Hvis man går og drømmer om en dag at blive leder, hvad skal man så egentlig gøre? Et godt bud er at spidse ører og tage sine høretelefoner på. Podcastserien ‘Velkommen til den nye virkelighed’ handler nemlig blandt andet om, hvad der gør dig til en god leder.
Til at gøre lytterne klogere på dét og meget andet går iværksætter og Folketingspolitiker Tommy Ahlers i samtale med erhvervs- og finansjournalist Pernille Enggaard hen over tre afsnit, der handler om ledelse, digitalisering og bæredygtighed.
Men så ophører det også med at være let, det hele. Man kan ikke starte med at sige til sig selv, at man gerne vil være leder, siger Tommy Ahlers i seriens første afsnit.
”Det starter med, at man skal spørge sig selv: ”Hvad er det, jeg gerne vil ændre?” Det handler om at finde sin passion, og uddannelsen er sekundær i den forbindelse.”
Det er lige meget, om man arbejder i en virksomhed, der arbejder aktivt for at redde verden, eller i en virksomhed, der vender burgere – den yngre generation vil være en del af noget større, som er drevet af troen på noget.
”Og dét kommer fra lederen. Det er vigtigt at få folk til at tro på én og tro på et formål. Det kan for mig at se kun ske gennem passion. Du skal vække folk for at være en god leder,” siger Tommy Ahlers.
Passion kan ikke fakes
I seriens første afsnit tager Tommy Ahlers udgangspunkt i sine egne erfaringer og fremhæver, at ærlighed er en stærk kvalitet i moderne lederskab.
”Folk tør følge mig, fordi de synes, jeg er ærlig, og de kan se, at jeg tror på det, jeg arbejder med. Det kan de mærke i min passion, for den slags kan man ikke fake,” siger han.
Passion fører ofte til lederskab, mener han, fordi passion automatisk fører til, at man gerne vil opnå noget inden for et givent område, og det kan man oftest kun, hvis der er nogle medarbejdere, der hjælper en. De færreste kan klare det hele som enkelt individ.
Dybest set må man spørge, om det er muligt at være leder uden medarbejdere. Nok ikke. Men hvad med den anden ved rundt? Kan man være medarbejder uden leder?
”Det mener jeg ikke, at man kan. Jeg tror på meget flade organisationer, og jeg tror på en høj grad af inddragelse, at uddelegere og at dele, men i sidste ende er der nødt til at være en, der sidder på toppen til at justere. Og vedkommende er rigtig vigtig,” siger Tommy Ahlers og tilføjer:
”Hvis vedkommende er dygtig, er det priceless for en virksomhed.”
Har du lyst til at blive klogere på, hvilke udfordringer fremtidens virksomheder og organisationer står overfor, så hold øje her på siden, hvor der løbende kommer flere afsnit i serien.