Simon Akselsen, som er producer og medvært i podcasten ‘Hvad skal der ske med os?,’ har solgt sin lejlighed i København. Og han har gjort det med så stor fortjeneste, at han nu kan kalde sig noget så vildt som… millionær. Men hvad betyder det for ham pludselig at være blevet nyrig? Og hvad har han tænkt sig at bruge alle de penge på?
De fleste vil jo nok udnytte den store fortjeneste og finde noget større, federe og endnu mere centralt i København. Men i stedet for at gøre lige præcis det, så gør Simon noget helt andet: Han flytter væk fra byen.
– Vi har tænkt os at finde et billigt hus langt ude og bo der. Så har vi ikke brug for at arbejde så meget, fordi vi simpelthen betaler så lidt, fortæller han i denne uges afsnit.
Men hvordan føles det egentlig at stå med så mange penge på kontoen?
– Som en der ikke havde nogen penge som barn, så er det meget rart ikke at have minus på kontoen, fortæller Simon og sætter ord på følelsen af at forlade hamsterhjulet med økonomisk ro i maven. Den anden vært Sebastian giver ham dog et godt råd med på vejen:
– Det skal du ikke sige for meget, Simon. Så kommer folk og røver dig!
Heldigvis har han ikke hævet alle pengene og gemt dem derhjemme under madrassen. Så ingen grund til at læse den artikel og lede efter Simons million.
Et nyt liv – med hjemmekontor og billig bolig
For Simon handler det ikke om at ‘leve det økonomisk rige liv’, men om at skabe plads til mere frihed, færre udgifter og tid til det, der faktisk betyder noget. Nemlig Simons familie. Derfor drømmer han om et mere frit arbejdsliv, hvor han kan sige ja til de opgaver, han synes er sjove og ellers arbejde meget mere hjemmefra, som nu er længere fra København end en cykeltur væk.
– Det fede vil jo være, at vi har snakket om… så skal vi have et godt hjemmekontor. Der er en udestue, som ikke tæller med i kvadratmeterne, men som vi vil lave til noget hjemmekontor – indtil vi får lavet tilbygning.
Og Simon er ikke den eneste, som vælger at flytte ud af byen. Faktisk viser en undersøgelse fra 2023, at flere flyttede ud af København end til byen. Og ligesom Simon skyldes det ofte store livsændringer, som gør man vælger at rive teltpløkkerne op og flytte ud af byen.
I dette særlige sommerafsnit af ‘Hvad skal der ske med os?’ bliver der også tid til hjemmebrygget kombucha, snackbord fra kolonihaven og et nyt kælenavn til den nyrige producer-Simon.
Lyt med – måske er det ikke dig, der bliver millionær, men måske giver det dig lyst til at gentænke, hvad rigdom er.
