Byggebranchen står for omkring 40% af CO2-udledningen på verdensplan og er dermed en af de helt store klimasyndere. Men kan det virkelig passe, at byggeri skal være så CO2-tungt?

Det undersøger Ane Cortzen, der i dagens afsnit har inviteret arkitekterne Lone Feifer og Niels Jakubiak Andersen ind for at se nærmere på de muligheder, der er for at innovere i branchen.

”Innovation kræver, at man tør prøve noget af. Vi har et motto fra vores stifter, som hedder: Ét eksperiment er bedre end tusind ekspertantagelser. Og der skal man jo være indstillet på, at ikke alt lykkes,” fortæller Lone Feifer, der har været en del af Velux de sidste 25 år.

Velux er især kendt for sine termovinduer, og virksomheden bygger på grundidéen om, at man skal turde eksperimentere. Den tilgang er blandt andet mundet ud i udstillingsbyen Living Places i Jernbanebyen i København, hvor Velux har udviklet en ny form for hus, der har Danmarks laveste CO2-udledning for boligbyggeri.

Selvom Living Places er en ide fra Velux, så skal det ikke afgrænse andre selskaber for at byde ind på ideen.

”Det er jo ikke et brand. Det er netop det, vi prøver at nedbryde barriererne om, hvordan det er, man laver innovation i byggebranchen. Fordi det skal meget hurtigt monopoliseres og kommercialiseres. Det har vi faktisk med vilje valgt at afstå fra,” fortæller Feifer.

Som det ses i mange andre brancher er det ikke nødvendigvis billigt at ville være bæredygtig. Lone Feifer fortæller, at forbrugerne skal gøres mere kritiske og vide, at de skal spørge efter de bæredygtige løsninger ved boliger og ikke godtage billige løsninger:

”Det er lidt mærkeligt med byggeri, at man vil acceptere, at det er billigste pris. Når mange mennesker køber cowboybukser, går de så efter de billigste? Ne,j det gør de ikke. De går efter noget, som de ved har en kvalitet og vil vare.”

Byggebranchen har ry for at konservativ grundet de mange reglementer og lovgivninger for brug af materialer. Dette udfordrer Niels Jakubiak Andersen, der er stifter af design- og byggevirksomheden Næste, som han startede, da han var blevet tilpas frustreret over, at det nedrevne tømmer, han så i sit virke som arkitekt, ikke måtte genanvendes i bygninger, på trods af at det stadig havde flere gode år i sig.

”Selvom vi har et stykke tømmer, der har ligget i 80 eller 100 år og båret et tag, så kan det åbenbart ikke bære et tag længere i det øjeblik, vi tager det ned,” siger Niels Jakubiak Andersen, der måtte finde et kompromis for, hvad nedrivningstømmeret så kunne bruges til.

Kompromiset blev fundet, da Niels Andersen en dag lagde mærke til, at hver baggård i København havde en form for skur inkorporeret. Efter at have undersøgt markedet nærmere fandt han ud af, at der i Danmark bliver bygget 500.000 kvadratmeter skure om året, som ikke alle behøver være bygget af nye materialer.

”Vi bruger nyt stål, og vi bruger nyt træ, som i virkeligheden burde reserveres til et lidt højere formål. Da der ikke er nogen barrierer for skure, og det, som vi kalder sekundært byggeri i byggereglementet, kan vi klare os med det,” fortæller Niels Andersen og forklarer videre, at man ikke behøver at have en lige så dyr og teknisk dokumentation af byggematerialet ved skure, da de ikke skal være beboelige.

Hør om mulighederne for en mere bæredygtig byggebranche i det nyste afsnit af ’Den grønne elevator’, hvor Lone Feifer og Niels Jakubiak Andersen fortæller om de udfordringer, de har mødt i den konservative byggebranche, hvor forbrugerne hellere vil have det billige end det bæredygtige.