Nola Gaardmand beder til Gud for at finde ro: “Jeg har gjort det mange gange på toilettet på Aftenshowet”

Hell’s Kitchen i New York City er barndommens gade for Nola Grace Gaardmand Barsøe. Den garvede journalist og tv-vært voksede op på den anden side af Atlanten med en sydafrikansk mor og en dansk far, og det var først, da hun som otte-årig flyttede til sin fars hjemland, at hun lærte dansk.  

Netop nu er Nola Gaardmand aktuel med DR-dokumentarserien ‘Min mors apartheid’, der går helt tæt på hendes egen familiehistorie og opvækst. En opvækst, der på nogle punkter var præget af misbrug og utryghed. 

Serien vises i tre afsnit på DR TV, og her tager Nola Gaardmand livtag med alt det svære fra barndommen. Hun genforenes med sin mor i Sydafrika, besøger New York på ny og tager de tunge snakke med sin far og bror. Alt sammen for at nå hen til et bedre sted og en større forståelse for fortiden. 

Vi byder Nola Gaardmand hjerteligt velkommen her i ‘Status’, hvor hun svarer på – næsten – alt. For eksempel deler hun sin atypiske natmad, den bog, der var medvirkende til, at hun blev journalist, og hvordan hun med årene mest af alt er kommet til at holde af at være derhjemme.  

Og så forklarer hun, hvordan hun ville ønske, at flere vidste, hvor meget hjælp der er at hente, hvis man er vokset op i et utrygt hjem med misbrug.

^{Hvis du er pårørende til en, der har et alkoholmisbrug, eller hvis du selv drikker for meget, kan du ringe til Alkolinjen på 80 200 500 og få anonym og gratis rådgivning}

Hvad det første er, du læser hver dag?
Jeg ville ønske, at jeg kunne sige et eller andet sejt, men det er helt sikkert bare min mail og min messenger, som jeg tjekker, mens jeg sidder på toilettet, inden jeg skal i bad, haha. Jeg som regel står op før resten af familien, så jeg kan nå at tage et bad og smøre madpakker. 

Hvad er din favoritavis? 
Jeg er selv gammel dagbladsjournalist, og jeg synes faktisk, at alle aviser i Danmark er ret gode. Men personligt er jeg rigtig glad for skribenter som Lucia Odoom og Eva Eistrup. 

Hvad er den vigtigste bog, du nogensinde har læst?
Det er et svært spørgsmål. Jeg skal være ærlig at sige, at jeg overhovedet ikke læser nok skønlitteratur. Men den vigtigste bog, jeg har læst, må være Lise Nørgaards ‘Kun en pige’. Jeg var måske 20 år, da jeg læste den, og jeg tror i ramme alvor, at den er grunden til, at jeg er blevet journalist. I bogen beslutter hun sig for at blive journalist, selvom hun er en ung kvinde, og at det dengang var en mandeverden. Jeg synes, det var så fucking sejt. 

Hvad gør du for at finde ro? 
Jeg beder til Gud. Det er helt klart mit go to, hvis jeg er lidt ængstelig. Jeg folder mine hænder, og så er jeg tavs. Jeg kan bede alle mulige steder, og jeg har også gjort det mange gange på toilettet på Aftenshowet.  Og for at sige det, som det er, er jeg også ret glad for at græde ud. Det hænder for eksempel, at jeg bliver bekymret for min søn, som er hørehæmmet, og så sætter jeg mig ind i vores bil, kører ned til vandet på Amager, sætter noget musik på, som jeg ved, kan få mig til at græde, og så tager jeg en ordentlig tudetur. Og så er jeg klar til at komme videre. Det er en slags renselsesproces for mig. 

Hvad er din største last?
Det er vel nok, at jeg festryger. Det sker ikke så tit, for jeg fester ikke så tit, men jeg kan godt lide en cigaret eller to, når jeg drikker vin. 

Hvad spiser du, når ingen kigger? 
Jeg har helt bestemt noget, jeg kun spiser, når ingen kigger, og det er virkelig min guilty pleasure i livet. Det er sådan nogle instant ramen-nudler, som man kan købe i nogle asiatiske butikker. Det er faktisk min mand, der har introduceret mig til dem, fordi han har boet i Thailand. Sommetider putter jeg også nogle fiskeboller i fra frost. Jeg spiser det flere gange om ugen, nærmest som dessert, efter jeg har puttet mine børn.

Hvad spiser du rigtig tit?
De relativt få retter, som mine børn gider spise. Det vil sige rigtig mange fiskefileter, rigtig meget pasta med kødsovs og rigtig meget medisterpølse. 

Hvad er din underlige besættelse?
Jeg har fået sådan en maskine til at lave shellac-negle af min mand i julegave. Inde på mit arbejde har alle de lidt yngre kvinder helt utroligt pæne negle. Jeg har altid selv haft sådan nogle børne-negle, så en dag spurgte jeg dem, hvordan de gjorde. De fortalte, at de lavede dem selv med shellac. Det er virkelig en ny side af min personlighed, som jeg mildest talt ikke vidste fandtes. Men jeg elsker at lave mine negle. 

Hvilken kunstner har du senest lyttet til?
Michael Mayo. Ham hører jeg meget for tiden. Han er en amerikansk, vokal jazzmusiker, og han synger fuldstændig vidunderligt. Faktisk optræder han her i København med Radioens Big Band, hvor min far også spiller, så jeg har lige købt billet til mig selv. Jeg kender ingen, der kender ham, så jeg tager den solo. 

