For nylig blev det første portræt-kunstværk af en robot solgt på en auktion i New York. Det forestillede den britiske matematiker Alan Turing på sådan en lidt opklippet måde og var fremstillet af en robot, der hedder Ai-da og er meget avanceret. Det var der mange, der var interesserede i. Der kom 27 bud, og prisen landede på noget i omegnen af syv millioner danske kroner.
Det skal sikkert vise sig at være en god forretning for ejermanden, men for mig at se er det blot endnu et eksempel på det totale massehysteri, der finder sted omkring alt, der hedder noget med AI. Jo mere folk jubler, jo mere irriterende bliver det sjovt nok.
Vi befinder os i en tid, hvor AI vinder mere og mere indpas i almindelige menneskers liv og arbejde, og det er der alle mulige gode grunde til. Jeg er ikke principielt mod AI og kunstig intelligens, det ville på sin vis være temmelig uintelligent, fordi det allerede har vist sig at være nyttigt på rigtig mange områder. Men jeg bliver tiltagende mere frustreret af jublen over AI’s indtog i kunsten.
Hvis et maleri er malet af en robot, interesserer det mig ikke. Hvis et digt er, hvis en sang er, hvis en film er, ja, så interesserer det mig ikke. Hvorfor? Af den simple årsag, at det ikke er lavet af et menneske. Ethvert kunstværk lavet med eller af AI mangler det altafgørende grundstof, vi kalder autenticitet. Formuleret anderledes, vil kunst lavet af kunstig intelligens per definition være kunstig.
Jeg blev for nylig præsenteret for en dansk kunstner, som havde brugt AI til at skrive et evighedsdigt. Hun bad robotten om at skrive et digt om skyer, og det viste den så på en skærm, hvor det kørte ligesom uendelige rulletekster til en film. Det var egentlig interessant nok at høre om hendes kreative proces, men selve produktet, altså digtet, hvad skal vi med det, når det ikke er skrevet af et menneske, men derimod en robot, der frembringer tekst ud fra en algoritme, der prøver at være en tanke? Når der ikke er lagt tanke i teksten, og når der ikke er lagt kropslig energi i værket, mister det alt. (Til gengæld koster AI i øvrigt voldsomt meget energi i et klimaperspektiv.)
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor stærkt det ville have virket, hvis man faktisk satte sig ned som menneske og skrev et evighedsdigt og lod folk opleve det. Det ville selvfølgelig ikke være muligt i samme grad som at få en computer til det, fordi den aldrig skal sove eller spise eller på toilettet, men så meget desto mere interessant ville det være at opleve. Og det underbygger blot det faktum, at det analoge er det digitale overlegent indenfor kunsten. Eller sagt på en lidt fladpandet, men ikke desto mindre klar måde: At robotkunst, der ikke har krævet blod, sved og tårer, er snyd.
På samme måde ville jeg føle mig snydt, hvis jeg hørte en sang, som jeg troede var Leonard Cohen, men som så viste sig at være en robotefterligning. Der findes et afsnit af ‘Klovn’, hvor Frank køber et maleri af en gammel kvinde, fordi hun siger, hun har malet det med foden, men det viser sig senere at være løgn – selvfølgelig med det udfald at Frank vil have sine penge tilbage.
Det er blot for at sige, at tilblivelsesprocessen af musik og kunst ikke er ligegyldig. Omvendt er den helt essentiel.
Problemet med AI-kunst er, at det kun er tilblivelsesprocessen, der er sjov. Værket bliver ligegyldigt. Og det efterlader os et sted, hvor vi lige nu laver AI-kunst om at lave AI-kunst, og selvom ting, der er meta, godt kan være sjove – også indenfor kunst – rejser det for mig et simpelt spørgsmål: Er det ikke for åndssvagt?
Kunstig intelligens vil for evigt lave uinteressante kunstværker, dårligere end dem mennesket kan lave, og så kan det da godt være, at folk har det sjovt med det, og det skal folk selvfølgelig bare have lov til, jeg er ikke Stalin, men det tyder på, at romancen mellem kunst og AI er en blindgyde.
Til gengæld ligger det lige til højrebenet, at vi får AI og robotter til at foretage alle de opgaver, som mennesket ikke har det sjovt med. Folde vasketøj, rydde op, støvsuge og gå ud med skraldet. Så kan vi jo passende tegne lidt imens.
