Frem til 1998 blev tusindvis af unge, ugifte kvinder, der var “kommet i ulykke”, som det hed, frataget deres børn og sat til at arbejde under kummerlige forhold i de såkaldte “Magdalene-vaskerier”, administreret af den katolske kirke.
Det er der blevet lavet flere film om, ikke mindst Peter Mullans ‘The Magdalene Sisters’ og Stephen Frears’ ‘Philomena’.
Men mens de film har fokus på at fortælle historien fra de berørte kvinders perspektiv, har ‘Small Things Like These’ et helt andet perspektiv, nemlig historien fortalt udefra – fra samfundet omkring klostret, der vendte det blinde øje til, fordi konsekvenserne ved at tale kirken imod var for store.
Og – helt specifikt – fra en enkelt mand, der ikke kan se væk, fordi kvindernes situation og desperation vækker dybt personlige minder og traumer til live i hans ellers så stilfærdige tilværelse.
Uforlignelige Cillian Murphy, med de knivskarpe kindben og det uudgrundelige blik, er fremragende i hovedrollen som den stilfærdige kulhandler Bill, der i 1980’ernes Irland knokler for at forsørge den familie, han elsker højere end alt andet – kone og fem døtre.
Derudover vil han egentlig helst have lov til at være i fred. Han arbejder, så sveden trækker striber i hans kulsodede ansigt, og når arbejdsdagen er forbi, vasker han det hele af og lander lykkeligt i det varme, myldrende og kærlige, kvindelige kaos inden for hjemmets fire vægge.
En mønstertilværelse for et arbejdende menneske, måske. Men Bill er tynget af ikke alene et alt for stort hjerte, der banker for alle de svage sjæle omkring ham, men også en forhistorie, der ikke er for sarte sjæle – og som selv ikke hans kone får det fulde indblik i.
Fortidens traumer
Bills egen mor fødte ham nemlig uden for ægteskab og døde i en alt for ung alder. Han var så heldig at blive taget ind af en velhavende enke, men han er sig smerteligt bevidst, at hans mor kunne have fået samme skæbne som kvinderne bag klostermurene.
Og med døtre i teenagealderen bliver det i stigende grad svært for ham at holde fortidens traumer på afstand – ikke mindst da han under en levering af kul til klostret opdager en ung kvinde, der er lukket inde i kulkælderen: iskold, forkommen og bange.
Mens hans harme og behov for at handle stiger, som dagene går, bliver hans mere praktisk indstillede hustru mere og mere bekymret. For hun ved, at familiens lykke hviler på et skrøbeligt fundament, hvis Bill lægger sig ud med den katolske kirke – og dermed risikerer, at hele byen vender sig mod dem.
Det er en stærk historie om religionens og kirkens magt i en tid, der virker som længe siden, selv om det faktisk kun er fire årtier. Magdalene-vaskerierne nævnes aldrig ved navn, for det er ikke navnet, det handler om – det er mekanismen bag. At nogen eller noget kan have så meget magt over et samfund, at medmenneskeligheden må lægges på hylden i overlevelsens navn.
Men først og fremmest er ‘Small Things Like These’ et karakterstudie. Cillian Murphy har altid været en skuespiller, der kunne fortælle en hel historie ved at løfte det ene øjenbryn.
Langsomt og stille
I rollen som Bill er Cillian Murphy fåmælt som aldrig før, men alligevel både stærk og rørende i sin nærmest fysiske reaktion på det, han oplever som den største uretfærdighed – at det ikke alene kan ske, men at ingen gør noget.
Man ønsker på én og samme tid, at han starter bål og brand og går på barrikaderne, om han så må gøre det ene mand, og at han vil lytte til sin kone og lukke sin dør og passe på det, han har. Fordi der er så uendeligt meget på spil.
Vel vidende at han nok ikke kan, fordi stormen i hans indre, bag den rolige facade, er så voldsom. Hans hustru, Eileen, spilles i øvrigt fremragende af Eileen Walsh, der spillede en af de unge kvinder i ‘The Magdalene Sisters’ fra 2002.
Emily Watson er også modbydeligt god som priorinde i ‘The Good Shepherd Convent’. Hun vandt prisen for bedste birolle, da filmen havde verdenspremiere på Berlin International Film Festival sidste år.
Det er et kæmpestort drama, fortalt langsomt, med verdens mindste armbevægelser, der nok kræver en tålmodig sjæl, der har mod til en historie, hvor alt sker på indersiden, mens verden omkring de centrale karakterer nærmest står stille.
Manuskriptforfatter Enda Walsh, der også skrev den mesterlige ‘Hunger’, forstår Claire Keegans præcise skrivestil og har ikke indsat et ord for meget. Men hvem har også brug for ord, når man har spillere, der kan sige det hele helt uden?
Fotograf Frank van den Eeden skaber et gråt, vådt og råt Irland, der mere ligner noget fra 1950’erne end 1980’erne – og er derved med til at gøre filmen tidløs og minde os om, at overgreb, magtforskydning og uretfærdighed ikke hører til en bestemt tid og et bestemt sted, men findes overalt omkring os.
Og at det er op til os selv at se det – og kæmpe for den verden, vi selv gerne vil leve i.
Karakter: 🖤🖤🖤🖤🖤
