‘Rockhistorier’ om Marvin Gaye: “Han fik tævet gud ind i sig”

Eller vælg, hvor du vil lytte
Foto: Eugene Adebari/Shutterstock/Ritzau Scanpix

‘Rockhistorier’ om Marvin Gaye: “Han fik tævet gud ind i sig”

Eller vælg, hvor du vil lytte

Den amerikanske soulsanger Marvin Gaye beskrives af mange som en af de mest indflydelsesrige og succesfulde musikere til dato. Desværre endte hans liv meget tragisk, hør hvordan i dette afsnit af ‘Rockhistorier’.

Musik En del af serien:

Rockhistorier

Musik og røverhistorier fra rocken i dens bredeste forstand med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch.

En 21-årig Marvin Gaye tilknyttedes i 1961 det legendariske pladeselskab Motown, hvor han uden succes lanceredes som popjazzet crooner. Det blev den R&B-prægede single ‘Stubborn Kind of Fellow’, som året efter lagde grunden til de mange hits, der fulgte. Succesen blev ikke mindre af en række hitduetter i selskab med blandt andre Tammi Terrell, som døde af en hjernesvulst i 1970, hvad der kastede Gaye ud i dyb depression.  

Gayes stemme spændte over fire oktaver, og selvom han foretrak at synge som sine idoler Frank Sinatra, Bill Eckstine og Nat ’King’ Cole, formåede han uden besvær at omstille sig til den mere ligefremme og rå baryton, der prægede de gyldne R&B-hits i 1960erne, han selv kun havde et skuldertræk tilovers for. Han evnede desuden at svinge sig op i en guddommelig falset, som nemt kan give gåsehud og fik med rette tilnavnet ”The Prince of Soul”.

I 1970 påbegyndte han indspilningen af sangen ‘What’s Going On’, der skulle udmunde i det stildannende album af samme navn, som Gaye selv producerede. Han gav det en tilbagelænet jazzet klang, der kom til at præge subgenren smooth soul, som Gaye selv perfektionerede. Selvom albummets grundstemning er dybblå og melankolsk, efterlades lytteren alligevel opløftet, for alt spiller perfekt: musikkens indbydende puls, de skæve akkorder, kompositionernes styrke, det eminente orkester og det forførende groove.

Mere melankolsk end vred

Titelsangens spørgsmål – hvad foregår der egentlig? – bredes ud i sang efter sang. Hvad enten det er racekonflikter, ghettobørns kår, Vietnam-krigen, stofmisbrug eller planetens tilstand, får de alle ord med på vejen. Udgangspunktet er anfægtelsen over en samtid, der forekom rå, desorienterende og konfliktfyldt. Men i stedet for at skrige eller anklage eller jamre, lyder Gaye mere melankolsk end vred, og finder trøst i troen på, at kærligheden overvinder alt.

‘What’s Going On’ betragtes med rette som en uangribelig populærmusikalsk klassiker, der var med til at flytte fokus fra singlen mod albummet. Gaye fortsatte med at udsende plader af høj kvalitet årtiet ud, selvom tekstuniverset efterfølgende i højere grad kredsede om kærlighed, sex og spiritualitet.

Et voldsomt kokainmisbrug og en kæmpe skattegæld gjorde hans sidste år til en prøvelse, hvor han blandt andet boede i eksil i England og Holland. I 1982 blev sangen ‘Sexual Healing’ hans sidste store hit.

Den første april 1984, dagen før hans 45-års fødselsdag, endte et voldeligt skænderi med hans far med, at denne skød og dræbte Marvin Gaye.

Marvin Gayes far i LAPD’s varetægt efter drabet den 1. april 1984. Foto: Lennox Mclendon/AP/Ritzau Scanpix

Playliste:

“Let Your Conscience Be Your Guide” (1961, The Soulful Moods of Marvin Gaye)

“Stubborn Kind of Fellow” (1962, That Stubborn Kind of Fellow)

“Pride and Joy” (1963, That Stubborn Kind of Fellow)

“Wherever I Lay My Hat” (1963, That Stubborn Kind of Fellow)

“Can I Get a Witness” (Single, 1963)

Marvin Gaye & Mary Wells: “What’s the Matter with You Baby” (1964, Together)

“How Sweet It Is (To Be Loved by You)” (1964, How Sweet It Is to Be Loved by You)

“I’ll Be Doggone” (1965, Moods of Marvin Gaye)

“One More Heartache” (1966, Moods of Marvin Gaye)

Marvin Gaye & Kim Weston: “It Takes Two” (1966, Take Two)

Marvin Gaye & Tammi Terrell: “Ain’t No Mountain High Enough” 1967, United)

“You” (1967, In the Groove)

Marvin Gaye & Tammi Terrell: “You’re All I Need to Get By” (1968, You’re All I Need)

“I Heard It Through the Grapevine” (1968, In the Groove)

“Too Busy Thinking About My Baby” (1969,  M.P.G.)

“Abraham, Martin & John” (1970, That’s the Way Love Is)

“What’s Going On” – The Detroit Mix (1971, What’s Going On)

“Flying High (In the Friendly Sky)” – The Detroit Mix (1971, What’s Going On)

“Inner City Blues (Makes Me Wanna Holler)” – The Detroit Mix (1971, What’s Going On)

“You’re the Man” (Part 1)” (Single, 1972)

“Trouble Man” (1972, Trouble Man)

“Let’s Get It On – Single Version” (1973, Let’s Get It On)

“After the Dance” (1976, I Want You)

“Anger” (1978, Here, My Dear)

“Life Is for Learning” (In Our Lifetime? 1981)

“Sexual Healing” (1982, Midnight Love)

“It’s Madness” (1985, Dream of a Lifetime)

Find mere om
Footer graphics