Maj My Humaidan: “Der er noget med tempoet i det at gå, som passer godt til det modsatte tempo oppe i min hjerne”

Eller vælg, hvor du vil lytte
Foto: Jonatan Borring

Maj My Humaidan: “Der er noget med tempoet i det at gå, som passer godt til det modsatte tempo oppe i min hjerne”

Eller vælg, hvor du vil lytte

Forfatter og journalist Maj My Humaidan bruger gåture som en slags meditation. Sådan får hun nye idéer og ro på tankerne.

Sponsoreret af:
Sponsoreret En del af serien:

Min Gåtur Gennem Livet

Podcasten er produceret af Heartbeats i samarbejde med Hjerteforeningen og TrygFonden.

De fleste mennesker vil kunne pege på en rute, der har haft stor betydning for deres liv. I denne podcast inviterer vært Mikael Kamber en række kendte danskere med ned ad mindernes allé. Vi skal rundt i landet og høre deres historier og nyde naturen. De bedste tanker og samtaler kan opstå på en gåtur, og gang har en positiv indvirkning på både krop og sind. Derfor opfordrer vi også dig, der lytter, til at tage podcasten i ørene og gå med – enten på gæstens rute eller din egen.

Podcasten er en del af Hjerteforeningen og Trygfondens indsats GÅ MED. Du kan finde meget mere om alle gæsternes ruter og få inspiration til selv at komme mere ud at gå på gaamed.dk.

Vært: Mikael Kamber
Produktion og klip: Emilie Westh Wold
Lydlogo og musik: Asger Bosendal

Maj My Humaidan kan bedst lide at gå, hvis der er et formål med turen. At gå har altid været en fast del af hendes rutine, og hun har det ikke fra fremmede. Det er en måde at være i verden på, som hun har fra sin mor. Og det med, at ruten skal have et formål, passer nok meget godt til, hvordan Maj My Humaidan ellers er i verden.

Forfatter og journalist Maj My Humaidan er tydelig. Hun er en, man må forholde sig til. Og det er hun blandt andet fordi, hun beskæftiger sig med kerneværdierne i vores samfund. Det har hun gjort først på sin blog, i podcasts og senest i sin bog ‘Ærø Manifestet’, som udkom i 2023.

Bogen er på én og samme tid norm- og selvkritisk. For selvom Maj My Humaidan sammen med sin mand, musiker Kristian Humaidan, for snart mange år siden, rykkede deres familieliv fra København til Ærø, for at leve et langsommere liv, så gik alt ikke helt efter planen.

Og det er Maj My Humaidan ærlig omkring. Både i sin bog, og når vært Mikael Kamber møder hende på Ærø for at gå en af hendes faste ruter langs Øhavsstien fra Ærøskøbing mod Søby.

Eller det vil sige en variation af stien. For sidste efterårs storm har faktisk ødelagt en del af ruten, der normalt går helt tæt langs vandet. Den ødelagte rute minder Maj My Humaidan om klimakrisen. Men det er blot en af de kriser, vi som samfund står i lige nu. En anden krise, som Maj My Humaidan mener, vi befinder os midt i, er en trivselskrise. Og det er til dels den, hun beskæftiger sig med i sin bog.

“Jeg er helt sikker på, at et samfund skal have flere ben at stå på. Og jeg tror, en af de vigtigste ting, man kan byde ind med, det er at tage vare på sig selv og sine nærmeste. Og lade det brede sig ud i nærmiljøet. Altså simpelthen sørge for, at man selv er robust og har det godt, og at de mennesker, man er tættest på, har god støtte i en,” siger Maj My Humaidan.

Med sin bog fik Maj My Humaidan også en skiveskyde på ryggen, som flere politikere sigtede efter. Og selvom hun ikke synes, debatten fik lov at være konstruktiv nok, så tager hun det faktisk som en cadeau. For hun vil gerne rykke til overbevisningen om, at der kun er én rigtig måde at leve livet på.

Foto: Jonatan Borring

Ro på kroppen, når hjernen kører på højtryk

Da Maj My Humaidan engang boede i New York, kunne hun finde på at gå tværs over Manhattan for at købe en specifik kuglepen i Brooklyn. I dag tager hun skolebussen med sine børn ind til Ærøskøbing, for så at være nødt til at gå hjem den anden vej langs Øhavsstien.

“Jeg tror, at der er noget med tempoet i det at gå, som passer rigtig godt med det fuldstændig diametralt modsatte tempo oppe i min hjerne. Jeg tror, det er bedre for mig at gå, end det er at køre på motorcykel, fordi min hjerne lidt er en motorcykel. Så jeg har godt af det der med, at det er sådan lidt langsommeligt at komme fra A til B. Det er som om, at sjælen kan nå at følge med. Tankerne kan lande. Der kan komme knopskud på dem,” forklarer Maj My Humaidan.

Hun bruger sine ugentlige gåture som en slags meditation. Og hun oplever ofte, at der kommer nye idéer, når hun går. Til den nye bog hun skriver på eller et projekt i huset. Hun bliver også mindet om vigtigheden af at turde sætte tempoet ned, når livet kalder på det. At tid er den vigtigste ressource, vi har. Og at hun er taknemmelig over, at hun turde indrette sit familieliv anderledes, da hendes børn var små.

Lyt til episoden for at høre mere om Maj My Humaidans liv, forhold til Ærø og hvor på ruten, hun altid får sommerfugle i maven. Du kan finde den øverst her på siden, eller der hvor du lytter til podcasts.

Vært: Mikael Kamber
Produktion og klip: Emilie Westh Wold
Lydlogo og musik: Asger Bosendal

Footer graphics