The Band

‘Rockhistorier’ om The Band: Lyden af nybyggere, et boblende ungdomsoprør og dybe fyrretræsskove

Eller vælg, hvor du vil lytte
Foto: Elliott Landy

‘Rockhistorier’ om The Band: Lyden af nybyggere, et boblende ungdomsoprør og dybe fyrretræsskove

Eller vælg, hvor du vil lytte

Med inspiration fra alt mellem soul til folk, og et lyrisk univers, der inkluderede den nordamerikanske natur, borgerkrig og nybyggerhistorien, indfangede The Band selve essensen af kontinentet.

Kultur En del af serien:

Rockhistorier

Musik og røverhistorier fra rocken i dens bredeste forstand med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch

I anledning af at filmen ‘Once Were Brothers’ – Robbie Robertson & The Band endelig har premiere, kigger ‘Rockhistorier’ dette skelsættende orkester efter i sømmene. The Band ændrede i årene 1968-1976 musikkens retning ved at skrue ned for både lyd og effekter og i stedet prioritere sangskrivning, samspil og stemning. I processen lagde de grunden for genren Americana.  

Der findes ikke en definitiv definition af Americana, men der hersker enighed om, at genren er en syntese af amerikanske urgenrer som folk, country, bluegrass, blues, rock’n’roll, soul, hymner og gospel. Det kan derfor virke paradoksalt, at den kvintet, som skabte grundlaget for Americana, bestod af fire canadiere og blot en enkelt vaskeægte sydstatsamerikaner, men sådan er det altså. 

The Band var under forskellige navne aktive med den oprindelige besætning i 16 år, før de i 1976 gik hver til sit – for ved senere lejligheder at finde sammen igen i forskellige konfigurationer. De oprindelige fem medlemmer samledes dog aldrig mere, dertil var der for meget bad blood mellem amerikanske Levon Helm og canadiske Robbie Robertson. 

Gruppen samledes i årene 1960-1961 i den canadiske by Toronto, hvor de fem medlemmer et efter et kom med i rockabilly-sangeren Ronnie Hawkins backingband The Hawks. Med fra USA medbragte han trommeslageren Levon Helm, og derefter kom guitaristen Robbie Robertson, bassisten Rick Danko, pianisten Richard Manuel og multiinstrumentalisten Garth Hudson med. Efter et par år fyrede bandet Hawkins, og skabte sig et ry på de amerikanske klubber som et sejt r&b-outfit. Det medførte, at gruppen fik tjansen som backingband for Bob Dylan i de tumultariske år 1965-1966, hvor han gik elektrisk.

Derefter flyttede både Dylan og bandet på landet, hvor de i løbet af 1967 indspillede de famøse Basement Tapes. Året efter fik gruppen en pladekontrakt og debuterede med lp’en ‘Music from the Big Pink’, hvis stoflige og jordnære stemning – fjernt fra de revolteprægede 1960’eres psykedeliske musik – mindede om et allerede dengang forsvundet landligt Amerika. Både den og efterfølgeren ‘The Band’ (1969) vakte stor opsigt og betød, at mange musikere vendte tilbage til et mere afdæmpet og naturalistisk udtryk. Blandt proselytterne fandtes blandt andre Eric Clapton og George Harrison.

Med succesen kom uvanerne, ikke mindst i form af heroin, hvad der gik hårdt ud over broderskabsfølelsen, og medførte at den mere ædruelige Robertson endte med at dominere foretagendet, hvad der gav anledning til konflikter. 

Gruppens svanesang var en gigantisk koncert på spillestedet Winterland i San Francisco, den 27. november 1976. Under medvirken af et hav af bandets venner og kollegaer – Joni Mitchell, Dr. John, Bob Dylan, Neil Young og mange flere – opfattes Martin Scorseses film fra koncerten, ‘The Last Waltz’ (1978), som en kulmination på 1960ernes inkluderende og kollektivistiske tankegang.

Playliste:

Alle numre er med The Band medmindre andet er anført.

Ronnie Hawkins & The Hawks: Who Do You Love (1963)

Levon & The Hawks: He Don’t Love You (and He’ll Break Your Heart) (1965)

Bob Dylan & The Band: This Wheel’s on Fire (indspillet 1967, udgivet 1975)

Tears of Rage (1968)

The Weight (1968)

Lonesome Suzie (1968)

The Night They Drove Old Dixie Down (1969)

Up on Cripple Creek (1969)

King Harvest (Has Surely Come) (1969)

Stage Fright (1970)

The Shape I’m In (1970)

4% Pantomine (feat. Van Morrison, 1971) 

Chest Fever (Live, 1972)

Share Your Love with Me (1973)

Ophelia (1975) 

Acadian Driftwood (1975)

Georgia on My Mind (1977)

Life Is a Carnival (Live 1976, udsendt 1978)

Footer graphics