Allerede som 10-årig var Jane klar over, at hun var anderledes. Når de andre drenge legede vildt, så gik Jan, som var navnet Jane blev tildelt ved fødslen, på værelset for at læse bøger.
”Når jeg gik ind på mit værelse og lukkede mine øjne, lå jeg og forestillede mig, at der kravlede en pige ud af kroppen på mig, som satte sig på gulvet og legede,” fortæller Jane.
Ret hurtigt blev det også tydeligt for Jans søster og forældre, at han var anderledes. Når han gik i skole, var det blandt andet i søsterens kjoler. Dengang fik 10-årige Jan at vide, at han ville vokse fra det.
”Det var en anden tid. Dengang ville man ikke acceptere transkønnethed og havde min mor været i live i dag, ville jeg stadig ikke være velkommen hjemme hos hende, hvis jeg var kommet i en kjole,” siger Jane.
Som 19-årig møder Jan den syv år ældre kvinde Charlotte, der viser sig at være afgørende for tilblivelsen af Jane. Hun så lyset i Jans øjne, når han iklædte sig hendes tøj. Men efter bare otte måneders forhold, bliver Charlotte diagnosticeret med livmoderhalskræft. Hun havde tre måneder tilbage at leve i.
”Vi havde en sidste weekend sammen med al den kærlighed, der kunne være i mellem os. Om morgenen skulle jeg tage hendes røde kjole på, som jeg godt kunne lide. Jeg skulle gå ud ad døren, og jeg måtte ikke kigge mig tilbage. Hun ville stå og følge mig med øjnene, og jeg kunne høre, at hun græd,” fortæller Jane om deres afsked.
Jane har mødt flere kvinder gennem sit liv, der ligesom Charlotte har accepteret og respekteret hende, for den, hun er. Det samme gør sig gældende for de andre beboere i den almene boligforening i den vestjyske by Varde, hvor Jane bor.
”Jeg møder kun imødekommenhed. Uanset, hvor jeg går henne, så siger de hej, og de ved alle sammen, at jeg er transkønnet. Herude møder jeg kun accept,” fortæller Jane.
Podcasten er produceret af Martha Winther
