man lytter til Simon & Garfunkel, så er det specielt de bløde og velklingende vokalharmonier, som de fleste lyttere hæfter sig ved. Men ifølge de to værter på Rockhistorier er der mere til duoen – og specielt Paul Simon – end blot harmonisk skønhed.

”Der er noget med skønhed og Simon & Garfunkel, som måske har fået mange folk til at affærdige dem, fordi det simpelthen bare er for pænt, men det stikker altså dybere end som så,” siger Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch tilføjer:  

”Mange af Simons sange er jo egentlig ret triste, hvad man ikke umiddelbart kan høre, når man blot lytter, for så lyder det jo både smukt og harmonisk. Men der løber en understrøm af eksistentiel angst i mange af sangene.”

Denne sammenhæng mellem eksistentielle overvejelser og en popvenlig melodi, kan måske bedst høres på klassikeren ‘America’ – en af værternes absolutte favoritter.

Her rejser to elskende rundt på landevejene i en søgen efter et ”Amerika”, der både kan forstås konkret og metaforisk. På et tidspunkt må fortælleren, som efter al sandsynlighed kan være Simon selv, fortælle sin ledsager, at han er fortabt. Det sker i de følgende, knusende linjer:

“Kathy, I’m lost”, I said, though I knew she was sleeping
I’m empty and aching and I don’t know why”

Skændtes som hund og kat

Igennem hele karrieren skændtes Paul Simon og Art Garfunkel som hund og kat. Eftersigende skulle fejden allerede have startet, da Simon skrev en solokontrakt, mens de stadig var kendt som Tom & Jerry, hvilket fik Art Garfunkel til at konkludere, at deres venskab var ødelagt for altid.

Selvom de finder sammen igen, bliver konflikterne ved med at komme tilbage. Helt galt går det, da de begge bliver castet til at skulle være med i filmen Catch 22, hvorefter Paul Simons rolle bliver skåret fra. Herefter siger Art Garfunkel ja til at være med i endnu en film, hvilket efterlader Simon alene med opgaven om at skrive deres næste album alene.

Det var for stor en mundfuld for Simon, og bandet må splitte op i 1970. Senere har de dog spillet sammen til flere koncerter, men så sent som i 2015, skulle Art Garfunkel have udtalt, at Simon var “et monster med et Napoleon-kompleks.“

”Simon har sagt, at det aldrig var musikken, de var uenige om. Det var tilgengæld altid noget personligt,” forklarer Klaus Lynggaard.

I det mindste kan vi på Paul Simons fødselsdag glæde os over, at de trods alt kunne enes om musikken.

Du kan lytte til hele afsnittet af Rockhistorier om Simon & Garfunkel på linket her. Har du lyst til mere, findes der også et afsnit om Paul Simons solokarriere, som du kan lytte til her.