I denne julespecial af ‘Skinny Bitch’ handler det om jul med en spiseforstyrrelse, og hvordan man kommer igennem den. Kerstine og Lin har spurgt deres følgere på Instagramprofilen @skinnybitchpodcast, hvilke emner de synes var vigtige at tage op. Det viste sig, at rigtig mange med en spiseforstyrrelse synes, at julen kan være en svær prøvelse, og derfor forsøger Kerstine og Lin at komme vidt omkring julens dilemmaer, tankerne omkring maden og den evige sang om, “at nu skal vi spise godt til jul, og så starter kuren i januar.”
Desuden ringer værterne til Julie, der var gæst i andet afsnit, hvor hun fortalte om sin BED (Binge Eating Disorder). De taler om, hvordan det er at lide af overspisning i juletiden, og hvordan man bedst passer på sig selv.
Podcasten ‘Skinny Bitch’ er præsenteret i samarbejde med headspace, der er et gratis, anonymt rådgivningstilbud til børn og unge i alderen 12-25 år. headspace har det særlige initiativ VærDig, hvor man kan få rådgivning om svære tanker inden for temaet krop, kost og motion.