Disney er på jagt efter det nostalgiske publikum og udgiver derfor remakes på stribe. Det er alle din barndoms heltefortællinger – ’Beauty and the Beast’, ’Dumbo’, ’Aladdin’ og ’Løvernes Konge’. Selvom der helt åbenlyst er mange penge at hente på remakes, giver de nye versioner også næsten 100 år gamle Disney anledning til at fjerne nogle af tidligere tiders fejlskud med race-stereotyper eller skurke portrætteret som onde, flamboyante homoseksuelle. Debatten om de opdaterede Disney-karakterer kører især på Twitter, og vi har kigget på et par af dem.
Blackface-karakteren Jim Crow i ’Dumbo’
Disney-klassikeren ’Dumbo’, der oprindeligt er fra 1941, er en af de seneste Disney-remakes. I den nye film er der en række forskelle fra den oprindelige udgave. Den mest bemærkelsesværdige forskel er, at scenen med de syngende krager er forsvundet i Tim Burtons 2019-udgave. I den oprindelige udgave møder Dumbo en gruppe krager, der giver ham den famøse fjer (der giver Dumbo selvtillid til at flyve) og synger den ikoniske sang, ’When I See an Elephant Fly’. Sangen kan høres her.
De sorte fugle blev ført an af kragen Jim Crow. Jim Crow var oprindeligt en stereotyp blackface-karakter, som skuespilleren Thomas D. Rice optrådte med i 1800-tallet. Jim Crow gav senere navn til en række segregationslove, der i perioden efter den amerikanske borgerkrig og frem til borgerrettighedsbevægelsen var gældende i en række amerikanske Sydstater.
Men tiden er altså løbet fra referencer til raceproblematikker i tegnefilm, for der er ingen Jim Crow-karakter i Tim Burtons ’Dumbo’, og Disney har ifølge The Hollywood Reporter også planlagt at tage scenen helt ud af den oprindelige udgave af ’Dumbo’, når de lancerer deres streamingtjeneste Disney+.
LÆS OGSÅ:
Queer coding i ’Løvernes Konge’
Da den seneste trailer til remaket af ’Løvernes Konge’ kom, var der især to spørgsmål, som blev debatteret på Twitter. Det første var det meget relevante spørgsmål: Hvorfor må vi stadig ikke høre en eneste replik fra Beyoncé i traileren? Beyoncé er nemlig vendt tilbage til skuespillerfaget og lægger stemme til hunløven Nala.
Det andet debatterede spørgsmål gik på skurken Scars udseende. Scar er den onde onkel, som slår løvekongen Mufasa ihjel og bilder Mufasas søn, Simba, ind, at det hele var Simbas skyld. I stedet for den elegante, rødbrune løve med de sjove og dramatiske ansigtsudtryk, fik vi i den nye version en tynd og lidt slidt løve, der næppe får nogen til at grine.
Her er spørgsmålet så, hvorfor Disney har ændret Scars udseende så markant fra 1994-versionen til 2019-versionen? For at besvare det spørgsmål, er vi nødt til at dykke ned i, hvordan Disney plejer at portrættere skurke.
Disney har gennem tiden benyttet sig en del af queer coding. Det er, når forfattere (bevidst eller ubevidst) giver fiktive karakterer karakteristika, der traditionelt set bliver associeret med queerness, som jo netop er en tilgang til køn og seksualitet, der bryder med den herskende kønsforståelse. Og det på trods af at karakterens seksualitet ikke på noget tidspunkt er en del af historien.
Et eksempel på queer coding kunne være skurken Ursula fra ’Den Lille Havfrue’ fra 1989, som med sin vilde makeup er inspireret af den kendte drag queen Devine. Men Ursula er ikke den eneste Disney-skurk, der er blevet gjort queer. Karakteren Hades bliver i Disneys ’Herkules’ fra 1997 portrætteret som the sassy gay friend med sin cocktail, vilde håndbevægelser og ikke at forglemme sit flammende hår – der går fra blåt til gult, når han bliver vred.
Også Jafar fra ’Aladdin’ fra 1992går med makeup og taler på en langsom og lettere sensuel måde. Tager du i biografen og ser den nye udgave af Aladdin, er det ligesom i tilfældet med Scar en noget anderledes Jafar, du får at se. Listen med eksempler på queer codet Disneyskurke er altså lang.
Men skurken Scar, som vi kender ham fra 1994-udgaven af ’Løvernes Konge’, var også queer codet. Tænk bare på Scars feminine og elegante måde at bevæge sig på, hans manerer, samt de overdrevne ansigtstræk. Hvilket bliver endnu mere udtalt overfor de store, muskuløse og eksplicit heteroseksuelle hanløver, Simba og Mufasa.
Det problematiske i Disneys queer coding ligger i, at Disney historisk set kun har queer codet deres skurke. Aldrig heltinden eller helten. Men det tyder nu på, at Disney har lært, at der er andre måder at visualisere ondskab på end løse håndled og vild makeup.
Disney er dermed ved at finde tidsånden og gøre op med en række af deres tidligere stereotype bommerter. Der er dog stadig et stykke vej endnu – og her kunne man tage fat på den queer-baiting, som Disney anvendte ved markedsføringen af deres remake af filmen ’Beauty and the Beast’, som blev udgivet i 2017. Blinkede man, gik man glip af det første direkte homoseksuelle øjeblik i en Disney-film, som de brugte til at hype filmen med. Men personligt glæder jeg mig til at se en ikke-queer codet Scar-skurk, når ’Løvernes Konge’ får premiere den 17. juli.
