“Appelsinen falder altid ned i din turban”. Sådan sagde en af Asbjørn Diemers kammerater engang til ham, efter at han sikkert havde siddet og fortalt om, hvordan det gik med hans virksomhed, Cocohagen. For det går faktisk meget godt. Det har bare ikke noget med appelsiner at gøre. Eller held.
“Jeg blev simpelthen så indigneret over, at han sagde sådan,” siger Asbjørn Diemer.
“Hvis du går ud og fisker en sjælden gang imellem, så er det klart, at du ikke fanger nogen fisk. Du skal stå der hver dag. Appelsinen er røget ned i min turban, fordi jeg ikke kun har én, men 2.000 turbaner. Jeg bliver ved med at prøve og prøve. Sådan er jeg bare.”
Sådan er han i hvert fald blevet. Måske fordi han ikke har haft noget valg. Asbjørn Diemers personlige historie er en historie om at klare sig på trods. Om at vokse op i en benhård virkelighed og alligevel formå at bryde mønstret. At være et vaskeægte mælkebøttebarn. Den betegnelse tager han gerne på sig i dag.
“Jeg er født og opvokset i København med en kærlig far og en kærlig mor, der elsker mig, og som begge to er kunstnere. Vi boede først i Valby i en villalejlighed, og kort efter jeg blev født, gik mine forældre fra hinanden.”
I en kort periode var hans far stadig en del af Asbjørn Diemers liv, men det stoppede hurtigt igen.
“Han var alkoholiker og meget hårdt ramt af forskellige angster for livet. I perioder drak han sig ned og forsvandt bare, og det gjorde, at han ikke evnede at være der for mig som far. Jeg gik i udflytterbørnehave, og han kom ikke altid og hentede mig ved bussen. Så ringede pædagogerne til min mor, som så hentede mig. Et par gange tog vi op til de steder, vi vidste, han normalt var og drak bajere, for at finde ham.”
I de følgende år kunne det også være, at Asbjørn Diemer tog hjem til sin far, men ikke kunne få ham til at lukke op, selvom han kunne se gennem brevsprækken, at han stod i gangen og hørte ham kalde. Eller at han fik smækket døren i hovedet, fordi hans far ikke kunne overskue det hele. Situationerne er mange.
“Jeg får en klump i halsen ved at tale om det. Det er den samme klump, som jeg får, når jeg ser billeder af mig selv som barn. Jeg får altid lyst til at redde mig. Det rammer en enorm stor grad af sorg, når jeg tænker tilbage på mig selv som barn,” siger Asbjørn Diemer.
På trods af klumpen i halsen vil han dog gerne dele sin historie i håbet om, at den kan være med til at inspirere andre, som måske befinder sig i en lignende situation.
En gammel tank
Vi befinder os på en gammel tankstation i Humlebæk. Det er her, Cocohagen holder til. De producerer alle deres plantebaserede kakaotrøfler i det, der engang var en vaskehal, og det er også herfra, de distribuerer til det meste af verden – fra USA til U.K. og Mellemøsten.
Overalt bugner det af kakaotrøfler – eller cocohagen som de siger – i papkasser og smagfulde indpakninger i douce farver. I luften hænger en let fornemmelse af kakao. Selvom produktionen stadig er lille, vokser virksomheden i takt med, at kakaotrøflerne, der primært består af dadler og kakao, kommer på hylderne i flere og flere butikker. Siden 2018 har de været i Joe & The Juice, og for nylig kom det i stand, at Espresso House ville have deres produkter i alle deres butikker verden over.
Det går som sagt meget godt, og det varmer Asbjørn Diemers hjerte.
“Jeg så på Instagram et billede af, at der var nogen i udlandet, der havde spist en cocohagen, og jeg sad bare og kiggede på det der billede… helt intenst. Tænk, at der er nogen ude i verden, som spiser vores produkt uden at kende til det, bare fordi det smager godt. Det er så fedt. Og det er virkelig det, der giver mig blod på tanden i forhold til at komme endnu længere ud i verden.”
Inden Asbjørn Diemer blev selvstændig var han politibetjent. Han arbejdede i København i treholdsskift. Siden han var lille, havde det været hans store drøm. Men han havde også en anden drøm, og efter seks år besluttede han, at det var på tide at stå på egne ben.
“Jeg har på intet tidspunkt fået et kald om at lave økologisk dadelslik. Men jeg havde et enormt kald om at stå på egne ben. Og her så jeg en mulighed, der var rimelig nem at prøve af,” fortæller han.
“Så jeg tog en kassekredit på 50.000 kroner, købte noget emballage, kørte på Grønttorvet og købte fem kilo dadler.”
Fra start var det ideen, at produktet skulle være så rent som muligt. Økologisk og uden tilsat sukker. Og så skulle det smage hammergodt. Det lykkedes også hurtigt, men den første variant var alt for dyr at lave og holdt kun i tre uger, fordi den begyndte at gære. Siden da har Cocohagen fået styr på produktet, så det sidder lige der, hvor det skal. Hvilket blandt andet blev bekræftet, da de vandt kokkekonkurrencen Sol Over Gudhjems produktpris i 2020 på grund af smag og konsistens.
