Luna Ersahin har haft fart på i sit liv.
Som 16-årig havde hun allerede boet i fire forskellige lande. Siden har hun blaffet gennem Sydamerika, spillet musik på gaden og skabt sig en karriere som forsanger i bandet AySay.
Men selvom eventyrlysten stadig fylder, er der noget andet, der er begyndt at trække i hende. Behovet for at finde ro i det liv, hun allerede har skabt. Det fortæller hun i denne uges afsnit af ’Hvad siger stjernerne?’, hvor astrolog Christine Jackson lægger hendes horoskop.
Luna Ersahin er Stenbuk, og ifølge Christine Jackson er det et stjernetegn, der forbindes med store ambitioner og høje forventninger til sig selv. Noget, sangerinden i den grad kan genkende.
– Jeg har hele tiden været sådan: Åh, jeg glæder mig til at blive 30, så jeg kan slappe lidt af, fortæller Luna Ersahin.
Ikke fordi hun nødvendigvis vil arbejde mindre, men fordi hun gerne vil lære at være tilfreds med det, hun allerede har opnået.
– Jeg har kæmpet, og nu er jeg her. Nu kan jeg hvile her og være tilfreds med mit liv.
Tidligere kunne selv små beslutninger give dårlig samvittighed. Hun husker en morgen, hvor hun havde planlagt at tage til yoga, men i stedet blev liggende i sengen med en, hun datede. Beslutningen fyldte så meget, at den gik ud over hendes selvbillede.
– Jeg tænker virkelig bare: Slap af, Luna. Det er okay, siger hun om sit tidligere jeg.
I dag er hun blevet bedre til at acceptere, at livet ikke altid behøver at handle om at være produktiv. Men det er ikke kun ambitionerne, der kommer under astrologens lup. Luna Ersahin fortæller også, at hun kan have svært ved at sætte grænser i sine personlige relationer.
– På arbejdspladsen er det meget nemmere for mig at sige fra og sige til. Men i nære relationer bliver alt det der bare meget mere tåget for mig.
I samtalen kommer de også omkring hendes opvækst, hendes forhold til skæbnen og den stærke retfærdighedsfølelse, der har været med til at forme hendes musik.
Lyt til denne uges afsnit af ’Hvad siger stjernerne?’, hvor Luna Ersahin forsøger at blive klogere på, hvordan man både kan stræbe efter mere og samtidig lære at være tilfreds med det, man har.

