21-årige David Spicker Bruhn mødte stor modstand fra sine efterskolelærere, som mente, at han var for klog til en erhvervsuddannelse og burde blive ingeniør.
– Det endte i en meget ubehagelig situation, hvor to lærere trængte mig op i en krog. Tonen var ikke ligefrem anerkendende.
– De sagde, ”du har et bedre hoved end det. Du skal i gymnasiet og score topkarakterer, og så skal du videre på universitet.” Og det skulle jeg bare ikke.
Også Davids forældre var bange for, om han nu skulle blive en karseklippet håndværkertype.
– Min forældre har altid været meget anerkendende, når jeg har villet noget. Men jeg ved i dag, at de var superbekymrede, fordi de forestillede sig, at en erhvervsskoleelev var karseklippet, røg smøger, havde beskidte fingre og måske en karakter, der kunne fylde meget i et middagsselskab.
Men David har holdt fast i sin drøm om at lave noget med hænderne. Han er i dag en aktiv fortaler for erhvervsuddannelser, fordi han gerne vil vise, at den mere praktiske vej kan være lige så givende og intellektuelt udfordrende som den akademiske.
I episoden medvirker også professor i sociologi på Københavns Universitet, Kristian Bernt Karlson, som sagtens kan genkende Davids fortælling.
– Vores omgivelser betyder rigtig meget, for hvor vi ender. Og hvis ens forældre er veluddannede, kan de have svært ved at forestille sig, at man kan have et godt liv andre steder. Det handler om status og er en meget klassisk problematik.
Virkeligheden er dog, at man med en erhvervsuddannelse sagtens kan tjene lige så meget, som man kan med en akademisk uddannelse.
– Der er ingen tvivl om, at driftige håndværkere i Danmark klarer sig lige så godt som akademikere materielt set.
Alligevel lever fordommene stadig videre.
– Der har længe været en forståelse i samfundet – rigtigt eller forkert – af, at det godt kan være lidt bøvet at tage en erhvervsuddannelse. Og det klart, at forældre tænker over det, fordi de ønsker, at deres børn skal have et godt liv. Men det ønske har meget forskellige implikationer afhængig af, hvor i samfundet de her forældre befinder sig.
David Spicker Bruun mener på ingen måde, at det er uambitiøst at vælge en erhvervsuddannelse. Han synes, at unge med fordel kan være drevet af en større nysgerrighed i deres uddannelsesvalg.
– Jeg vil ikke stå og proklamere det ene valg over det andet. Men jeg vil i høj grad advokere for nysgerrighed, når man tager valget.
Du kan høre podcasten i toppen af denne artikel og på alle tilgængelig podcast-platforme.
Vært: Søren Kitaj
Producer: Sidsel Kaae Nørgaard
’Familiens Blå Får’ er sponsoreret af Hands-on-kampagnen. Bag Hands-on står DI, 3F Industri, Dansk Metal, Teknisk Landsforbund og HK.