I dag tøver Cocohagen ikke med at sige, at de laver verdens bedste plantebaserede kakaotrøfler.
Til gengæld tøver Asbjørn Diemer, når man spørger ham, hvad det præcis er, der har gjort, at han er nået hertil, hvor han er i dag.
Point of no return
“Jeg er virkelig god med ryggen mod muren. På den anden side af point of no return. Måske fordi jeg har været dér en så stor del af mit liv,” siger Asbjørn Diemer.
Da Asbjørn Diemer stadig var en lille dreng, flyttede han med sin mor til Langeland. Hun havde fået en ny kæreste, og Asbjørn Diemer fik en lillebror. Forholdet mellem moren og hendes nye kæreste blev dog ikke den nye begyndelse, det kunne have været for familien. De gik fra hinanden, og i de følgende år oplevede familien, at blive chikaneret ved, at nogen – de ved ikke hvem – dukkede op og skræmte dem om natten.
I sådan nogle situationer blev Asbjørn Diemer nødt til at være den voksne. Hans mor blev en skygge af sig selv på grund af angst, som også afstedkom psykoser fra tid til anden.
Asbjørn måtte løbe over til naboen for at vække dem og ringe efter hjælp.
Da hans mor en aften fik et angstanfald, mens de kørte bil, løb han ad små veje i mørket og stoppede en tilfældig bil for at få nogen til at hjælpe dem. Det var bare hans virkelighed, som han siger. Men det har også givet mentale men.
“Det skabte en frygt i mig,” siger Asbjørn Diemer.
“Min mor troede flere gange, hun skulle dø, eller hun vidste, hun skulle dø, så hun sagde farvel til mig og fortalte, at hun elskede mig, da angsten ramte hende. Jeg vidste aldrig, hvornår det skete, og det gjorde min hjerne til en slags supercomputer, der konstant udtænker alle mulige scenarier.”
Selvom det er foranlediget af et enormt psykisk pres, tror Asbjørn Diemer i dag på, at det er lykkedes ham at bruge følelserne fra sin opvækst som drivmiddel i forbindelse med at bygge Cocohagen op.
“Når livet er hårdt, så kan man bukke under og følge med det brusende hav, eller også kan man kæmpe imod og svømme ind til bredden. Og det har jeg gjort. Jeg aner ikke, hvor det kommer fra. Men jeg tror, at det kommer fra min mor, som på trods af angst altid har været mega stærk i sin overbevisning. Jeg har også altid kæmpet. Og jeg mener, at man kan bruge det, der er tynger en, til at finde en energi inde i sig selv.”
På et tidspunkt stod Asbjørn Diemer i en situation, hvor Cocohagen var to minutter i konkurs, og de overvejede at lukke hele foretagendet, inden det rigtig var kommet i gang. Men så fik han pludselig et tilbud fra en investor.
“Det var en helt urimelig aftale. Men jeg stod med hatten i hånden og havde ingen andre muligheder. På trods af det, så pressede jeg aftalen op til noget, jeg syntes, var rimeligt. Mange mennesker havde nok taget den deal, der lå foran dem, men jeg kunne simpelthen ikke leve med den. Ingen skal lukrere på min ulykke. Og den tanke har fået mig langt. Jeg har stået med store typer og alligevel fået noget igennem,” siger han og tilføjer:
“Hvis først jeg føler mig trådt over tæerne og bliver indigneret, så slipper jeg den ikke.”
Hvad man ikke dør af
Selvom Asbjørn Diemer anser sig selv for at være et mælkebøttebarn, der på mange planer er lykkedes i livet, står han med egne ord stadig midt på en lærings- og erkendelseskurve, der er ekstremt stejl. Og selvom han har mange ting på hjerte, vil han helst ikke agere orakel for nogen som helst, bare fordi han har lavet nogle gode dadelkugler.
Hans ydmyge håb er, at hans fortælling, som for ham ikke bør være negativt betonet, kan inspirere andre mennesker med lignende eller helt andre kompetencer og følelser i bagagen.
“Vi kan allesammen noget forskelligt på grund af vores opvækst. Og jeg vil helst ikke give råd. Det her skal ses som en kommentar til livet. Jeg bærer på en ensomhed, der er til at tage og føle på, og som bliver i mig, selvom jeg ikke er alene. Jeg er ofte tynget af dårlig samvittighed overfor mine nærmeste, men min lykke er, at min kæreste kan fortælle, at jeg er god nok,” siger Asbjørn Diemer.
Ideen om, at man altid kan bruge sine dårlige erfaringer til noget nyttigt, holder for Asbjørn Diemer heller ikke helt vand. I sidste ende bliver det en anelse for ensporet.
“Jeg har mange forsvarsmekanismer, som jeg gerne ville have været foruden i dag. Og man siger jo, hvad man ikke dør af, gør dig stærkere. Men det er en floskel, og der er mange ting, man ikke dør af, som man virkelig bliver dårligere af. Jeg synes, man skal omskrive det: Hvis du ikke dør af det, så tag det roligt. Og hvis du kan mærke uretfærdigheder i dig selv, så gør noget ved dem.”
