‘Når asfalten giver slip’: Sabrinas uopmærksomhed var skyld i hendes bedste venindes hjernetraume

Eller vælg, hvor du vil lytte
Privatfoto

‘Når asfalten giver slip’: Sabrinas uopmærksomhed var skyld i hendes bedste venindes hjernetraume

Eller vælg, hvor du vil lytte

En aften i 2018 overser Sabrina et sving, og bilen lander på taget. I dag har Sabrinas bedste veninde en kronisk hjernerystelse og ar i ansigtet, mens Sabrina lever med en invaliderende skyldfølelse.

Sponsoreret af:
Sponsoreret En del af serien:

Når asfalten giver slip

'Når asfalten giver slip' fortæller tre forskellige historier om tre unge mennesker, hvis liv sluttede eller ændredes på et splitsekund. Ikke af et uheld – men af en ulykke – hvor personerne i bilen hver især kunne have handlet anderledes. Været mere opmærksomme. Have sagt fra. Husket på, at de altså ikke er udødelige.

En ting er at gøre skade på dig selv, fordi du tror, du er udødelig. Men forestil dig at leve med at have påført andre skade, fordi du kørte uansvarligt. Dét er en frygtelig følelse, som 20-årige Sabrina Stenbæk i dag lever med – og lider under. 

Sabrina havde lige fået en gammel, blå Polo af sin kæreste, da hun fyldte 18 år. Det var hendes første bil, og hun var ekstatisk. Sammen med sin veninde, Cecil, ville hun ud og prøvekøre den. De elskede biler og at cruise rundt i dem rundt omkring på Falster, hvor de kommer fra. Sabrina havde lige fået sit kørekort, og bilen var et symbol på frihed, fritid og sjov. 

I folkeskolen mødte Sabrina Stenbæk (tv.) og Cecilie Peschardt (th.) hinanden og blev bedste veninder. De havde samme interesse for biler og støttede hinanden i alt. I dag er de stadig veninder, men ser ikke hinanden så tit som tidligere. Privatfoto

De kører langs med vandet i Gedser med deres yndlingssang højt på anlægget. De ryger cigaretter og nyder livet. Og så kommer det skarpe sving ud af den blå luft. Sabrina kører ikke for stærkt. Undersøgelser viser, at hun overholdt fartgrænsen, og at hendes promille var på 0.0. Ulykken skete på grund af en af de allerhyppigeste årsager til ulykker – nemlig uopmærksomhed. I to tredjedele af alle trafikulykker er det nemlig manglende eller utilstrækkelig opmærksomhed eller orientering, der bliver en afgørende faktor for, at det går galt. Og i gennemsnit foretager vi os distraherende ting i hele 30 procent af den tid, vi kører bil. Det var det, der gik galt, da Sabrina og Cecil havde en skøn fest med høj musik i bilen den aften og endte kvæstede ude på marken. 

Jeg skulle ikke have noget morfin. Det fortjente jeg ikke

Cecil er ilde tilredt, da de to bliver reddet, og man vurderer, at hun skal flyves med helikopter til Rigshospitalet, fordi hun har fået et alvorligt slag i hovedet og en masse læsioner fra glasskår i ansigtet. Tilbage på marken ligger Sabrina og har ingen idé om, hvad der skal ske med hendes bedste veninde. Sabrina har selv en hjernerystelse, indre blødninger og læsioner over hele kroppen, men alligevel nægter hun at tage imod morfin i ambulancen på vej til Nykøbing Falster Hospital.


”Jeg fortjente ikke morfin, da jeg kom ind i ambulancen. Hvad hvis hun døde under turen? Jeg følte ikke, jeg var noget værd. Jeg fortjente smerten. Hvis Cecil ikke endte med at vågne op, og jeg gjorde – så skulle jeg ikke være i det her liv, for det havde jeg ikke gjort mig fortjent til”

“Det fortjente jeg ikke. Hvad hvis Cecil døde under turen? Jeg vidste jo ingenting. Jeg følte ikke, jeg var noget værd. Jeg fortjente smerten. Hvis Cecil endte med ikke at vågne op, så skulle jeg ikke være i det her liv, for det havde jeg ikke gjort mig fortjent til.”

Cecil overlevede, men lever i dag med en voldsom kronisk hjernerystelse. Et hjernetraume, som giver hende voldsomme migræneanfald, der har gjort, at hun har måtte droppe ud af sin uddannelse og flytte hjem til sine forældre. Sabrina slap med et piskesmæld og ar på kroppen, som helede hurtigt. Men de psykiske effekter af ulykken og den tunge, dårlige samvittighed over at have gjort skade på sin veninde var langt værre.

FAKTA: Uopmærksomhed i trafikken 

  • Cirka seks ud af 10 dødsulykker skyldes uopmærksomhed eller manglende/utilstrækkelig orientering.
  • Hvis man kører 80 km/t og kigger væk i fire sekunder – f.eks. for at tjekke en SMS – så når man at køre 89 meter i blinde. Det svarer nogenlunde til længden på en fodboldbane.
  • 70 procent af dét, der distraherer os, foregår inde i bilen
  • I gennemsnit foretager vi os distraherende ting i 30 procent af den tid, vi kører bil.

“Jeg har bebrejdet mig selv meget. Og tænkt at hvad nu hvis jeg havde gjort noget anderledes. Jeg er ikke stolt over det, jeg gjorde. Det kan godt være, det var en ulykke. Men det var mig, der gjorde det. Det var min skyld.” 

Skyld og skam 

Ulykken skete for to år siden, og selvom Sabrina og Cecil på mirakuløs vis overlevede, så blev livet på et splitsekund ændret for altid. På grund af et par sekunders uopmærksomhed. Og en manglende sele som gjorde, at de to piger røg ud af forruden af bilen. 

Da Sabrina Stenbæk fløj ud af bilens forrude og landede på ryggen, kunne hun intet mærke fra hoften og ned. Hun havde stadig sin mobil i lommen og fik ringet 112, mens hun med armene kæmpede sig over til sin veninde Cecil, som lå helt stille på marken.

I mange måneder efter havde Sabrina ikke lyst til at se nogen i øjnene. Hun gik ind i sig selv og var bange for at møde folk, når hun en sjælden gang bevægede sig udenfor. Og med god grund. Udover at hun bebrejdede sig selv, skrev anonyme mennesker til hende på sociale medier, at hun burde tage sit eget liv.

“Jeg skammede mig og ville ikke se nogen. Mit ansigt var fint nok, men det var hendes jo ikke.”

I dag er Sabrina ved at tage en uddannelse som Falck-redder. Hun vil ud og redde liv, ligesom hun og Cecil selv blev reddet.

En særlig tak til pigekoret, UngKlang, som har indspillet en sang til denne podcast


 Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics