Ane Cortzen er vant til at begå sig på tv, og hun har igennem de seneste år oplevet, hvordan produktionen langsomt er begyndt at forandre sig. Men alligevel undrer hun sig over, hvorfor det stadigvæk er nødvendigt at putte hende i et helt nyt sæt tøj til hver udsendelse, når skabene i forvejen bugner med alverdens outfits fra tidligere produktioner.
Det er også den slags spørgsmål, som Anne Ahn Lund fra SF Studios er vant til at håndtere i sin hverdag. Hun arbejder nemlig som Sustainability Manager – en rolle, som hun i starten stod ret alene med i branchen.
”Det var en ret unik stilling, da jeg startede for godt to år siden. Der var ikke nogen i Norden, der havde den position i et produktionsselskab. Man kan sige, at der er andre, der arbejder med bæredygtighed. I DR og TV2 er det på sådan et corporate plan, det begynder også at drible ned i produktionerne nu,” fortæller Anne Ahn Lund.
Hendes job er at skabe lavpraktiske forandringer, der kan gøre de CO2-tunge produktioner mere klimavenlige. Alt fra at fjerne brugen af plastik-vandflasker til etableringen af en elbus, der kan levere strøm til hele produktionen, er initiativer, som er blevet ført ud i livet. Men det er ikke altid nemt for Anne Ahn Lund at skabe forandring:
”Generelt var udfordringen det her med virkelig at fatte, hvor meget der er på spil på sådan en produktion her. Og det er så det, jeg kan se nu, at alt kræver sindssygt meget planlægning. Det kræver, at hele holdet er med ombord.”
Fejlslagende initiativer og vaneændringer
For Roskilde Festivalen er udfordringerne også mange, og de kreative løsninger nærmest endnu flere. Men ud over at Sanne Stephansen skal have holdet bag festivalen med, så skal de også overbevise deres festglade publikum om at gøre en forskel.
” Det er ikke nogen hemmelighed, at en Roskilde Festival, når den er slut, ligner noget, der er løgn, […] og en af de ting, som vi prøvede, var, at vi lavede en indsats, der hed Beer for Trash. Altså, få en grøn øl, hvis du afleverer noget affald. Og det lyder jo egentlig meget fint og motiverende. Det endte bare med, at de poser, der blev afleveret med affald, indeholdt alt muligt andet end affald. Så var der sten, jord, grus og naboens et eller andet,” husker Sanne Stephansen.
For hende er tilliden til publikum også en stor del af udviklingen, så selvom de tidligere har haft dårlige erfaringer, så stopper festivalen ikke med at skubbe på den grønne agenda. Udlejning af campingudstyr og genanvendelige plastikrus er to af de tiltag, som man i år kører videre med, og især arbejdet omkring pantsystemet har gjort, at færre engangskrus endte deres dage nedtrådt foran Orange Scene. Men løsningen på et problem afføder ofte bare et nyt, og for Roskilde Festival blev rengøring af de genanvendelige krus en ny udfordring, som man skulle tage sig af, hvilket Sanne Stephansen dog tager imod med kyshånd
”Vi vil jo gerne være et laboratorie og en testplatform for nye løsninger. Så det er også derfor, vi gør det. For egentlig at kunne dele viden. Fordi det er ikke sikkert, at en lille begivenhed for 3.000 mennesker, at det er der, man skal have genbrugskopper. Der kan det faktisk godt være, at hele transporten og logistikken vedrørende, at skulle køre genbrugsgrus frem og tilbage ikke er den rigtige miljøcase. Men det er det måske, hvis man er 15-20.000 mennesker.”
I episoden fortæller både Sanne Stephansen og Anne Ahn Lund også om andre udfordringer, hvordan de arbejder med at ændre folks vaner, og hvorfor det er vigtigt, at man gør bæredygtighed til en holdindsats. Derudover sætter de tal på, hvor Roskilde Festival og filmbranchen ligger på en bæredygtighedskala – nu og i fremtiden.