Det er 10 år siden, Jeppe Rønde spillefilmsdebuterede med den både rystende og forjættende ’Bridgend’, om en selvmordsbølge blandt teenagere i en lille skotsk by. Nu er han tilbage med sin anden stemningsmættede og uafrystelige spillefilm.
’Kærlighedens gerninger’ handler om Hannah (Cecilie Lassen). Smuk, ung og på flugt fra noget, vi i lang tid ikke ved, hvad er – kun at det er forbundet med fortiden. Hun har fundet ro i et isoleret, religiøst samfund på den jyske hede, der ledes af den karismatiske psykolog Kirsten (Ann Eleonora Jørgensen).
Lederen har med dette kultlignende samfund skabt sine helt egne regler og forsøger at helbrede sin brogede flok af mere eller mindre fortabte sjæle gennem såkaldte ‘spejlinger’ – kollektive skuespil, der skal bringe fortiden helt tæt på for dermed at give forløsning.
Men da Hannahs bror Jakob (Jonas Holst Schmidt) opsøger hende, falder hendes verden fra hinanden. Er hun bange for ham, eller er hun i virkeligheden bange for det i hende selv, som han vækker?
Kunst må gerne gøre ondt
Sikkert er det, at det er både smukt, sørgeligt, oprørende, kærligt, brutalt og rystende. For Hannah og Jakob og for os, der ser på.
Det interesserer ikke Jeppe Rønde at lave film, der tilbyder underholdning og eskapisme. Han vil gerne have biografgængerne til at sætte sig op i stolen og virkelig se og mærke. Hvad der sker på lærredet, og hvad der sker i dem selv. Også selvom det er svært og ukomfortabelt. Kunst skal ikke være rar og hyggelig, det må gerne nive, rive og ruske.
Vi har brug for at blive mindet om, at verden er mere kompleks, smuk og grum, end vi magter at erkende til dagligt. ’Kærlighedens gerninger’ udforsker grænserne for kærlighed, tolerance og normalitet.
Hvad er tilladt og normalt – inden for det lille samfunds grænser og ude i det større samfund? Hvor fødes skam? Er det en privatsag eller et kollektivt anliggende? Og kan man gradbøje skam? Findes der en lille skam, der kan tolereres og accepteres og så en større skam, der er så indgroet – ikke bare i os, men hele vores verden – at den ikke kan? Som for eksempel blodskam?
Skønhed og ubehag
Der er meget af det, der foregår indenfor den lille gruppes kollektive rammer, der nok vil få de fleste af os til, ligesom Jakob, at ryste chokeret og uforstående på hovedet. De kan forekomme hykleriske, set med outsiderens øjne, men de giver mening inden for den sluttede kreds, og derfor giver det genlyd, når de overskrides. Selv i det mest rummelige og tilsyneladende grænseløse samfund, er der grænser.
Heldigvis bliver det religiøse minisamfund aldrig fremstillet som latterligt. For der er også skønhed i sammenholdet, i fantasiens styrke – som når en gruppe børn spiller med en usynlig bold, som var det den mest virkelige skat i verden, og ikke mindst i Kirstens idé om, at vi ved at gennemspille fortiden kan sætte os fri fra den.
Det er ikke sikkert, at det virker, men tanken er ikke så dårlig – og bunder i øvrigt i den tyske psykoterapeut og præst Bert Hellingers teorier om “Familiekonstellationer”. En terapiform, der blandt andet fokuserer på minder, erindringer og de roller, vi tildeler os selv og hinanden, baseret på fortiden. Og hvordan vi kan bryde ud af dem. Hannah drømmer om at få et barn. Men måske er hun nødt til at hele sit eget indre barn først.
Spiller med hele kroppen
Cecilie Lassen er tidligere kongelig balletdanser, og det fornægter sig ikke i hendes rå og rørende spil som Hannah, der formidles med hver en muskel i kroppen, så vi forstår alle hendes følelser – både de åbenlyse og de fortrængte.
Vi forstår hendes skrøbelighed, men også hvor meget styrke det kræver at holde sammen på det tonstunge panser, hun har sat op for at holde på alle hemmelighederne. Camoufleret som smil og velvillighed.
Hun har fremragende kemi med både Jonas Holst Schmidt som Jakob og Ann Eleonora Jørgensen som den ligeledes ganske komplekse kultleder, Kirsten.
Bagsiden ved harmonien i kulten er rystende og urolig. For hvor frisættende er lige det at genopleve fortiden foran alle ens bofæller, hvis den fortid er så moralsk betændt, at den mødes med fordømmelse og måske ligefrem udelukkelse?
’Kærlighedens gerninger’ dømmer ikke, men lader det være op til os selv at vurdere, om vi vælger at fordømme eller acceptere.
Jeppe Rønde laver ikke kun film, han laver filmkunst. Som sikkert ikke er for alle, men som til gengæld er både smuk, stærk og vigtig.
Karakter: 🖤🖤🖤🖤🖤
