Selv rockstjerner kan have svært ved at være kolde i røven hele tiden.
I sit første interview siden Oasis påbegyndte deres stort anlagte reunioun-tour, fortæller Noel Gallagher i hvert fald, at han har været fuldstændig blown away over publikums reaktioner, og at det har givet ham gummiben at stå på scenen igen.
– Jeg har spillet stadioner før, men jeg er ikke bleg for at sige, at mine ben blev til gelé efter cirka halvvejs i den anden sang, og jeg kunne godt have brugt et minuts pause, men det har været en fantastisk ting, siger han i et interview med talkSPORT.
Oasis har netop overstået første del af deres store genforeningsturné i England og Irland, efter de i 2009 gik i opløsning på grund af interne stridigheder. Noel Gallagher blev dengang herostratisk berømt for at sige, at han ikke kunne arbejde med sin bror én dag mere.
Sidste år begyndte rygterne for alvor at rumstere om den reunion, som nu er i gang og i den kommende tid bringer bandet til USA, Canada og Mexico.
Der er ikke tal på, hvor mange rablende vederstyggeligheder de to Gallagher-brødre har kastet efter hinanden i årenes løb, men nu virker stridsøkserne til at være begravet.
I hvert fald siger Noel Gallagher, at han er “stolt” af broren Liam, og at det er “fedt” at være sammen med ham i bandet igen.
– Jeg havde glemt, hvor sjov han er, siger han blandt andet i interviewet, hvor han også prøver at sætte ord på den vilde energi, bandet oplever fra publikum til deres koncerter. En energi, der efter sigende er så stor, at han lige nu er “mundlam.”
Guitaristen bliver også temmelig fattig med ordene, da han bliver spurgt ind til bandets fremtidsplaner efter den pågående turné.
– Okay, lad os tale om fodbold, som han siger.
Man skal være utrolig heldig, hvis man skal have fingrene i en billet til de kommende koncerter. Samtlige 28 shows blev udsolgt på bare et par timer – dog kan man være heldig at anskaffe sig ekstra billetter, hvis man holder sig til hos billetudbyderen Ticketmaster.