Hvilken film eller serie kan du se igen og igen?
‘Band of Brothers’. Det er en gammel HBO-serie i ti afsnit om anden verdenskrig. Min mand er også kæmpe fan, så vi har også set den mange gange sammen. Eddie Murphys stand-up show fra 1980’erne, ‘Raw’, har jeg også set virkelig mange gange. Jeg tror, at jeg kan det mere eller mindre udenad. Min mand har fortalt, at lige da vi scorede hinanden, citerede jeg noget fra ‘Raw’ i en sms, og så var han solgt, haha. Vi citerer det show mindst én gang om ugen. 

Hvilken ting gør dit liv lettere?
For et par måneder siden købte jeg en massagepistol. Min kollega havde sagt til mig, at næste gang jeg så sådan en på tilbud, skulle jeg slå til. Jeg var sådan, okay fuck it, og købte en. Den gør ikke mit liv nemmere, men hold op, hvor er den fed. Jeg har nået en alder, hvor man får lidt ondt. Den banker lige musklerne igennem, og det er simpelthen så effektivt og pisse lækkert. Det er virkelig en måde at give sig selv lidt kropslig omsorg. 

Hvem inspirerer dig indenfor dit felt? 
Nu nævnte jeg jo Eva Eistrup og Lucia Odoom tidligere, men jeg vil gerne tilføje Sara Bro til den liste. Hun har været en del af mit medieforbrug, siden jeg var barn – hun var vært på ‘Børnereporterne’ på det gamle P3. Efterhånden har hun gennem årtier været en stemme. En stemme, der er rigtig god til at interviewe, men som også har interesseret for at snakke om rigtige ting. Svære følelser, seksualitet, krop og skam. Hun tager tabuet ud af alt, og det kan jeg virkelig godt lide. 

Hvor får man det bedste måltid i København?
Det er no doubt hjemme hos min ven Timo, som er halv filippiner, og hans mand Diego, der er fra Mexico. De har boet i både Mexico og Vietnam, og hver gang de bor et nyt sted, tager de madkurser. Og så er de bare de perfekte hosts. De elsker at lave mad, og jeg vil til enhver tid hellere spise hjemme hos Timo og Diego end på en restaurant i byen. 

Hvad er dit yndlingssted i København?
Mit hjem. Uden tvivl. Altså, jeg kan også godt lide at være ude, men jo ældre jeg bliver, jo mere har jeg det også sådan, at jeg helst faktisk bare gerne vil være derhjemme med min mand og mine børn. 

Hvad gør du for lidt? 
Træner. Men jeg har lige meldt mig ind i et fitnesscenter. Mit nytårsforsæt for i år var at komme i form. Nu skriver vi så april, og i fredags var jeg af sted for første gang i år. Det var en glimrende oplevelse, selvom der næsten kun var gamle mennesker, som alle sammen var i bedre form end mig, haha. Men det var virkelig også en god motivation. Hvis de gamle gubber kan løfte sådan en vægtstang, så kan jeg fandme også. 

Hvad er dit motto?
“Who knows what’s good and what’s bad.” Det kommer fra en historie i en buddhistisk bog, som min veninde anbefalede mig. Hver dag sker der noget nyt, og på papiret ser det godt eller dårligt ud, men who knows what’s good and what’s bad? Det snakker vi meget om herhjemme. At man skal lade være med at knytte sig for meget til fortællingen om et eller andet, for det viser sig tit, at tingene sjældent er hverken det ene eller det andet, og man kan ikke nødvendigvis forudsige, hvad der er godt eller skidt. Noget, der tager sig skidt ud, kan godt vise sig at være godt. 

Hvilken podcast lytter du til? 
Jeg er stor ‘Genstart’-fan og hører det næsten hver dag. Jeg hører også en amerikansk podcast, der hedder ‘The Bulwark’. Det er nogle tidligere republikanere, tidligere rådgivere og pressefolk for Bush’erne, som er ekstremt vidende. De har været så tæt på magten i det republikanske parti, men de synes, at Trump er en klaphat. De har bare et fedt blik på alt det, der sker. De er kritiske overfor Trump, men ikke på den der irriterende bedrevidende måde, som jeg synes, Demokraterne nogle gange kan være. 

Hvad er dit ‘happy place’ på internettet?
Alt, hvad der hedder katte- og hundevideoer. Det gør mig så glad. Jeg har en veninde, som er en meget klog og dygtig historiker, og vi har aftalt, at man altid må sende en dyrevideo til hinanden, uanset hvad der ellers sker i vores liv. Man bliver aldrig ked af at modtage sådan en. 

Hvem ville du ikke kunne modstå at tage en selfie med?
Jeg har et job (vært på DR’s ‘Aftenshowet’, red.), hvor jeg møder stort set samtlige kendisser i Danmark, så jeg er lidt immun overfor det der. Måske det skulle være dronningen? 

Hvad var din seneste søgning på Google? 
‘Fitness Frankrigsgade’. Og ‘Minecraft’.

Hvad ville du ønske, flere kendte til?
Nu er det jo også, fordi jeg er lige midt i det med ‘Min mors apartheid’, men i den forbindelse har jeg fået virkelig mange søde og rørende beskeder fra folk, der er vokset op i et hjem med misbrug. Og jeg ville virkelig ønske, at alle børn og voksne i Danmark, der er vokset op i et hjem med misbrug, kendte til muligheden for at få hjælp. Jeg føler mig heldig, fordi min far er AA’er, altså ædru alkoholiker, og at jeg derfor gennem ham har kendt til den rådgivning, der er for pårørende og familier. Men det tror jeg, at der er mange, der ikke ved. Jeg ville virkelig ønske, at alle børn som voksne vidste, at der er hjælp at få. 

Hvad er det sidste, du gør hver dag?
Udover at spise instant-ramen, så putter jeg mine kolde fødder ind på min mands mave. Han er altid varm, og jeg er altid kold.

LÆS MERE