Hvad sker der live? Ny podcast guider dig til de største koncertoplevelser

Hvad sker der live? Ny podcast guider dig til de største koncertoplevelser

Livemusikken lever godt, og publikum valfarter afsted, men det er i stigende grad de helt store navne, der dominerer. I vores nye podcast, ’På plakaten’, vil værterne brede horisonten ud og give plads til alle de navne, der findes i mellem- og vækstlaget.

Musik En del af serien:

På plakaten

Hver uge vil podcasten anbefale store oplevelser live på de mindste steder og med nye interessante navne.

I sidste uge sad folk kimet til skærmene for at få billetter til Oasis-koncerter, der i takt med interessen steg automatisk i pris – indtil alt var udsolgt 12 timer senere. De store navne er i høj kurs, men der findes et kæmpe mellemlag og spirende talenter, og dem vil vi gerne hjælpe med denne nye podcast komme til. Det fortæller den ene af værterne, Carsten Holm, mange kender for sit mangeårige arbejde som vært på DR.

”Dansk musik har vel nærmest ikke stået stærkere, end den gør i disse år. Talentmassen er massiv, og niveauet har jeg ikke oplevet højere i de mange år, hvor jeg har lyttet musik. Sangskrivningen, uanset genre, er i absolut verdensklasse. Popmusikken går rent ind. Metalscenen står stærkt, og alt det alternative har en lyst til at prøve så mange grænser af, at det er en fryd for den nysgerrige musiksjæl,” fortæller Carsten Holm.

Inspirationen til ’På Plakaten’ stammer fra en debat der begyndte i 2023, hvor enkelte koncertsteder fortalte om, hvor svært de kunne have det med at lokke publikum ud af deres stuer for at høre live musik på deres lokale spillested. Podcasten er dog ikke tænkt som et PR-fremstød for enkelte koncertsteder, men som 30 ugentlige minutter, der skal pirre musiknysgerrige danskere, til at undersøge, hvad der er af tilbud i deres lokalområde. Enten lige nu eller et sted i fremtiden.

Sammen med Sidsel Thomassen, der er kommunikationsansvarlig på koncertstedet Radar i Aarhus og tidligere redaktør på GAFFA, samt Johanne Nedergaard som er skribent og også har arbejdet på koncertsteder i København, vil På Plakaten samtidig være med til at sætte fokus på nogle af de mange danske musiknavne.

Det er i en live-situation, hvor det ubeskrivelige lige pludselig kan opstå. Synergien mellem musikken og publikum eller når det rigtige nummer rammer dig som lynet fra en klar himmel – og det er lige gyldigt om du kender musikken på forhånd eller ikke. I koncertstedetsrammer, kan magien opstå på en helt almindelig tirsdag aften – en magi du kan leve længe på,” siger Carsten Holm.

Første afsnit har blandt andet besøg af Kira Skov og Yör – og en masse stærke anbefalinger. Hør den her i toppen af artiklen eller på alle podcastplatforme.

Første sæson er produceret med økonomisk støtte fra KODA og Musikforlæggerne i Danmark.

Find mere om
Footer graphics