’Black Rabbit’ er på papiret årets helt store krimiserie hos Netflix.
Med Jude Law og Jason Bateman i hovedrollerne, Justin Kurzel (’The Order’) som instruktør på miniseriens afgørende afsnit og med Zach Baylin (’King Richard’, ’Creed III’, ’The Order’) og Kate Susman (’The Order’) som serieskabere – ja, så er alle de rigtige komponenter til stede for en intens og hårdkogt krimi.
Og det starter da egentlig også fint.
Efter en uinspirerende flash forward-sekvens – der skal fungere som appetitvækker for, hvad der senere sker i serien – bliver ’Black Rabbit’ sat effektivt i scene.
Jake (Jude Law) er en succesfuld restauratør i New York, hvor hans restaurant ’Black Rabbit’ er et af byens hotteste steder. Han startede oprindelig det populære spisested sammen med sin bror, Vince (Jason Bateman), og den populære musiker Wes (Sope Dirisu).
Vince har dog ikke været en del af restauranten i lang tid. Gæld til diverse kriminelle elementer sender ham altid på flugt og skaber problemer for folk omkring ham. Og det er netop det, der driver ham tilbage til New York og Jake.
En kæmpe gæld i Las Vegas gør byen farlig for Vince, og derfor er hans eneste mulighed at tage hjem. Der går dog ikke lang tid, før dem, han skylder penge i New York, hører om hans tilbagekomst og kommer efter ham.
Samtidig forsøger Jake at åbne en ny restaurant, så det sidste, han har brug for, er, at Vinces pengeproblemer også bliver hans – hvilket de selvfølgelig gør.
Så hvorfor er ’Black Rabbit’ ikke årets helt store krimiserie hos Netflix? Kort sagt, fordi den er er alt for langsom i optrækket, så krimidelen og den intense følelsesdel aldrig får den slagkraft, de burde have.
Taber pusten i udførslen
Det er ikke skuespillernes skyld. Law og Bateman er begge gode i deres respektive roller, og Oscar-vinderen Troy Kotsur er enigmatisk som ”skurken” Joe Mancuso.
Amaka Okafor er også kraftfuld som kokken Roxie, der står overfor sit store kulinariske gennembrud og hader, at Vince pludselig er tilbage i billedet, med alt det kaos det indebærer.
Til gengæld føles mange af birollerne enormt undervældende og fremstår mere som skakbrikker, der kan flyttes rundt i forhold til Jake og Vinces historier. Sope Dirisu, der har været en åbenbaring i ’Gangs of London’, får knapt nok mulighed for at vise bare en flig af talentet.

I løbet af ’Black Rabbit’s otte afsnit kredser vi omkring de samme problematikker igen og igen, og med en afsnitslængde på næsten en time stykket, bliver det forfærdeligt langtrukkent. Og det værste, der kan ske midt i en krimiserie, er, at man sidder og keder sig.
Formålet med serien lader til at være at belyse Jake og Vinces betændte forhold og blotlægge, hvor det stammer fra. Det bliver smurt tyndt udover afsnittene, og der går umanerlig lang tid mellem nedslagspunkterne.

Det virker, som om serien har seks gode afsnit i sig, men Netflix har givet grønt lys til otte, og så skal der dæleme også laves otte afsnit, ligegyldigt hvad. Og det er ofte sådan, streamingtjenestens store skuffelser indtræffer. Det starter med en god idé, som taber pusten undervejs i udførslen.
Bare ok
’Black Rabbit’ er ikke en serie, vi kommer til at tale om, når årets bedste serier skal kåres, og heller ikke engang, når vi bare skal debattere månedens bedste nye serier over frokosten.
Håndværket er der ikke noget at indvende imod. Den ligner en rigtig dyr og lækker serie, og den har alle de produktionsmæssige aspekter, man forventer ved en prestigeserie.

Men spændingen og fremdriften går for tit i tomgang til, at ’Black Rabbit’ nogensinde for alvor kommer op i gear. Som anmelder ser jeg mere end en håndfuld serier om måneden og har derfor en rimelig veludviklet sans for, om en serie har det, der skal til for at skille sig ud på den gode måde.
Den fornemmelse har jeg ikke med ’Black Rabbit’, hvor end jeg gerne ville.
Det kunne have været så godt, og derfor er skuffelsen ekstra stor, når vi får noget, der kun er ok. Tiden er for kort til kun ok – en serie skal være mere end det. Det får vi desværre ikke med ’Black Rabbit’, selvom alle elementerne til noget virkelig stort er til stede.
Karakter: 🖤🖤🖤